BogFeature
I gamle bøger, i oplukte høje

-  Rasmus Nyerup 1759-1829 

Af Poul Ulrich Jensen

Da Rasmus Nyerup døde i 1829 få måneder efter sin 70 års fødselsdag, blev kirkesalen på Regensen, hvor han gennem mange år havde været provst, dekoreret med sort klæde, egeløv og vokslys. Hans lig blev fulgt til Assistens Kirkegård af over 200 studenter, hvoraf én bar Nyerups ridderorden på en fløjlspude. Der var i samtidens kulturelle kredse ingen tvivl om, at man havde mistet en af de store personligheder, men med tiden blev hans indsats næsten glemt. Museerne på Vestfyn har nu med en flot udgivelse trukket Rasmus Nyerup frem af glemslen, og værkets redaktør, Rasmus Agertoft, kommer sammen med de øvrige bidragydere hele vejen rundt om hans alsidige liv og virke fra fynsk bondesøn til velanskreven københavnsk professor, universitetsbibliotekar, regensprovst og ikke mindst initiativtager til Nationalmuseets oprettelse.

Bogens titel I gamle bøger, i oplukte høje er naturligvis taget fra Oehlenschlägers store digt ”Guldhornene”, og er, som Rasmus Agertoft påpeger i indledningen, en perfekt karakteristik af Rasmus Nyerup, ”en mand, der var dybt optaget af at fremdrage, gennembladre og tilgængeliggøre de gamle bøger, og som interesseret så til, når gravhøjene blev lukket op”. Nyerup havde dog ikke meget til overs for den romantiske tilgang til fortiden, som Oehlenschläger stod for - han satte som oplysningstidens mand i stedet fornuften over følelserne. Hans interesser spændte vidt og resulterede i en særdeles omfattende bogproduktion - fra gode råd om ølbrygning til En udsigt over Europas gradvise bekendtskab med sanskritlitteraturen indtil 1750.  

I 2009 markerede Museerne på Vestfyn 250-året for Nyerups fødsel med en foredragsrække, der nu i omarbejdet bogform beskriver hans liv og mangeartede indsats i den tidlige Guldalders Danmark. Harry Haue skildrer den videbegærlige mønsterbryder Rasmus Nyerup – en bondedreng i latinskolen. Selv om Danmark i 1770’erne var et samfund i fremdrift, godt hjulpet af gode konjunkturer og landboreformer, var hans akademiske karriere absolut et særsyn, og Finn Stendal Pedersen beskæftiger sig i sit bidrag med Nyerups netværk som en afgørende betingelse for en sådan social mobilitet i 1700-tallet. Allerede i skoletiden i Odense skaffede han sig gode forbindelser, ikke mindst til storkøbmand Claus Clausen, hvis datter Elisabeth Margrethe han giftede sig med i 1788. En anbefalingsskrivelse til professor Johan Heinrich Schlegel sørgede for adgang til den københavnske universitetsverden, og i de første studieår fik han desuden indpas i kredsen omkring en anden mønsterbryder, storkøbmanden Niels Ryberg, der var søn af en fæstebonde. Langsomt men sikkert klatrede Rasmus Nyerup således op ad hovedstadens rangstige. 

Det gik ikke kun fremad socialt – en ansættelse på Det kongelige Bibliotek blev den indgang til bøgernes verden, som i 1796 førte til et professorat ved den nyoprettede lærestol i litteraturhistorie. Flemming Conrad peger i sit bidrag om Nyerup som dansk litteraturhistoriker på, at hans syn på selve litteraturbegrebet tilførte faget både en solid empirisk arbejdsmåde og banede vejen for en rolle som nationalt dannelsesfag. Desuden skrev Nyerup et større værk om morskabslæsningens historie, ligesom han beskæftigede sig indgående med folkeviserne. Det blev til to skelsættende udgivelser om dels danske viser fra Middelalderen dels fra det 16. og 17. århundrede. Nyerup levede imidlertid ikke kun i fortiden. Som oplysningstidens talsmand blandede han sig med stor entusiasme i de mange debatter om sociale, politiske og religiøse spørgsmål. Og det var ikke uden omkostninger. Nyerup vakte ifølge en samtidig kilde et vist nag hos den enevældige Frederik VI ved at ytre sig noget frivolt om regeringsform og teologi og måtte af den grund vente helt til 1826, før han blev Ridder af Dannebrog. Antiautoritære meningstilkendegivelser gik ikke upåagtet hen i Enevældens København.

Han var imidlertid svær at komme udenom, når det gjaldt offentlig anerkendelse, for som drivende kraft bag oprettelsen af et dansk nationalmuseum gjorde han en stor indsats for at redde den danske oldtidsarv. Og det var på høje tid, for de mange udflytninger i kølvandet på landboreformen i 1788 krævede anlæg af nye veje og stendiger, og byggematerialet blev ofte taget fra jættestuer og historiske monumenter. Nyerup fik et grundigt indblik i denne kritiske situation gennem sine antikvariske rejser – ture til fods eller i vogn rundt i landet for at opsøge og beskrive oldtidsminderne. Poul Grinder-Hansen skildrer Rasmus Nyerup som antikvarisk rejsende - den første ekspedition var en fodtur til fødeøen Fyn i 1805, hvor han bl.a. kunne konstatere, at et fornemt middelalderligt stenkors med inskriptioner ved herregården Juulskov kort før hans ankomst var blevet hugget i stykker af herremanden, og skærverne brugt til at støtte en bro og en dæmning. På en rejse i Jylland et par år senere gjorde han opmærksom på et problem, der jo stadig er aktuelt, nemlig Jellingstenenes tilstand. Her ville det efter hans mening ”være ubodelig skade, om der ikke droges vedbørlig omhu for, så længe det var muligt, at beskærme dem mod regn og slud, hagl og storm”. 

Hos Rasmus Nyerup var der aldrig langt fra tanke til handling. Ulla Kjær karakteriserer ham i kapitlet om grundlæggelsen af det danske nationalmuseum som virkelysten i en grad, der grænsede til rastløshed og udmøntede sig i mange resultater. Selv betragtede han forslaget om oprettelsen af et museum for nordiske oldsager som sin største succes. Efter at British Museum i London havde slået dørene op i 1759 som Europas første statsmuseum, var der i begyndelsen af 1800-tallet ved at komme gang i oprettelsen af offentligt tilgængelige museer. I efteråret 1806 fik Nyerup, der på det tidspunkt var leder af Universitetsbiblioteket, tilsendt en samling oldsager ledsaget af ønsket om, at der snart måtte blive indrettet et nationalmuseum. Foreløbig fik de plads i bibliotekets lokale over Trinitatis Kirke, og samlingen voksede markant, efter at Nyerup den 12. marts 1807 udgav en Anmodning til ejere af oldsager om at redde disse fra undergang. Den blev fulgt op med oprettelsen af en kongelig kommission til oldsagernes opbevaring med Nyerup som sekretær. Han opnåede dog ikke at opleve virkeliggørelsen af sin vision – indretningen af et nationalt museum i en række rum på Christiansborg Slot i 1837.

Selv om Nyerups interesser spændte vidt, og hans forbindelser i tidens løb kom til at række langt ud over landets grænser, bevægede han sig det meste af livet indenfor et temmelig snævert geografisk område - Universitetsbiblioteket på etagen over Trinitatis Kirke og det nærliggende kollegium Regensen, hvor han i 1797 efterfulgte sin gode ven, digteren Jens Baggesen, som provst. Men både interessen for den tidlige skandinavisme i årene efter Napoleonskrigene og en mangeårig brevveksling med den tyske rektor Friedrich David Gräter vidner om et vågent blik for, hvad der rørte sig uden for Danmark. F.D. Gräter var den første i Tyskland, der beskæftigede sig strengt videnskabeligt med den nordiske oldtid, og Nyerup foretog i 1821 sit livs tredje og længste udenlandsrejse for at besøge ham i Ulm.

Bogen om Rasmus Nyerup er ikke en biografi i traditionel forstand, hvor beskrivelsen skrider kronologiske frem, men en grundig behandling af forskellige aspekter i et livsforløb, der ud over en helt usædvanlig social rejse var præget af utrolig flid og produktivitet. De mange illustrationer er af høj kvalitet med udførlige billedtekster, og der er en fyldig kilde- og litteraturliste samt noter til hvert kapitel. Det er en fornem udgivelse fra Museerne på Vestfyn.