BogFeature
Ingen over Tinget – Intet under tæppet

- Danske politiske taler fra Ørsted og Hørup til Poul og Pia. Historien og retorikken.

Af Preben Etwil 

En italesat Danmarkshistorie

Forlaget Vandkunsten skal have meget ros for, at de har fået Nikolaj Ifversen og Jan Lindhardt til at samle og kommentere 65 indenrigspolitiske taler, der er blevet fremført inden for de sidste 175 år. Vi starter med Anders Ørsted og slutter med Brian Mikkelsen. Talerne starter med stænderforsamlingernes forsigtige tilløb til demokrati, og kampen for en ny Grundlov. Bogen fortsætter i rask tempo og delagtiggør læseren i forfatningskampen under Estrups regimente, Sønderjyllands genforening, velfærdsstatens opståen, den tyske besættelse af Danmark, efterkrigstidens økonomiske problemer og medlemskabet af NATO til ungdomsoprør, deltagelse i EU, indvandring og kulturkamp.

Mange af talerne kender man måske på anden hånd, men her får man faktisk lejlighed til at fordybe sig i samtidens politiske takt og tone. Bogen rummer rigtig mange taler, der både gjorde indtryk i samtiden, men som også vil blive husket af efter­tiden. Det gælder både form og indhold. Der er også taler, som man aldrig har hørt eksistensen af, og når man har læst dem, måske godt kan forstå, at de stille og roligt er gledet over i historiens kæmpestore glemmekasse.

Der er gode taler, og der er også et par enkelte dårlige. Der er de taler, der har overskud og der er taler, der oser langt væk af underskud. Der er finurligheder, ondskabsfuldheder, og ikke sjældent sarkasme. Der er ethos og pathos – og der er almindelige politiske platheder. Der er taler, der monotont bliver læst op fra Folketingets talerstol, og der er taler, der er fremført med stor glød, og som er råbt ud over en tusindtallig og urolig menneskeskare uden hjælp af højtalere, og der er inderlige prædikener, og nymodens radiotaler, for at slutte af med talere der kommer ind i folks egne stuer gennem tv-skærmen. Der er taler, der viser heltemod, og der er nogle, der er på grænsen af landsskadelig virksomhed. Der er taler om kultur, værdidebat, økonomi og militært forsvar. Alle sammen taler der på sæt og vis bringer læseren igennem væsentlige politiske fikspunkter i nyere dansk historie. Som forordet meddeler: "Talerne i denne samling er ikke udvalgt specielt efter kontroversialitet, politisk betydning, elegance, skarpsindighed, forudseenhed eller efter andre kriterier, som man kunne finde på at lægge ned over en tale. De er resultatet af et historisk strejftog fra 1800-tallets stænderforsamlinger til i dag. Meget mere end strejf kan det i sagens natur ikke blive til. Uanede mængder af politiske taler er blevet holdt i de seneste 175 år - nogle mere betydningsfulde og andre bedre formulerede end de her præsenterede. Men vælges måtte der. Denne bog er en invitation til at botanisere i politisk retorik, i epoker og begivenheder i nyere dansk historie og blandt betydelige og mindre betydelige aktører på danske talerstole. Og hvor selvfølgeligt det end er, må det holdes for øje, at talerne blev holdt for at blive hørt - ikke læst" (p.11)

Bogens helt store styrke er, at hver eneste tale er kommenteret af Nikolaj Ifversen og Jan Lindhardt. Det gør de mesterligt. Nikolaj Ifversen præsenterer talen ved at guide læseren igennem de historiske og politiske begivenheder, der ligger til grund for selve talen. Talerens biografi bliver også strejfet. Det er Danmarkshistorie, når det er bedst. Der bliver trukket tråde tilbage i tiden, samtiden bliver kommenteret, og ofte bliver talen også perspektiveret fremadrettet. Efter at man har læst selve talen, kommer Jan Lindhardt og giver den en retorisk bedømmelse med på vejen. For at hjælpe på og systematisere denne øvelse, er der i bogens indledning en lille introduktion til retorikken. Her kunne nuværende og kommende politikere lære et og andet. Men dette lille afsnit, er også ganske nyttigt for folk, der vil ind i historiske taler. Der er tale om en lille, men god, analytisk værktøjskasse. Den hjælper en på vej til at få flere lag frem i talerne. Det man ikke selv når at opfange, er Jan Lindhardt ganske ferm til.

En beklagelse skal der dog være over bogen. Den tager tid at læse. Selve teksterne kan være krogede, nogle grænsende til det kedsommelige. Både fordi talen

hand­­ler om en forgangen periode, men også fordi, at der er tale om en tale, og ikke et essay. En tale skal altid forstås i nuet, og de tilstedeværende tilhørere har ofte haft en aktuel baggrundsviden, som den nutidige læser måske ikke selv har helt present. Men det der virkelig tager tid, er at man ofte forfalder til at ville udvide sin historiske og biografiske viden. Disse opslag er foretaget ad libitum, og har taget sin tid. En tid der dog er givet godt ud i selskab med en yderst læseværdig bog.

Afslutningsvis skal det nævnes, at den papirbaserede bog heldigvis ikke er død endnu. Lad os sætte vores lid til, at det heller ikke sker foreløbig. For denne bogs tryk- og papirkvalitet gør det faktisk til en fornøjelse at pløje sig igennem 175 års politisk Danmarkshistorie. Bogen kan på alle måder anbefales, den der vil på et interessant og underholdende historisk strejftog i hvad der er blevet sagt fra landets mange forskellige talerstole. Det talte ord har stadig betydning og magt. Ja, det er hele det demokratiske grundlag for vores samfunds udvikling.