Kulturarven i valgkampen
Organisationen Danske Museer savner svar
på museumspolitiske emner under valgkampen. Organisationen
har formuleret en række spørgsmål, som den gerne ser, at
politikerne svarer på. Det handler bl.a. om fortsatte
besparelser på grunddrift, sprit der fordamper fra
præparater på naturhistoriske museer ... og gratis adgang
5 skarpe til kandidaterne:
Museernes grundtilskud
Statens museer er ligesom andre statslige institutioner blevet
skåret 2 % hver år siden Fogh-regeringen kom til. Vil I
fortsat skære på økonomien til den grundlæggende
museumsdrift?
Vil partiet styrke museernes grundtilskud,
så vi kommer væk fra jagten på puljer til enkeltformål og
gøre det nemmere for museerne at varetage den grundlæggende
drift?
Lavere skat på arbejde straffer museerne
Regeringens netop vedtagne lov om sænkning af skat på
arbejde påfører museerne yderligere udgifter på deres i
forvejen pressede budgetter. Den lavere indtægt til
statskassen af skat på arbejdet skal finansieres af en
forhøjelse af de grønne afgifter. Vil partiet sikre, at
museerne kompenseres for de ekstra udgifter, da museerne af
hensyn til bevaringen af samlingen ikke har mulighed for at
indføre nattesænkning og sparepærer?
De naturhistoriske museer under stigende
pres
De museer, der ikke hører under Kulturministeriet, f.eks. de
store naturhistoriske museer kæmper i øjeblikket en hård
kamp med nedskæringer. Ekspertstillinger skæres væk,
samlingerne går til på magasinerne og spritten fordamper fra
præparaterne. Samtidig er der i samfundet øget fokus på
behovet for naturvidenskabelig uddannelse og formidling. Hvad
vil partiet gøre for dette område?
Bedre magasin- og opbevaringsforhold
En rapport baseret på data fra 127 museers magasiner viser,
at 1/3 af magasinerne er så dårlige, at de bør nedlægges,
1/3 kan renoveres og 1/3 er af god kvalitet. Vil partiet
arbejde for, at der kommer midler til bedre opbevaring af
kulturarven på de statsanerkendte museer?
Gratis adgang
Museerne ønsker flest mulige besøgende, men gratis adgang
giver øgede udgifter til rengøring, vedligehold, kustoder
osv. Hvordan er partiets holdning til udvidet gratis adgang og
finansiering af de udgifter, som er forbundet hermed?
|