BogFeature
Kurland - En jødisk sportsmand i krigs- og efterkrigstid

David Holt Olsen, Danmarks Industrimuseum

Sportsstjerners selvbiografier og erindringer kan være en blandet landhandel. Tendensen de senere år har været, at biografierne er udkommet inden eller kort efter, at sportsudøveren har afsluttet sin karriere. Gerne bistået af professionelle ghost writers med sans for, hvad der sælger: Skandaler, sex, slåskampe, konflikter og penge. På den måde er biografierne, ligesom sporten, blevet en del af oplevelsesøkonomien. Helt håndgribeligt udtrykt da Joakim Boldsen i 2007 skiftede til AaB Håndbold, og klubben som en del af det økonomiske grundlag sikrede sig rettighederne til at udgive en bog om hans liv. Oplevelsesøkonomi, moderne elitesport og forlagsvirksomhed i én og samme professionelle håndevending.

Simon Kurlands (SK) selvbiografi falder forfriskende langt fra den genre. Forfatteren er født i 1923 og tidligere mesterbryder ud af en jødisk familie, som også fostrede mesterbryderne Abraham og Mikkel Kurland. Især storebror Abraham Kurland blev berømt også uden for landets grænser, da han tog sølvmedalje ved OL i Los Angeles i 1932, sølv ved europamesterskaberne i Idrætshuset i 1935 samt vandt et utal af danmarks- og københavnsmesterskaber for den jødiske idrætsforening Hakoah. Som Hans Bonde skriver i bogens forord, giver historien om Hakoah og de jødiske idrætsstjerner i sig selv et interessant modbillede til den nazistiske propagandas forestilling om den krumryggede jøde.

Der fortælles om familien Kurlands flugt fra antisemitisme i Letland i 1907 sammen med mange andre østeuropæiske jøder og om familiens kamp for at etablere sig i Danmark. Her lægges allerede tråde ud til de mange kvalificerede digressioner, som bogen er fyldt af. Der fortælles på én og samme gang (jødisk) integrationshistorie, social- og kulturhistorie om en families stræben op fra arbejderklasse til selvstændige næringsdrivende, håndværkets udvikling under en yderst spæd mekanisering og sportshistorie. For en historiker kan udtrykket forekomme en anelse fragmentarisk, da vores arbejdsmetode er at bearbejde et tema i dybden. Men man tilgiver hurtigt forfatteren mangfoldigheden af temaer, da de er bundet godt sammen, ligesom erindringsgenren og et enkelt menneskes multifacetterede livshistorie ikke lægger op til kølig, distanceret videnskabelighed.  

For en idrætshistoriker er der flere spændende passager. Tidens store brydninger behandles dog ofte kun indirekte gennem det skildrede liv. Mellem- og efterkrigstiden blev en brydningsperiode, hvor 3 x 8-arbejdsdagens indførelse med effekt fra 1919 åbnede op for, at mænd fra alle klasser kunne dyrke idræt. I den forbindelse stod skismaet mellem professionalisme og amatørisme. Årsagen til dette skisma får man en fornemmelse af hos SK under en beskrivelse af en typisk dag i læretiden:

”Jeg skulle møde kl. 7, og jeg startede hver morgen hjemmefra på cykel, sommer som vinter. […] Tre gange om ugen skulle jeg på Teknisk Skole for at lære teknisk tegning og teknisk beregning. Når arbejdsdagen var slut, spurtede jeg hjem i min snavsede kedeldragt for at kunne nå ind på skolen i nogenlunde god tid. Jeg flåede arbejdstøjet af, vaskede mig, slugte min mors gode mad i al hast, pakkede mit tøj og sprang igen på cyklen, nu med kurs mod Teknisk Skole i Prinsesse Charlottegade, hvor vi fra kl. 17.30 til 20 fik undervisning i tegning, geometri og udregninger. På tirsdage kørte jeg umiddelbart efter fra skolen til Idrætshuset, hvor den ugentlige træning i brydning foregik fra 21 til 22.” (s. 50)

Ikke underligt, at kravet om erstatning for tabt arbejdstid kom i takt med sportens sociale udbredelse. Dette kommenteres der dog ikke direkte på. Det behøves der for så vidt heller ikke, da skildringen af forfatterens livsforløb i sig selv siger meget derom. Til gengæld lægges der ikke skjul på, at brydningen i dag ikke er, hvad den var engang. Men denne kortfattede kritik uddybes desværre ikke. Jeg er ellers sikker på, at SK i den grad ville have noget kvalificeret at byde ind med. SK er formet af sin tid. Han er en gentleman, hvilket jeg senere skal vende tilbage til.

Et af selvbiografiens stærkeste temaer er den relativt ubesværede integration af de indvandrende jøder østfra, som ankom uden midler til lukkede sociale kasser samt en udpræget skepsis fra de danske jøder med udsigten til, at de skulle lægge dem til last. SK fremhæver selv, at grunden til den hurtige integration var, at mange var dygtige håndværkere, der opbyggede selvstændige virksomheder (s. 13). Samtidig blev sporten en vej til anerkendelse, integration og respekt. Her blev idrætten brugt, ubevidst, som instrument for integration.

Selvbiografiens dramatiske højdepunkt er flugten til Sverige i 1943, hvor familien ad flere omgange sejles fra Gilleleje af fiskere, der tager sig godt, men ifølge SK, velfortjent betalt pga. risikoen (s. 74).

I modsætning til yngre sportsfolks erindringer svælges der på ingen måde i romantiske forbindelser. Først med hustruen Kammas (Nikama) indtræden laves en ekskurs til denne del af tilværelsen foruden få antydninger af kvindeligt selskab undervejs. Kan det virkelig passe, at en tiljublet, og ud fra billedmaterialet betragtet, flot, velbygget mesterbryder levede så afholdende? Eller er det et spørgsmål om, at amatørsportens idealer om at være en ”true gentleman” sidder så fast indprentet i forfatteren, at han som en selvfølgelighed nødigt omtaler den slags underlødigheder? Jeg tror, at sidstnævnte spiller ind. Og netop dette er bogens helt store kvalitet og gør den anbefalelsesværdig for såvel den idrætshistorisk interesserede som den social- og kulturhistorisk interesserede læser. SK repræsenterer på mange måder en svunden tid, hvor sportsfolk var dannelsesobjekter ud i fair play og etikette. Den bliver et velkomment modstykke til nutidens skandale- og konfliktorienterede sportserindringer og et vedkommende memento om, hvilke idealer sporten engang havde, inden den mistede sin uskyld. At etiketten så nogle gange bevirker, at kritikken af samtiden og nutiden bliver lidt høvisk, må vi leve med. Sådan er det, når en gentleman skriver sine anbefalelsesværdige erindringer.