Da Lenin var i København
I radioprogrammet Alle Tiders Historie
på DR P1 torsdag 23. sept. 2010 kl. 16.10 fortæller
historikeren og anmelder ved historie-online.dk Tue
Magnussen om Vladimir Lenins besøg i København for 100 år
siden.
I en baggård på Vesterbrogade boede Lenin
på et lille beskedent, lejet værelse, da han i 1910
tilbragte en måned i Danmark dels for at deltage i II.
internationales kongres, som fandt sted i Odd Felow-palæet i
Bredgade, dels for at læse om dansk landbrug på det
Kongelige Bibliotek.
Mellembygningen i baggården Vesterbrogade
112 A har igennem årene været tilløbsstykke for
Sovjet-borgere og andre, der har været nysgerrige efter at
finde ud, hvad den dengang kommende statsleder foretog sig i
København. Siden 1984 har der været opsat en mindetavle.
I udsendelsen, der er optaget på
Vesterbrogade 112A fortæller historiker Tue Magnussen om
Lenins gåture med udlejerens børn, hans skepsis overfor
Stauning og det danske socialdemokrati og hans studier på
Det kongelige Bibliotek.
Samtidig er der i radioudsendelsen
lejlighed til at aflive nogle af de mange myter, der fulgte
i kølvandet på hans ophold.
P1’s historiske program’Alle tiders
historie’ er en blanding af reportage, interview og
fortælling, der fører lytterne igennem forskellige emner med
Dorthe Chakravarty som vært. Programmets styrke er, at det
både sætter aktuelle begivenheder i et historisk perspektiv
og historiske begivenheder i et aktuelt perspektiv.
Stadig flere lytter med på ’Alle tiders
historie’, der bliver sendt hver søndag formiddag klokken
9.07-9.55 og igen torsdag eftermiddag klokken 16.10-16.55.
DRs Medieforskning anslår lyttertallet til totalt ca
150.000. ’Alle tiders historie’ er blandt de mest populære
podcast-tilbud fra DR. |