[sitemap]

< Aktuelt  

  

Diakonissestiftelsen.

  

Diakonissestiftelsens historie skal skrives

I 2013 fylder Diakonissestiftelsen 150 år, og derfor går forsker Susanne
Malchau Dietz nu i gang med at skrive stiftelsens historie.

Det er historien om institutionen, men også om dens mange stærke kvinder, der i århundreder har viet deres liv til sygeplejen og samfundets svageste.

Jubilæumsprojektet lyder i øjeblikket arbejdstitlen ’At bringe håb og give omsorg: Den danske Diakonissestiftelses kvindelige ledere og uddannelser gennem 150 år’, og Diakonissestiftelsen har valgt lektor og PhD Susanne Malchau Dietz til opgaven på grund af hendes mange års forskning inden for både religiøse ordners sygehuse og sygepleje i et nationalt, nordisk og internationalt perspektiv.

”Vi er glade for, at kunne ansætte en så kompetent forsker, som Susanne Malchau Dietz til at skrive Diakonissestiftelsens historie. I vores dagligdag taler vi tit om ’ånden i væggene’, om de stærke kvinder, der lagde kimen til vores arbejde med udsatte mennesker i dag. Det bliver spændende at få sat ord og fakta på den lange og ærværdige historie, som Diakonissestiftelsen bygger på,” siger generalsekretær Hanne Thomsen.

Diakonissestiftelsen er en diakonal selvejende organisation, der bygger på folkekirkeligt grundlag og danner ramme om Diakonifællesskabet for diakoner og diakonisser. Diakonissestiftelsen er en værdibaseret aktør i kirke og samfund, og vi lægger vægt på faglighed, nærvær og gæstfrihed. Diakonissestiftelsen bringer håb til mennesker i udsatte situationer gennem holdning, handling og udvikling. Vi består af cirka 800 studerende, 500 fastansatte medarbejdere og mere end 200 frivillige, der giver deres kostbare tid og arbejdsindsats til arbejdet med psykiatri, ældre, kirke, uddannelse, sundhed og børn.

Susanne Malchau Dietz begyndte sit arbejde som forskningsleder på projektet den 6. april 2010, hvor hun blandt andet vil bidrage til fundraising og i mindre omfang også komme til at undervise på Diakonissestiftelsens Sygeplejeskole.

 

 

 

Del på Facebook, digg, m.m.