|
|
 |
|
|
Bernhard Olsen.
|
|
|
|
Pengegave til Frilandsmuseet
Et oldebarn til Frilandsmuseets
grundlægger har givet museet en gave på 125.000 dollars
Det er altid dejligt at få gaver. - Også
for museer. Flere af os går måske rundt og håber på at arve
en sum penge fra en fjern amerikansk slægtning. Det
forbliver desværre i de fleste tilfælde ved drømmen. Derfor
var det også en stor og glædelig overraskelse for
Frilandsmuseets leder Peter Henningsen, da han for nylig fik
et brev ind ad brevsprækken med en check på 125.000
amerikanske dollars, omkring 700.000 danske kroner, til fri
afbenyttelse. – Så længe det blot er til glæde for
Frilandsmuseets publikum.
Den glade giver er oldebarn til
Frilandsmuseets grundlægger Bernhard Olsen. Hun hedder Bente
Hamann, bor i New York og er i dag 90 år gammel. Bernhard
Olsen døde i 1922, så mindet om ham er kun svagt for Bente
Hamann. Hun besøger hans livsværk, Frilandsmuseet, hver gang
hun er i Danmark, ligesom hun også er medlem af Selskabet
Frilandsmuseets Venner.
”Jeg er utrolig glad. Det er en flot gave,
som vi sætter stor pris på,” fortæller Peter Henningsen, der
på nuværende tidspunkt ikke konkret kan fortælle, hvad
pengene skal gå til, men forsikrer om, at overvejelserne er
i fuld gang. Dog løfter han sløret for, at målet er at skabe
noget i Bernhard Olsens ånd – til gavn og glæde for
publikum.
Museet blev grundlagt af Bernhard Olsen i
1897 i et hjørne af Kongens Have. I 1901 blev pladsen for
trang, og Bernhard Olsen flyttede de få bygninger ud på et
par tønder nyindkøbt land i Sorgenfri. Museet rummer i dag
ca. 45 gårde, huse og møller, og råder over et areal på ca.
40 hektar – eller ca. 80 tønder land.
Bernhard Olsen blev født i København i
1836, og uddannede sig til illustrator. Interessen for
historiske dragter førte til en karriere som teaterdekoratør
og kostumier. I årene 1868-1885 var han artistisk direktør i
Tivoli. Siden grundlagde han Dansk Folkemuseum og
Frilandsmuseet. Bernhard Olsen døde i 1922.
|
|
|