Kongeborg fundet på Samsø
Forskere fra Nationalmuseet har gjort en
stor opdagelse under sommerens udgravning på Samsø. Under
mulden har de nemlig fundet resterne af en kongeborg, der
har tjent middelalderkongen Erik Menved omkring år 1300.
Nogle gange er man heldig at få mere, end
man tør håbe på. Det fik et hold forskere fra
Nationalmuseet, Moesgård Museum og Økomuseum Samsø med
udgravningsleder Nils Engberg i spidsen, da de gjorde en
meget større opdagelse på Samsø end først ventet. Det
forskningsholdet troede blot var en mindre borgbanke ved en
bispegård, har vist sig at være en del af et større
borganlæg. Faktisk så stort at det efter alt at dømme har
været kongens borg. Kongen hed på det tidspunkt Erik Menved.
Samsø tilhørte gennem hele middelalderen
kongen. Arkæologerne har under de netop afsluttede
udgravninger på Samsø fundet keramik, mønter og resterne
efter de oprindelige voldgrave fra Erik Menveds regeringstid
fra 1287 til 1319. Under udgravningen har arkæologerne også
fundet to brostolper. Den ene er en oprindelig stolpe, og
den anden er kommet til som en del af en reparation. Begge
stolper er så velbevarede, at man kan lave
dendrokronologiske undersøgelser af dem og dermed fastslå
hvor gammelt træet er. Disse undersøgelser har vist, at
Bisgård er bygget i slutningen af 1200’tallet eller
begyndelsen af 1300’tallet.
Ifølge udgravningsleder Nils Engberg må
Bisgård være afløser for Gl. Brattingsborg, den borg, der
fungerede som kongeborg indtil Marsk Stig ødelagde den i
1289 med støtte fra den norske konge Erik Præstehader. Samme
Marsk Stig var sammen med andre blevet dømt fredløs for at
være med til at planlægge mordet i Finnerup Lade på Erik
Menveds far, Erik Klipping.
Udgravningen af Bisgård er en del af et
femårigt forskningsprojekt ”Borgene på Samsø”. De to
foregående år har holdet været på udgravning ved Gl.
Brattingsborg og Vesborg. Næste sommer skal holdet grave ved
øen Hjortholm Stavns Fjord og i 2012 gælder det den lille
borgbanke Blafferholmen. Forskningsprojektet er et
samarbejde mellem Nationalmuseet, Moesgård Museum, Økomuseum
Samsø og Kulturarvsstyrelsen. |
|
|