|
|
 |
|
|
Omvisning i forbindelse med et åbent hus-arrangement
ved en arkæologisk undersøgelse forud for
parcelhusudstykning ved Brylle, sydvest for Odense.
Foto: Odense Bys Museer.
|
|
|
|
Kultur skaber værdi
Millionbevilling til Odense Bys Museer
til projektet ”Kulturarven som værdi - arkæologi som
værdiskaber”
Med en bevilling fra Kulturarvsstyrelsen
indledte Odense Bys Museers arkæologiske enhed sidste år
arbejdet med at definere projektet ”Kulturarven som værdi -
arkæologi som værdiskaber”. Projektets formål er at udvikle
og afprøve nye kommunikationsstrategier for at iscenesætte
kulturarven og i særdeleshed arkæologi som en samfundsmæssig
værdi og værdiskaber.
Det er derfor med stor glæde, at Odense Bys
Museer netop har modtaget en ny bevilling fra
Kulturarvsstyrelsen - på i alt 1,8 mio. kr. - til en
fortsættelse og realisering af projektet. Projektet
opstartes medio marts og vil løbe til november 2011 med
formidlingsinspektør Rikke Marie Rau som projektleder. Til
projektet er knyttet en national referencegruppe med
deltagelse af Kulturarvsstyrelsen og en stribe arkæologiske
museer.
Et meget væsentligt element i projektet
”Arkæologi som værdiskaber” er at vise befolkningen, at
udgifterne til arkæologi er en investering med flere gode
afkast. For at illustrere dette vil museet i langt højere
grad end tidligere række ud til borgerne og være lydhøre
overfor deres ønsker og idéer til museumsformidling. På
denne vis skabes en brugerorienteret formidling.
Selve formidlingen af de arkæologiske
undersøgelser, kan være såvel traditionel som nyskabende og
kan vedrøre igangværende undersøgelser i form af
rundvisninger, skiltning og internetbaserede løsninger.
Formidlingen kan også ske i form af en fastholdelse af en
historisk identitet i et område, hvor de arkæologiske
undersøgelser er afsluttet og de konkrete, forhistoriske
spor derfor fjernet. Her vil resultaterne af de arkæologiske
undersøgelser kunne formidles i f.eks. navngivning af veje
og pladser, ved tematisering af en legeplads, et grønt
område eller en plads. En løsning af denne udfordring
kræver, at det omtalte samarbejde mellem planmyndigheder,
bygherrer og den almindelige borger styrkes. Et forhold som
projektet vil tage hånd om.
I bevillingsskrivelsen omtaler
Kulturarvsstyrelsen projektet som ”vigtigt, relevant og
udviklingsorienteret”. Odense Bys Museer håber og tror på,
at vi kan leve op til de flotte ord og ser frem til at komme
i en tættere dialog med borgere, bygherrer og andre
interessenter om det arkæologiske arbejde.
|
|
|