Møntskatten fra Møn
Nationalmuseet og Museerne i
Vordingborg udgravede 7. juni 2012 en sensationel møntskat med
cirka 700 sølvmønter, der stammer fra 1400- og 1500 tallet.
Skatten dukkede op på Østmøn, da en
nystartet detektorbruger, Loke Ried, var på markvandring med
sin metaldetektor.
Ved udgravningen fandt arkæologerne mere
end 350 mønter, som skal lægges til de 350 mønter, der
allerede var samlet op, da skatten blev fundet. Hvor mange
mønter skatten præcis indeholder er stadig uvist, da de
sidste mønter blev taget op i en samlet klump for at blive
endelig udgravet på museet i Vordingborg.
Arkæologerne fandt ingen skattekiste i form af nogen
lerpotte eller gryde, så ejeren har svøbt mønterne i et
skind eller et klæde, inden han gravede dem ned.
Kun en lille del af mønterne er undersøgt.
Den yngste mønt i skatten er tilsyneladende præget i 1535,
og skatten må være gravet ned det år eller det efterfølgende
år under Grevens Fejde, der udspillede sig 1534-36. Det var
en borgerkrig, hvor Danmark så at sige gik i opløsning, og
der var oprør og kampe på Møn, især i Stege. Det er derfor
nærliggende at sætte sølvskatten i forbindelse med disse
voldsomme begivenheder.
Hvem ejeren var afslørede udgravningen
ikke, men det var ikke en almindelig bonde eller borger, som
gemte sin sparebøsse af vejen. Dertil er skatten for stor,
så der er snarere tale om en købmand eller en formuende
skipper. De mange mønter er stadig fyldt med jord, og de
skal renses, inden mønterne kan bestemmes endeligt.
Nationalmuseets møntekspert Michael Märcher kan dog allerede
nu sige lidt om, hvad skatten fra Møn rummer.
Skatten indeholder mange hvide,
halvskillinge og skillinge fra 1400 og 1500 tallet. Ældste
mønt i skatten er formentlig en Christian I, hvid fra midten
af 1400 tallet. Skatten indeholder en hel del skillinge fra
Christian II, 1514-15, og der er 1 skillinge fra starten af
1530’erne. Mest overraskende er mængderne af 4 og 8
skillinge fra 1530’erne. De mindste mønter er hvide præget
under kong Christian I og Hans, dernæst kommer søslinge
(halvskillinge) fra Frederik I. Den største mønt i skatten
er en kvart sølvgylden præget i 1532 af Frederik I.
Den yngste mønt, der samtidig er med til at
datere skatten, er formentlig en 4 skilling fra 1535, præget
i Stockholm af Gustav Vasa i Christian den III´s navn.
Sammenlignet med andre møntskatte fra Grevens Fejde
indeholder skatten fra Møn flere større mønter end de fleste
andre møntskatte, som i høj grad består af de såkaldte
hvide. Få skatte med lignende møntsammensætning kendes, men
der er tale om meget mindre skatte med under 50 mønter.
Mønterne skal nu renses og konserveres inden de eventuelt
udstilles. |
|
|