Læger, sundhed og samfund
gennem 200 år.
Af Karin Conradsen, Vejle Stadsarkiv.
Af og til undrer man sig virkelig
over, hvordan en – for de fleste – lettere
ubetydelig begivenhed, kan munde ud i aldeles
vedkommende forskning i og formidling af et stykke væsentligt
Danmarkshistorie. I 2007 har Lægeforeningen haft 150
års jubilæum og hvad så! – kunne man fristes til
at tænke, mens kæberne bliver gabet af led. Der
findes selvfølgelig nørderne, der kunne have en
interesse for Lægeforeningens organisationshistorie,
men de fleste ville nok ret hurtigt stå af. Det har Lægeforeningen
heldigvis været fuldstændig klar over, og derfor
gjorde de to kloge ting: Først og fremmest
formulerede de et ønske om ”en fremstilling af den
danske læges og det danske sundhedsvæsens historie
som en integreret del af den samfundsmæssige
udvikling med et særligt fokus på lægevidenskabens
betydning for opkomsten og udformningen af den danske
velfærdsstat” (denne lange sætning kunne måske
også få nogle til at stå af, men lad endelig være
med det!). Den anden kloge ting var at hyre to
fremragende fagfolk til at tage sig af opgaven.
Historikeren Kurt Jacobsen, som vi kender som
virksomhedshistoriker og journalisten Klaus Larsen,
der bl.a. er tilknyttet Ugeskrift for Læger og som må
ses som garant for en ordentlig formidling. Disse to
herrer supplerer genialt hinanden. Begge er gode
formidlere og begge har en faglighed i forhold til
bestillingen fra Lægeforeningen.
Og hvordan er opgaven så blevet løst?
Lad det være sagt med det samme: det er en ordentlig
moppedreng på præcis 536 sider og i et format, der
desværre ikke egner sig specielt til godnat-læsning.
Men det er næsten også det eneste negative, der er
at sige om fremstillingen.
Forfatterne har valgt en helt
traditionel, kronologisk gennemgang af lægernes og
dermed også en stor del af sundhedsvæsenets
historie. Det giver god mening at gøre sådan – især
når man giver plads til undervejs at dykke ned i
specifikke emneområder, der enten er blevet vurderet
til at være særligt vedkommende eller oven i købet
kontroversiel.
Værket er delt op i seks dele med følgende
overskrifter: 1: Et spirende opbrud, 2: Den moderne lægevidenskabs
gennembrud, 3: Mellem to verdenskrige, 4: Danske læger
under besættelsen, 5: Lægevidenskabens og
sygehusenes triumftog og 6: Et nyt opbrud.
Gennem seks hoveddele føres vi altså
igennem lægevidenskabens historie – hele tiden med
et godt blik for den samfundsmæssige kontekst.
Fortællingen tager sit udgangspunkt
i dannelsen af Lægeforeningen den 1. september 1857 i
Korsør. 80 læger fra hele Danmarks samledes for at
finde sammen i en eller anden form for fællesorganisation.
Herfra bliver der trukket linier først bagud og siden
fremad i historien. Tilbageblikket er nødvendigt for
at forstå, hvordan lægerne overhovedet var blevet
det, de var i 1857: en stand med en markant faglig
stolthed og en væsentlig indflydelse på stort og småt
i det samfund, der var i rivende udvikling og med en
stadig meget ung grundlov.
I 1857 brød også koleraen ud og
konfronterede lægerne med deres utilstrækkelighed i
forhold til de voldsomme epidemier. Hvor den første
slesvigske krig (og få år senere den anden) havde
givet lægerne en unik mulighed for kirurgisk
feltstudium med tusinder af amputationer, kraniebrud
og sårbehandling, stod de stadig aldeles magtesløse
over for f.eks. Koleraen og folkesygdommen
Tuberkulose. Historien tager sin begyndelse her, i
Korsør i 1857, på nøjagtig samme tid, hvor den
asiatiske kolera indtager selv samme by og dræber en
stor del af indbyggerne.
Det vil føre alt for vidt at redegøre
for alle de grene, bogen bevæger sig ud af. På nær
et enkelt, noget umotiveret afsnit (om H.C. Andersen),
hænger hele bogen fantastisk godt sammen. Som læser
bliver man dybt imponeret over det overblik,
forfatterne demonstrerer. Det gælder f.eks.
forbindelserne mellem alle de ”enere”, lægeverdenen
består af. Her tænkes ikke kun på de oplagte og
kendte forskere, men lige så meget de mere anonyme lægers
bidrag på dels den politiske og organisatoriske scene
eller de, der ydede ekstra bidrag på lav-prestigeområderne
(f.eks. de første børnelæger). Man sidder tilbage
med en følelse af, at ingen er blevet glemt.
Forfatterne er heller ikke berøringsangste
over for de mere kontroversielle dele af lægernes
historie. Der er f.eks. en kritisk om end forstående
holdning til diskussionen om ”gradbøjning af lægeløftet”
i forbindelse med de mange tyske flygtninge efter 2.
Verdenskrig. Man husker også Boneloc-skandalen fra
1990’erne.
Bogen svinger fra start til slut. Der
er stor sammenhæng i de udvalgte fortællinger og
analyser, og forfatterne har forstået at udnytte alle
de skønne ord og vendinger, som den medicinske verden
er fyldt med. Man kan vælge at lade sig irritere af lægelatinen,
men man kan også – som forfatterne gør – smage på
de sjove ord og bruge dem til at sætte kolorit på
teksterne.
Der er altså her tale om et absolut
anbefalelsesværdigt værk – lødigt uden at blive
alt for nøgternt og i hvert fald slet ikke kedeligt.
Der er hundredvis af skønne illustrationer. Ligesom lægesproget
kan være ganske underholdende i sig selv, findes der
også ret så dramatiske tegninger, fotografier og
store prætentiøse malerier til at supplere den
skriftlige fremstilling. Igen har forfatterne fundet
frem til det bedste. Relevante kildehenvisninger
skorter det heller ikke på.
Kort
og godt: Læs bogen - bliv klogere - bliv underholdt!
