[sitemap]

< Aktuelt  

  

  

Stump af Knud Lavards kappe?

Ane Bysted fra Historiens Hus i Ringsted researcher til en ny middelalderudstilling og er i den forbindelse blevet opmærksom på et stykke af den kappe, som den helgenkårede Knud (måske) bar, da han blev myrdet i Haraldsted i 1131. 

Der er endnu ikke så mange danske historikere, der blogger om deres videnskabelige arbejde. Men én af dem er middelalderhistorikeren Ane Bysted, som er ansat på Historiens Hus i Ringsted for at lave en ny middelalderudstilling. I forbindelse med research til udstillingen var Ane for nyligt en tur på Nationalmuseet, og det gav stof til et blogindlæg. På bloggen skriver hun bl.a. 

"Jeg var der for at se på middelalder-genstande fra Ringsted kommune, både dem, der er i udstillingen og dem, der er på magasiner. Især var jeg spændt på at se et par relikvier efter Knud Lavard, som jeg blev opmærksom på eksistensen af gennem studier i arkiverne sidste år. Og de var der godt nok: et par små bitte pakker med små stumper af tekstil. Ifølge påskrifterne drejer det sig om "den hellige hertug Knuds kappe og svededug".

Desværre er der ingen oplysninger om, hvor de stammer fra, men vi ved fra fortegnelser, at kirker i København, Roskilde og Viborg havde relikvier netop af Knud Lavards kappe eller svededug. Naturligvis havde man dem også i Ringsted, hvor han lå begravet. I 1475 blev der lagt sådanne relikvier i tårnknappen på klosterkirken i Ringsted, formentlig for at værge kirken mod ondt i form af lynnedslag.

Kappen, må vi forestille os, var den han havde på, da han blev myrdet af sin fætter Magnus i skoven ved Haraldsted i 1131. I følge Saxo drog hans venner bagefter rundt på tinge med den iturevne kappe for at opildne til hævn over mordet. Det førte til 26 års uro og borgerkrig.

Så selv om de fleste danskere efter reformationen ikke længere tillægger relikvier nogen betydning som bindeled til det hellige, så minder disse små stumper stof om nogle meget vigtige begivenheder i Danmarkshistorien. Og så vidt jeg ved, er der ikke nogen, der rigtig har været opmærksomme på, at de findes endnu."

 

Ane Bysteds blog >
Nationalmuseet >
Historiens Hus, Ringsted >

MIDDELALDER-UPDATE
Hvis du ikke har det helt præsent: 

Den helgenkårede Knud Lavard blev myrdet i 1131 og var far til Valdemar den Store.

Efter Erik Lam´s abdikation blev landet delt mellem Svend 3., Knud 5. og Valdemar (den Store). Knud blev dræbt ved "blodgildet i Roskilde" og Valdemar blev enekonge over Danmark efter at have slået Svend i "Slaget på Grathe Hede".

 

Del på Facebook, digg, m.m.