BogFeature
Da yankee´erne kom til Danmark

Af historiker Martin Kryhl Jensen, Center for Koldkrigsforskning

Det er langtfra alle ph.d.-afhandlinger, der udkommer i bogform. At Peer H. Hansens afhandling nu udkommer i en populærvidenskabelig udgave kan imidlertid ikke overraske, for sjældent har en ph.d.-afhandling i historie været genstand for så megen opmærksomhed, som Peer. H. Hansens var det i sommers. Med en så solid forhåndsomtale har forlagene sikkert stået i kø.

Det er ikke et nemt område, Hansen har kastet sig over. Efterretningshistorie besværes nemlig ofte af en udtalt mangel på relevant kildemateriale, fordi de hemmelige tjenester sjældent har lyst til at åbne mere end allerhøjest nødvendigt op for arkiverne. I USA er arkivadgangen imidlertid væsentlig mere liberal end i Danmark, og vha. amerikanske kilder tegner Hansen et interessant billede af overgangsperioden mellem Anden Verdenskrig og Den Kolde Krig.

Bogens fokus er, som titlen antyder, på de dansk-amerikanske relationer på det efterretningsmæssige område. Da USA indtrådte i krigen efter angrebet på Pearl Harbor i december 1941, stod man overfor et stort problem: Efterretningsvæsenet var stort set sparet væk i mellemkrigsårene og nu hvor man for alvor havde brug for det, måtte man starte stort set fra bunden. Efterretningsorganisationen Office of Strategic Services (OSS) blev oprettet og kom også til at få stor betydning for Danmark. Egentlig lå Danmark i den britiske interessesfære, og Hansen beskriver, hvordan briterne havde ”ejerfornemmelser” ang. Danmark som operationsområde. Derfor så briterne heller ikke positivt på amerikanske OSS’s forsøg på at skabe selvstændige kontakter i Danmark. Med tiden måtte briterne imidlertid acceptere den amerikanske involvering, der blandt andet betød, at amerikanerne kom i kontakt med efterretningsofficererne Einar Nordentoft og P.A. Mørch samt de ledende modstandsfolk Ebbe Munch og Erling Foss, der alle befandt sig i Europas spionhovedstad Stockholm. Danmark var blevet et højtprioriteret område for amerikanerne, bl.a. pga. den geografiske nærhed til Tyskland. Via et samarbejde med den danske modstandsbevægelse håbede man f.eks. at kunne sende agenter ind i selve Tyskland.

Efter krigen fortsatte den britisk-amerikanske konkurrence, for briterne mente stadig, at Danmark var deres område. Danmark var imidlertid blevet et vigtigt og højtprioriteret område for amerikanerne. Hansen beskriver fint, hvordan USA og Storbritannien konkurrerede om danskernes gunst. Begik den ene part et fejltrin, blev det straks forsøgt udnyttet af den anden part.

Fra dansk side var man tidligt klar over værdien af nær kontakt med USA. Det gjaldt både politikere som H.C. Hansen og Hans Hedtoft, men også de danske efterretningsofficerer. Med Hansen ord var de nemlig ”efter alt at dømme på jagt efter et efterretningsmæssigt alternativ til briterne, og her var amerikanerne vigtige, og danskerne var interesserede i et fast og formaliseret samarbejde med dem.” Baggrunden for det fælles ønske om et nærmere samarbejde var bl.a., at både danskerne og amerikanerne var klar over den sovjetkommunistiske trussel mod Danmark, og at begge parter forstod, at denne trussel var det altoverskyggende sikkerhedspolitiske problem allerede i 1945-46.  

Når Peer H. Hansens så stærkt understreger den tidlige amerikanske interesse i Danmark, må det undre, at han ikke hæfter sig ved de helt åbenlyst modstridende oplysninger, som det anvendte materiale indeholder. For samtidig med at det understreges, at Danmark var et centralt og højt prioriteret operationsområde for amerikanerne fremgår det, at efterretningsmissionen i København blev udsultet. Flere gange fik man skåret i bevillingerne, hvilket førte til en nærmest kronisk mangel på mandskab til selv det allermest grundlæggende arbejde. Selv helt dagligdags nødvendigheder som kaffe, the, tobak og sæbe kneb det med at skaffe. Amerikanerne disponerede på det tidspunkt over enorme mængder af sådanne forsyninger, og der var stadig tusindvis af militærpersoner med erfaring fra efterretningsarbejde spredt over hele Europa. Påstanden om den høje prioritering af indsatsen i Danmark virker på den baggrund ikke særligt overbevisende.       

Historiefagligt har bogen da også et væsentligt problem hvad angår validiteten af kildematerialet. Et kig på noterne afslører nemlig at, når der ses bort fra sekundærlitteratur, så udgør det amerikanske materiale ca. 90 procent af det kildemæssige grundlag, suppleret med bl.a. enkelte referencer til Stockholm-arkivet. Man kan som historiker komme i den situation, at det ikke lader sig gøre at validere sit materiale. I sådanne tilfælde bør man naturligvis være særlig kritisk overfor sit materiale, noget Peer H. Hansen i høj grad forsømmer. Imidlertid er situationen faktisk den, at der i vid udstrækning rent faktisk andet relevant kildemateriale. Dette har Hansen imidlertid også forsømt at bruge – et problem som professor Knud J.V. Jespersen da også påpegede under ph.d.-forsvaret. Han dokumenterede bl.a., at amerikanerne tog æren for flere operationer, der rettelig var udført af britiske Special Operations Executive (SOE). Det var Hansen ikke klar over, fordi han ikke havde været i SOE’s arkiver i London. Det skinner igennem i fremstillingen, som flere steder forekommer ukritisk og ureflekteret i forhold til amerikanske synspunkter og påstande.

F.eks. må det undre, at der ikke er inddraget flere danske arkiver. Flere af de personer, der nævnes som centrale aktører i bogen, har efterladt sig arkivmateriale. Det drejer sig bl.a. om Erik Husfeldt og Svend Truelsen, hvis arkiver ikke er undersøgt. Havde Hansen undersøgt disse, ville han have opdaget, at den danske efterretningstjeneste spillede på flere heste og bestemt ikke havde nedprioriteret samarbejdet med briterne. F.eks. var en dansk delegation af efterretningsofficerer allerede i juli 1945 på besøg i Storbritannien for at skabe kontakter og lære af briterne. Der findes ligeledes et righoldigt materiale om efterretningsvirksomheden under krigen og om Nordentoft og Mørchs virke i Stockholm. Havde Hansen inddraget dette materiale, ville det kunne være brugt til at nuancere og validere fremstillingen.

Hansen omtaler også ligesom Wilhelm Christmas-Møller i ”Obersten og Kommandøren” den samarbejdsaftale, der angiveligt blev indgået mellem FE og amerikanerne i 1946. Samarbejdet involverede tre dele, kaldet projekt A, B og C. Projekt A omhandlede en efterretningsorganisation, der ikke alene skulle blotlægge den sovjetiske indflydelse i og strategi for Danmark, men også et efterretningsnetværk i Polen, de baltiske lande, Østtyskland samt selve Sovjetunionen. Her kunne man også have ønsket sig en mere kritisk stillingtagen til materialet. At forestille sig at FE – selv med amerikansk hjælp - skulle have kunnet opbygge, drive og vedligeholde et stort efterretningsnetværk i Østeuropa forekommer imidlertid helt usandsynligt. Selv om folkene i efterretningstjenesten havde mere end bevist deres værd under krigen, så var tjenesten størrelsesmæssigt stadig ganske beskeden – ca. 50 personer alt inklusiv – og derfor langt fra stor nok til at kunne klare en sådan operation. Desuden havde man det problem, at man ikke havde mulighed for at have styringsofficerer i de nævnte områder, hvilket reelt ville umuliggøre effektiv spionage. Hansen glemmer også, at amerikanerne allerede i efteråret 1945 med rekrutteringen af den højtstående efterretningsofficer Reinhard Gehlen ganske effektivt løste det problem, man havde haft med informationer om Østeuropa og Sovjetunionen. De få danske kontakter, der havde overlevet fem års altødelæggende krig i Østeuropa, har næppe kunnet levere noget, som amerikanerne ikke kunne få gennem Gehlen. Det eneste sted i Tyskland, hvor der var grundlag for en effektiv dansk efterretningsindhentning var i Sydslesvig pga. det store danske mindretal – og her var efterretningstjenesten da også aktiv.

Projekt B drejede sig om et samarbejde om signalindhentning, kaldet SIGINT. Danskerne leverede en lang ønskeseddel over udstyr til amerikanerne, der udover radio og radarudstyr også omfattede ting som kikkerter, kameraer, film og håndvåben. Ifølge Hansen skulle projektet holdes hemmeligt for briterne, fordi udstyret også skulle bruges mod britiske aktiviteter på dansk grund. Hansen tager denne oplysning som endnu et indicium på det eksklusive samarbejde mellem Danmark og USA. Det er imidlertid næppe en korrekt tolkning. På samme tid bad danskerne briterne om bl.a. radiomateriel og andet udstyr til efterretningsarbejdet. Det viser, at danskerne stadigt arbejdede aktivt sammen med briterne. Forklaringen er måske den, at man fra FE’s side benyttede rivaliseringen mellem den engelske og amerikanske tjeneste til at skaffe mest muligt hårdt tiltrængt udstyr til den danske efterretningstjeneste. Det må undre, at heller ikke FE’s arkiver har været brugt til at søge oplysningerne om projekt A og B valideret. Projekt B kan, som Hansen påpeger, meget vel have været starten på det, der med tiden udviklede sig til Forsvarets Central Radio og som blev en ekstrem værdifuld indhentningskilde for FE.

Projekt C drejede sig om udlevering af dansk materiale vedrørende sovjetiske og kommunistiske aktiviteter. Tilsyneladende strandede projektet på et tidligt stadie, fordi der var uenighed om nødvendigheden af politisk accept.         

I de afsluttende afsnit trækkes sammenhængen mellem udviklingen i krigsårene og anden halvdel af 1940’erne tydeligt op, og det må anses for en af bogens største fortjenester. I megen eksisterende litteratur har der nemlig været en tendens til at betragte 1945 som et brud med det gamle. Det lykkes imidlertid fint Peer H. Hansen at vise, at det langtfra var tilfældet. Udviklingen hang sammen, og det var i høj grad netop erfaringerne fra besættelsen, der kom til at sætte afgørende præg på både de omtalte personers politiske opfattelse og på efterretningsarbejdets form.

Hansens understregning af, at et nært efterretningsmæssigt samarbejde mellem Danmark og de vestlige lande var indledt længe inden Danmarks indtrædelse i Atlantpagten i 1949 bør også nævnes. I efterretningskredse stod det nemlig hurtigt klart, at den nye fjende var det kommunistiske Sovjetunionen, og at man straks måtte forholde sig til den nye fjende. Interessant er det også at få belyst det uofficielle samarbejde mellem amerikanerne og en kreds af modstandsfolk i Danmark, der ligesom amerikanerne var skuffede over retsopgørets udvikling, og derfor fodrede amerikanerne med oplysninger om folk, som man ikke mente havde opført sig korrekt under krigen, og som derfor skulle holdes ude af det gode selskab.

Efter Peer H. Hansens ph.d.-forsvar i juni var der en del diskussion ang. ”afsløringen” af de personer, der efter sigende havde fungeret som agenter eller samarbejdspartnere for amerikanerne. En del af kritikken gik på, at det der blev præsenteret som ny viden om bl.a. H.C. Hansen og Hans Hedtoft, i virkeligheden var kendt stof, hvorfor den sensationsprægede form, som oplysningerne fik i pressen, var uberettiget. Det er på den baggrund godt at se, at Peer H. Hansen har taget kritikken fra fagfæller til sig og rettet sine konklusioner til efter det.

I det hele taget er fremstillingen i de konkluderende afsnit i bogen blevet udvidet og bedre perspektiveret i forhold til ph.d.-opgaven, hvilket er med til at gøre bogen til en mere helstøbt og interessant læseoplevelse. Generelt set har Peer H. Hansen således lavet et prisværdigt og meget interessant stykke arbejde på et svært tilgængeligt område, der dog skæmmes noget af en for ukritisk tilgang til og manglende refleksion i forhold til det anvendte materiales validitet.