Nekrolog:
Seminarielektor Verner Bruhn, 1928-2007

Af arkivleder, cand.mag. Jørgen Dieckmann Rasmussen, Esbjerg Byhistoriske Arkiv

Fhv. seminarielektor Verner Bruhn døde søndag den 1. april 2007 78 år gammel efter kort tids alvorlig sygdom. Dermed er et meget engageret og aktivt menneske faldet bort, men han efterlader sig mange synlige spor for eftertiden. Interesserne var talrige, og mange institutioner, råd, foreninger m.v. har haft udbytte af hans indsats og evner.

Historisk Samfund for Ribe Amt er én af dem. Efter flere år i bestyrelsen overtog Verner Bruhn formandsposten i 1977 og blev den første formand med en akademisk baggrund i en verden og på en tid, hvor akademikere ikke umiddelbart blev anset for at være folkelige. Han var dog den rette mand til tiden, for det lokalhistoriske arbejde stod over for mange udfordringer i kølvandet på den store kommunalreform i 1970. Nok var der en voksende interesse for historie, men det var måske mere de rent lokalhistoriske foreninger og lokalarkivernes aktiviteter, der appellerede til borgerne, end Historisk Samfund. Ganske vist havde Historisk Samfund arbejdet med lokalhistorie siden 1902, men som borger løb man i det daglige ikke så let på folk fra Historisk Samfund, som man f.eks. gjorde med folk, der var med i lokalarkivarbejde. Desuden havde det historiske fokus taget en drejning, og Verner Bruhn var ingen ynder af tidligere tiders gårdhistorie som lokalhistoriens egentlige indhold. Fra sin egen forfattervirksomhed vidste han, hvor mange spændende kilder, der fandtes til at skabe en levende lokalhistorie, så man kunne undgå opremsningerne af ejendomsbesiddelser. I hans optik hørte lokalhistorien heller ikke alene landet til - bysamfundene skulle også med, ligesom emner som arbejder- og social-historie havde en selvfølgelig plads i hans lokalhistoriebegreb. Intet emne måtte udelukkes på forhånd, hvilket der tidligere havde været tilbøjelighed til. Som pioner i felten måtte han erkende, at ikke alle omstillinger blev lige vel modtaget, samt at omstilling kræver tålmodighed og tid.

Med baggrund i interessen for den skrevne lokalhistorie kom der for alvor gang i Historisk Samfunds udgivelsesvirksomhed. Det drejede sig såvel om genoptryk som om nyudgivelser. Ikke alle titler var "kioskbaskere", men efter Verner Bruhns opfattelse drejede lokalhistorie sig ikke blot om at udgive det, der solgte let og i store oplag, men også at få udgivet de mere snævre titler, som i al deres seriøsitet ofte var grundpiller i lokalhistorien. Nogle af de sidstnævnte titler kom måske i lidt for store oplag, men heldigvis var der god plads på Esbjerg Seminarium, hvor Historisk Samfund fik indrettet sin ekspedition, der blev passet af nogle lærer-studerende.

Som aktivt arbejdende lokalhistoriker kendte Verner Bruhn behovet for gode kilder. Da 1970erne bød på store ændringer i det danske samfund som følge af kommunesammenlægningen, kunne han se en række væsentlige levn forsvinde fra lokalsamfundene, hvis ikke nogen gjorde noget, i det mindste blot sørgede for at få dem registreret, medens tid var. Assisteret af hustruen Bodil samt lærerstuderende på timebetaling eller lignende kom registrerings-projekter i gang. Forsamlingshuse og andelsmejerier blev kortlagt, mindesten blev registreret og fotograferet, og Historisk Samfund med Verner Bruhn i spidsen var også at finde i den såkaldte Billedkampagne (indsamling af fotografier og film), som Danmarks Radio satte i gang landet over i slutningen af 1970erne. Det blev den direkte anledning til oprettelsen af mange af amtets lokalarkiver med Verner Bruhn og Historisk Samfund for Ribe Amt som fødselshjælper. Det gjaldt om at redde kilderne til de folkelige bevægelsers historie, et emne som hele livet igennem lå Verner Bruhns hjerte nær, og som han på forbilledlig vis behandlede i bogen Plint og talerstol - træk af gymnastik- og ungdomsforeningernes historie i Ribe Amt, som blev udgivet i 1979.

Trods sit dybe engagement i lokalhistorien i Ribe Amt kom Esbjergs forunderlige historie til at stå ham særlig nært, og det er hans fortjeneste, at den nye by Esbjerg har fået skrevet og fortalt sin historie i mange bøger og artikler. Han var uden familiemæssig tilknytning til Esbjerg, da Bodil og han flyttede hertil i 1962 fra Fredericia, fordi han var blevet ansat som le-tor i historie ved det forholdsvis nyetablerede Esbjerg Seminarium.

At undervise de unge seminarister, som lærerstuderende hed dengang, i faget historie var ho-vedopgaven, men sideløbende hermed kastede Verner Bruhn sig ud i et lokalhistorisk arbejde, som på den tid ellers ikke var så velset i det akademiske miljø. "På bjerget" var det en udbredt opfattelse, at lokalhistorie var for amatører, og at deres arbejder kun undtagelsesvis bidrog til "den store historie".

Tidligt påviste Verner Bruhn dog, at lokalhistorien kunne noget, som "den store historie" ikke kan, nemlig skildre almindelige menneskers liv i historien. Eller sagt på en anden måde, lettere bearbejdet efter en tjekkisk forfatter: "Lokalhistorien er den vanddråbe, hvori den store historie spejler sig".

Det demonstrerede han på overlegen vis første gang i bogen Esbjerg By og borger (1972), hvor den unge by Esbjergs korte historie blev indgående og vedkommende beskrevet. Esbjergenserne følte sig hjemme i skildringen af forskellige tiders dagligdag, og bogen adskilte sig desuden fra de fleste af tidens andre historiske bøger ved at rumme rigtig mange billeder - og i stort format, så man for alvor kunne se detaljerne. Netop samspillet mellem ord og billeder har bragt Verner Bruhns lokalhistoriske bøger ud til kredse, som ellers ikke anså sig for at væ-re interesserede i historie, men i hans version var den både interessant og fængende. Og munter - hvad historie nødvendigvis ikke var eller er. Med en skarp og veludviklet sans for det kuriøse er mange episoder - i det store såvel som i det små - kommet til at stå i et komisk skær, så selv de, der hader historie, ikke kan undlade at trække på smilebåndet.

Bogen Esbjerg by og borger blev udgivet i anledning af Esbjerg og Omegns Sparekasses 100 års jubilæum. Med denne bog oplevede han det sjældne for en lokalhistoriker, at bogen nærmest blev revet væk. Anmeldelser med overskrifter som "Et lokalhistorisk festfyrværkeri" var medvirkende årsag til, at førsteoplaget var væk på kun få dage, og at andet oplag næsten var udsolgt, inden det havde forladt trykkeriet.

At lokalhistorie var virkelig velegnet i undervisningen erkendte Verner Bruhn meget hurtigt. Nogle ting forstås nu nemmere, når man kan tage ud og se på dem i virkeligheden, røre ved dem, tælle dem eller undre sig over, at det hus, man passerede i forgårs, allerede er væk og afløst af en byggetomt. At finde historien i det nære miljø blev vigtigt for Verner Bruhn, og det blev ikke blot omsat til undervisning på seminariet til gavn for mange kommende lærere, men blev også ét af grundelementerne i hans store, lokalhistoriske forfatterskab. Som lokalhistorisk konsulent medvirkede han desuden til at sætte nybegyndere i gang og vejlede mere trænede skribenter, ikke blot lokalt, men også på landsplan. Størst var kærligheden dog til arbejdet med historien i den by, der var blevet hans, og som han kendte ud og ind. Derfor blev det selvfølgelig også ham, der kom til at skrive bd. 2. af Esbjergs historie i begyndelsen af 1990erne, hvor byen kunne fejre 100-års jubilæum som selvstændig kommune, ligesom han var forfatter til broderparten af seriens tredje og sidste bind. Desuden var han et uvurderligt medlem af redaktionen til hele værket.

Foruden sit store forfatterskab og omfattende foredragsvirksomhed har Verner Bruhn været aktivt engageret og involveret i det lokale museums- og arkivarbejde, og som ambassadør for lokalhistorien har han medvirket til at sikre disciplinen anerkendelse på landsplan. Han havde bl.a. øje for, at lokalarkiverne rummede mange guldklumper i deres samlinger og var derfor en ivrig fortaler for, at også denne del af den danske kulturarv opnåede offentlig anerkendelse og økonomisk støtte. Han forsøgte gennem indstiftelsen af H. K. Kristensen Prisen i Historisk Samfunds regi at få en mulighed for at anerkende lokalhistorisk arbejder, udført af engagerede amatører. Samtidig var han også indpiskeren over for lokalarkiverne med hensyn til formidling - om ikke andet skulle de selv gøre opmærksom på de guldklumper i samlingerne, som lå og ventede på at komme ud af skatkammeret ved at blive formidlet til en større kreds. Ikke uden grund blev han udnævnt til æresmedlem af Historisk Samfund for Ribe Amt i forbindelse med Samfundets 100-års jubilæum i 2002, og ved samme lejlighed tildeltes han H. K. Prisen for sin helt uvurderlige indsats.

I de senere år kom en svær ledegigt til at præge hans liv. Tempoet måtte sættes ned, projekter og oplevelser vælges fra, fordi han ikke længere kunne køre på, som han havde været vant. Mobiliteten var heller ikke den samme, og nogle af de længere rejser, han drømte om at foretage, måtte afskrives. Alligevel levede ikke mange pensionister et så aktivt liv som han, og kun et fåtal yngre mennesker kunne som han arbejde på to bøger på samme tid, sådan som han f.eks. gjorde det med bogen om Det grundtvigske i Esbjerg og jubilæumsskriftet for Jerne Idrætsforening. Det lykkedes ham at blive færdig med begge projekter og med godt resultat, men efter denne tour de force valgte han forståeligt nok at "gå på pension", i hvert fald med hensyn til udgivelse af bøger. At skrive artikler holdt han dog ikke op med, hvis det kunne blive i hans eget tempo og uden deadlines.

Ved et langt livs ihærdigt indsats nåede Verner Bruhn virkelig meget - 164 titler på skriftlige arbejder, heraf de fleste historiske - dukker op, når man søger på hans navn i biblioteksverdenens databaser. Ikke uden grund bed han sig fast i det historiske arbejde, for historie var ikke underholdning, men havde en mening. "Historien skal lære os at mestre nutiden", som han udtalte til avisen i forbindelse med sin 60-års fødselsdag i 1988.

Ære være Verner Bruhns minde.