|
|
 |
|
|
De første forsøg på at finde palisadens sydøstlige
hjørne lykkedes ikke; derimod stødte arkæologerne på
et nyere fundament, der løber som en lys streg i
jorden. Foto Vejle Museum. |
|
|
|
Et skridt nærmere Jelling-palisadens 3. hjørne
Ved udgravningerne i Jelling har
forskerne nu så mange informationer, de måske kan beregne
hjørnets beliggenhed
Eftersøgningen af det tredje hjørne i
Jellings store vikinge-palisade gik i gang den 28. juli ved
Smededammen. Arkæologerne, der arbejder på udgravningen, kan
nu for alvor mærke, at undersøgelserne er trukket ind i
bebygget område. Der er begrænset plads at røre sig på, og
jordlagene er ofte forstyrret af store træer og senere
tiders nedgravninger til kældre og meget andet. Det lykkedes
da heller ikke i første omgang at finde hjørnet.
Mandag den 2. august blev der gjort et nyt
forsøg på at finde indhegningens fundamentgrøft omkring det
sydøstlige hjørne – også denne gang forgæves. Helt så let
som at finde hjørnet mod nordøst skulle det altså ikke være.
I stedet blev indsatsen koncentreret om at søge stykker af
fundamentgrøften så tæt på hjørnet som muligt. Her var
heldet til gengæld med os i en krog på én af seminariets
parkeringspladser, sydøst for Smededammen. Her dukkede en
lille stump af ”Østpalisaden” op. En lignende eftersøgning
af den østligste del af ”Sydpalisaden”, som var så tydelig
på Gorms Torv, endte derimod uden resultat – om mandagen.
Den sidste brik i puslespillet faldt på
plads onsdag den 4. august, da det i andet forsøg lykkedes
arkæologerne at finde et lille stykke af palisaden mellem
træerne lige syd for Smededammen. Ganske vist er selve
hjørnet af fundamentgrøften ikke fundet, men grøften
umiddelbart nord og vest herfor er lokaliseret, således at
hjørnets position med stor sikkerhed kan lægges fast. Stedet
blev afdækket allerede mandag den 2. august, men det var
ikke let at orientere sig mellem de mange trærødder. Det var
først, da der blev gravet ca. 20 cm dybere, at grøften blev
synlig. Med de tre hjørner og palisadens lige linjer har
forskerne nu langt bedre mulighed for at finde frem til,
hvordan man i sin tid planlagde hele anlægget.
|
|
|