|
|
 |
|
|
Smukke gamle huse karateriserer Møntergården i dag.
Nu får de fredede bygninger selskab af flot, moderne
arkitektur. (Foto fra Odense Bys Museers website)
|
|
|
|
Stor donation fra Augustinusfonden til Odense Bys Museer
15. mio. kr. skal sikre udbygning af
Møntergården i Odense. Den nye del skal bl.a. rumme multisal
og særudstillinger
For kort tid siden kunne vinderprojektet i
arkitektkonkurrencen om udbygning af det historiske museum
Møntergården i Odense præsenteres.
Projektet omfatter opførelse af nye
bygninger, som skal rumme permanente udstillinger, multisal
til foredrag, konferencer og særudstillinger, velkomstområde
m.m. Det vindende arkitektfirma er den spansk-danske duo
Maali og Lalanda, der har leveret et meget overbevisende
forslag til, hvorledes nye bygninger på en utrolig nænsom og
æstetisk flot måde kan passes ind mellem Møntergårdens mange
fredede bygninger fra renæssancen og senere. Udbygningen
omfatter 2.200 m2 og finansieres af bevillinger fra A.P.
Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene
Formaal og Odense Kommune på i alt 75 mio. kr.
Augustinus Fonden følger nu op med en stor
donation på 15 mio. kr., der sikrer realiseringen af
udstillinger i det nye byggeri. Bevillingen betyder, at
planlægningen af de nye udstillinger kan iværksættes og
realiseres sideløbende med byggeriet. Det udbyggede museum
på Møntergården vil stå klar til åbning i foråret 2012. Den
nye udstillingsbygning skal rumme væsentlige dele af Odense
Bys Museers arkæologiske og historiske samlinger og fortælle
historien om Odenses og Fyns udvikling fra de ældste tider
til i dag. En samlet præsentation af byens og øens historie
har manglet i mange år, idet de øvrige museer under Odense
Bys Museer enten er specialsamlinger som H.C. Andersens Hus,
Den Fynske Landsby, Carl Nielsen Museet og Fyns Kunstmuseum
eller har rådet over for lidt plads som tidligere på
Hollufgård og nu på Møntergården.
En arbejdsgruppe ved Odense Bys Museer er i
gang med at udarbejde koncept for de nye udstillinger. Med
afsæt i vilkår, begivenheder og personer på Fyn vil den
historiske udvikling blive præsenteret og tolket. Et særligt
fokus vil blive sat på, hvorledes den fynske mentalitet er
skabt i samspillet med naturen, landskabet, den geografiske
placering og kreative personers foretagsomhed og virke.
"Med det nye byggeri og den flotte
opfølgende bevilling fra Augustinus Fonden er et højt og
meget længe næret ønske hos Odense Bys Museer om at skabe en
samlet formidling af byens og øens historie ved at gå i
opfyldelse. Møntergården vil blive et helt unikt museum i
Odenses kulturelle centrum med koncerthus, H.C.
Andersen-kvarteret og det kommende nye musik- og teaterhus
og musikkonservatorium. I efteråret 2010 kan første
spadestik til de nye bygninger tages, og ved samme lejlighed
vil den konkrete udstillingsplan foreligge. En bedre gave i
anledning af Odense Bys Museers 150 års jubilæum i 2010 kan
vist ikke gives" udtaler museumschef Torben Grøngaard
Jeppesen.
|
|
|