|
|
 |
|
|
Guldringen - det sjette fine guldfund på
Skælskørkanten. (Foto: Sydvestsjællands Museum)
|
|
|
|
Flot guldring fundet ved Skælskør - egnens sjette guldfund
Amatørarkæolog og
skolelærer Jannik Nielsen har fundet en fornem guldring på
en mark i nærheden af Skælskør.
Fundet af den ca. 220 gram tunge
guldarmring er helt nyt kapitel i en lang og eventyrlig
historie, der begynder i ca. 800 år f.Kr. og slutter en
gråvejrsdag i 2009, hvor en glad Jannick Nielsen kunne samle
den foreløbig sidste af i alt 6 store guldringe fra
bronzealderen op på marken.
Guldringen er med sine karakteristiske
tragtformede ender og smukke dekoration en typisk
repræsentant for de såkaldte edsringe, der har tilhørt
bronzealderens høvdinge eller mandlige medlemmer af
samfundets øverste lag.
Armringen blev i slutningen af bronzealderen gravet ned,
sikkert som et offer til guderne, i et lille mosehul på
marken sammen med de 5 tilsvarende ringe. Der har de ligget
trygt og godt indtil 1980, hvor en kloakledning blev gravet
tværs gennem marken.
Ved anlægsarbejdet blev ringene gravet op,
uden at maskinføreren har opdaget det, og først da et par
børn efterfølgende finder de to første ringe på i alt 1,2
kilo guld på markoverfladen, går det op for arkæologerne, at
det lille markstykke gemmer på noget helt specielt.
På grund af den megen avisomtale guldfundet
fik, kom en tredje ring kort efter for dagen, idet en dame
nogle år forinden havde fået den med som en slags
reservedel, da hun købte et gammelt messingstrygejern af en
ældre mand fra egnen. Han troede, at den næsten et halvt
kilo tunge ring var lavet af messing og foreslog, at køberen
kunne få sat den på som håndtag til strygejernet. Så galt
gik det heldigvis ikke, og ringen kom til Nationalmuseet,
hvor den kan ses i dag.
I 1993 blev der fundet endnu en guldring på marken, denne
gang af en mand, der trænede med sin hest og så den over et
halvt kilo tung ring ligge og glimte i overfladen.
Da der nu var fundet så mange guldringe på
marken, foretog Nationalmuseet en undersøgelse af marken, og
den undersøgelse resulterede i fundet af endnu en ring –
denne gang på 250 gram guld.
I de sidste 16 år har der været stille
omkring marken, og alle regnede med, at det gyldne eventyr
nu var slut. Men det skulle altså vise sig at være helt
forkert og fundet af den sidste guldring har da også bragt
Skælskøregnen, hvor der indtil nu er fundet næsten 5 kilo
bronzealderguld, tilbage i arkæologernes søgelys.
Sydvestsjællands Museum vil i de kommende år, i samarbejde
med Nationalmuseet og fritidsarkæologer som Jannick Nielsen,
indgå i et projekt, der skal forøge vores viden om
bronzealderens samfund på den gådefulde og guldringe
Skælskøregn.
I første omgang kan man bare fristes til at
sige, at en gylden ring bliver sluttet, når weekendens
guldring bliver genforenet på Nationalmuseet med de 5 ringe,
som den en dag for næsten 3000 år siden blev nedlagt i det
lille mosehul sammen med.
|
|
|