[sitemap]

< Aktuelt  

  

Ladbyskibet i udstillingen.

  

75 år siden, at Ladbyskibet blev fundet

Søndag den 28. februar 2010 er det 75 år siden, at museumsassistent Svend Larsen og apoteker Povl Helweg Mikkelsen erkendte, at den udgravning, de var i gang med på Nymarksgårdens jord lidt syd for Kerteminde, var sensationel.
De var nemlig i færd med at udgrave en skibsgrav fra vikingetiden, Ladbyskibet.

Arkæologiske undersøgelser har fastslået, at vikingeskibet omkring år 950 blev trukket op på land og den døde stormand, der sandsynligvis var ejermanden, derpå gravlagt i det i en høj sammen med sine heste, hunde og andet kostbart gods. Senere blev graven desværre plyndret, men man fandt rester af bl.a. en sølvtallerken og et bronzefad, samt dele af den dødes fornemme klædedragt med blandt andet indsyede guldtråde.

Af selve skibet er kun aftrykket samt enkelte trærester bevaret, men man kan tydeligt se dets form. I graven lå også forskellige ofre og ejendele. Mest markant er nok heste- og hundeknoglerne i skibets forstavn. Der er i alt tale om 11 hesteskeletter.

Jubilæet markeres på Vikingemuseet Ladby med et arrangement på dagen for et inviteret publikum, såvel som der vil være gratis entré og en lille forfriskning til alle de gæster, der kunne have lyst til at lægge vejen forbi.
Der er åbent for publikum mellem kl. 12 og 16.

 

Vikingemuseet Ladby >

FEST FOR FUNDET
Der er gratis adgang til museet på dagen, samt en beskeden forfriskning.
I anledning af jubilæet åbner også en lille særudstilling, der blandt andet rummer finderen af Ladbyskibet apoteker Poul Helweg Mikkelsens originale udgravningsdagbog fra udgravningen af netop Ladbyskibet og imponerende, forstørrede fotos fra udgravningen.

 

Del på Facebook, digg, m.m.