[sitemap]

< Aktuelt  

  

 

  

Nyt website om krigen i Næstved

Ny film og kildesamling giver unikt indblik i Anden Verdenskrig, som den blev oplevet i lokalområderne.

Kommunearkiverne på Sydsjælland og Lolland-Falster præsenterer Danmarkshistoriens lokale vinkler. På hjemmesiden www.lokalekilder.dk finder man bl.a. film om de historiske begivenheder, der fandt sted i ens lokalområde. Og i Næstved skortede det ikke på drama.

- Der var bombninger, sabotage på havnen, frihedskæmpere, der blev skudt ned i Ringstedgade og meget mere, fortæller Arkivchef Mie Andersen.

- På lokale kilder kan man få historien fortalt i levende billeder. Blandt andet gennem billeder fra majdagene, hvor modstandsfolk kørte rundt i byens gader. Vi har tre film fra Næstved alene, forklarer hun.

Lokale kilder åbner muligheden for at undersøge de spor, som besættelsen efterlod hos den offentlige myndighed, som også dengang var tættest på borgernes hverdag, nemlig kommunen.

Man kan således blive klogere på bl.a. tyskernes mange beslaglæggelser af bygninger, tyske flygtninge, lazaretter, begravelsespladser til flygtninge, der døde i Danmark, mødrehjælp, kommunale vagtværn da politiet forsvandt i 1944, beskyttelse af borgerne mod luftangreb, varerationering, alsang, illegale blade og modstandsbevægelsen.

Mie Andersen understreger, at man får en ny mulighed for at opleve besættelsen i et lokalt perspektiv i sit eget nærområde gennem kildesamlingen.

- Målet er, at kommunearkiverne og de lokale kilder tænkes meget mere aktivt ind i folkeskolens og gymnasiernes historieundervisning. Vores film og lokalekilder.dk skal ses som en invitation til samarbejde mellem kommunearkiverne og uddannelsesinstitutionerne, fortæller hun.

Med filmen og kildesamlingen får eleverne mulighed for at opdage, hvad de kan bruge et kommunearkiv til, og de får kendskab til lokalhistorien på et professionelt historisk niveau.

 

lokalekilder.dk >

 
 

Del på Facebook, digg, m.m.