[sitemap]

< Aktuelt  

  

Foto: Den Gamle By

  

Den Gamle By opkalder "museumsgade" efter Dronningen

Det er ikke mange gader, der er opkaldt efter Danmarks nuværende dronning. Men i Den Gamle By er der kommet én af slagsen

I 1948 besøgte den daværende prinsesse Margrethe Den Gamle By for første gang. Det er efterfølgende blevet til utallige besøg, og siden 1987 har dronningen været protektor for museet. Som en hilsen til majestæten i anledning af 75-årsdagen opkalder Den Gamle By nu en gade efter dronningen.

Dronning Margrethes Gade kommer gaden til at hedde. Det drejer sig om den gade, der kommer til at afslutte ”byen” og som vi indretter med butikker, boliger mm, som tilsammen vil give et snapshot af året 2014. Det første lille hjørne vil åbne i løbet af foråret, og resten af gaden vil åbne successivt frem mod 2019/20.

Det ene af gadeskiltene bliver nu sat op på et hus, der frem til 2009 lå på hjørnet af Provstevej og Thoravej i Københavns Nordvestkvarter. Her er der nu ved at blive lagt fortov foran huset, så man om et par måneder kan komme ind i den engang så berømte Jazzbar Bent J fra Aarhus.

Det andet gadeskilt vil efter planen blive sat op i 2019, når de to huse fra Gormsgade 1-3 i Jelling er opført og indrettet med butikker og boliger fra 2014.

Der findes kun få steder, der er opkaldt efter vores nuværende dronning. Således Dronning Margrethe Hallen i Fredericia (navngivet 1976), Dronningens Boulevard i Herning (navngivet 1979) og Margrethepladsen i Aarhus (navngivet 1993).

"Derimod er der endnu ingen Dronning Margrethes Gade – og da slet ikke på et museum, der nyder godt af majestætens protektion. Det er vi i Den Gamle By taknemmelige for, at vi nu får mulighed for at rette op på." skriver museumsdirektøren på sin blog.

 

Den Gamle By >

 
 

Del på Facebook, digg, m.m.