[sitemap]

< Aktuelt  

  

"Luftarkæologen" er på vingerne.

  

Flyvsk museumsinspektør hædret 

Museumsinspektør Lis Helles Olesen fra Holstebro Museum, blev 9. maj  tildelt Erik Westerbys forskningslegat på 30.000 kr. for sin indsats for luftfotoarkæologien i Danmark.

Arkæologi betragtes normalt som noget meget jordbundet. Men også arbejdet med de jordbundne fortidslevn vinder ved, af og til, at gå op i helikopterperspektiv og se det hele lidt fra oven. Arkæolog og museumsinspektør Lis Helles Olesen har i sit mangeårige arbejde med luftfotoarkæologien arbejdet for at udvikle og udbrede kendskabet til netop den dimension af arkæologien. Dette arbejde blev hun i dag hædret for på Nationalmuseet, med tildelingen af Erik Westerbys Forskningslegat på 30.000 kr.

Lis Helles Olesen har siden 1986 været ansat på Holstebro Museum, og varetager til daglig det arkæologiske arbejde i museets ansvarsområde. Samtidig med det daglige arbejde har hun dog også formået at engagere sig fagligt på et mere overordnet plan. Hun har således i to perioder siddet i det nu nedlagte Arkæologisk Nævn. Samtidig sad hun i Staten Museumsnævns referencegruppe, og har fra 1994 siddet i styret for Jysk Arkæologisk Selskab.

I årene som museumsinspektør, har Lis Helles Olesen skrevet en lang række artikler, og i 2002 skrev hun, sammen med Palle Eriksen: "Fortiden set fra himlen", der netop handler om luftfotoarkæologi. Sammen med bogen blev der på Holstebro Museum lavet en særudstilling om emnet, der siden er blevet vist på Forhistorisk Museum Moesgård, Ringkøbing Museum og Museumscenter Års.

I de kommende år håber Holstebro Museum at luftfotoarkæologien vil kunne blive et endnu større satsningsområde. Et projekt til knap 5 mio kr. er beskrevet og søges nu finansieret bl.a. via fonde, stat og kommune.

 

Holstebro Museum >