BogFeature
Historiens spor i Veng og Mesing sogne.

- Historier, sagn og fortællinger fra Veng, Hårby, Søballe, Nørre Vissing og Mesing fra stenalder til 2008. 

Af Jørgen Peder Clausager, arkivleder, cand.mag., Lokalhistorisk Arkiv for Fredericia og Omegn.

Veng og Mesing Sogne i Hjelmslev Herred, Gl. Skanderborg Amt, udgjorde 1970-2006 den vestligste del af Hørning Kommune og er i dag beliggende i Skanderborg Kommune. Af de to sogne er Veng både arealmæssigt og befolkningsmæssigt “storebror”, hvilket også afspejler sig i bogen. De to sogne har intet historisk sammenhørsforhold, idet det store Veng Sogn indtil år 1900 dannede sognekommune sammen med Dover Sogn (som i 1966 kom til Ry Kommune; først i 2007 kom Dover og Veng Sogne atter sammen i Skanderborg Kommune); 1900-1970 udgjorde Veng en egen sognekommune, mens det lille Mesing Sogn indtil 1962 dannede kommune og indtil 1967 pastorat sammen med Adslev Sogn; i 1962 indgik de i en tidlig sammenlægningskommune sammen med Blegind-Hørning, hvortil Veng så blev føjet i 1970. Pastoratsmæssigt blev Mesing Sogn i 1967 adskilt fra Adslev og lagt sammen med Veng, der indtil da udgjorde et eget pastorat.

Disse temmelig omskiftelige kommunale tilhørsforhold må nødvendigvis i nogen grad komplicere kildesituationen, når de to sognes historie skal skrives - men det har ikke afskrækket den gruppe på 12 lokalhistorikere, som har sat sig sammen i en studiegruppe og i løbet af to vintre samlet og skrevet denne store bog. Hver af de to sognes fem landsbyer har været repræsenteret af to personer, og her skal formentlig søges grunden til bogens lidt uhåndterlige undertitel, hvori landsbyernes navne indgår.

Bogen indledes med en række kronologisk/tematiske afsnit, om ‘fortidsminder’, ‘middelalderen’, ‘kloster og kirke’, ‘ufredsår’, ‘andelsbevægelsen - og tiden før i landbruget’, ‘omsorg og forsorg - fattigvæsenet’ og ‘traditioner og foreninger’. De efterfølges af et afsnit om ‘Venge Sognekommune’ (et tilsvarende om Adslev-Mesing findes ikke), hvorefter kommer et 16-siders afsnit med farvefotos fra bogens dækningsområde. Næstefter følger afsnit om de fem landsbyer (hvor afsnittene om Veng og Mesing hedder ‘by og sogn); dog er indskudt et afsnit om herregården Vengegård/Sophiendal. Der afsluttes med to korte afsnit: om retsvæsenet (hvor man må gå ud over bogens dækningsområde, da det er Hjelmslev Herred og Skanderup Birk der omtales) og om stednavne. Sidstnævnte afsnit omfatter dog kun Veng Sogn, da det gengiver et materiale, indsamlet 1922-23 af den flittige lokalmeddeler til stednavneudvalget, overlærer Julius Valbjørn i Veng Skole; hér savnes i høj grad det kortmateriale, som Valbjørn må have udarbejdet i tilknytning til stednavnelisten. – For øvrigt bemærker man, at bogens redaktion ikke har kunnet bestemme sig for, om sognet hedder ’Veng’ eller ’Venge’, så de to former bruges i flæng.

Bogens tilblivelseshistorie er speciel: Halvor Bundgård, som var sognepræst i Veng 1948-81, udarbejdede i 1959 et manuskript til “Venge Sogn og Venge Kirke”. Dette manuskript blev i 1980 trykt og - som der står i forordet - ‘distribueret til samtlige husstande i Veng Sogn’. Udvalget bag nærværende bog har fundet tiden moden til en genudgivelse af denne bog, suppleret med hvad historie, der siden er dukket kilder op til, og med Mesing Sogns historie, som Halvor Bundgård ikke behandlede. Det supplerende stof består for en stor dels vedkommende af lokalhistoriske artikler i sognebladet, og tildels i nyskrevet stof; årbøgerne “Østjysk Hjemstavn” og “Aarhus Stifts Aarbøger” er også blevet “plyndret” for relevant stof. Bogens forfatterliste bliver herved omfattende: ikke mindre end 38 navne er listet op.

Bogen får herved i nogen grad karakter af en materialesamling med et - som allerede antydet - noget ujævnt og usammenhængende præg. Det berøver bestemt ikke bogen dens værdi: det er godt, ikke mindst for sognenes befolkning, at de nu har nem adgang til et stort og spredt stof til deres lokale historie. Men den definitive historie om Veng og Mesing Sogne er bogen ikke; det ville have krævet betydelig mere grundforskning i de primære kilder, end der her er leveret. Derfor er det måske også bevidst, at arbejdsgruppen ikke har valgt en så forpligtende titel som “Veng og Mesing Sognes Historie”, men i stedet kaldt bogen for “Historiens spor”.

Nuvel, det er blevet til en stor og vægtig (1,13 kg.) bog, som man desværre har valgt at trykke i brun farve. Det kan endda gå for tekstens vedkommende, men er aldeles ødelæggende for gengivelsen af sort/hvide fotografier. Indholdsfortegnelsen er for de første, kronologisk/tematiske kapitlers vedkommende, rimelig detaljeret, men angiver kun hovedafsnittenes sidetal; og afsnittene om de enkelte landsbyers historie kunne med fordel have været udspecificeret i indholdsfortegnelsen, ikke mindst fordi der ikke findes noget register i bogen. Kildehenvisningerne er ikke sjældent ubrugelige: Hvad skal man f.eks. bruge en kildehenvisning som “Diverse historiebøger” til, for slet ikke at tale om “Internettet” (s. 476)?!

Som sagt har bogen værdi for de to sognes befolkning; man kan håbe, at den bliver læst og kan medvirke til at vække interessen for den lokale historie, måske ikke mindst blandt børn og unge. Anmelderens håb er, at bogen kan inspirere til yderligere grundforskning i sognenes historie, så at de emner, der ikke er dækket i bogen, også kan få deres historiske behandling.