Istandsættelsen af Tadre Mølle er i gang
Der er skiftet fodremme og ordnet
bindingsværk - og taget skal renoveres. Til juli åbner den
gamle mølle igen efter sin make-over
Med en kærkommen økonomisk bevilling fra
Tadre Mølles ejer, Naturstyrelsen, har håndværkere, under
ledelse af Camilla Løntoft Nybye fra Rønnow Arkitekterne
A/S, siden november sidste år arbejdet på en
hovedistandsættelse af den fredede møllebygning og lade.
Sidst bygningerne blev istandsat var i slutningen af
1950´erne og i begyndelsen af 1960´erne i forbindelse med
bygningsfredningen. I de sidste mange år har ladens
tagkonstruktion dog sat sig mere og mere i retning af
møllebygningen, hvilket betød, at møllens fundament
efterhånden var kommet under et stort pres.
Derfor har firmaet Roskilde Fundering A/S
nu, og professionelt sekunderet af ingeniør Tonny Jespersen
fra Rådgivende Ingeniørfirma Jørgen Nielsen, sat
møllebygningen sikkert af på et nyt og i jorden dybt
forankret fundament. Samtidig har tømrerfirmaet Kopp Sorø
A/S og murerfirmaet Holmegaard og Bertelsen udskiftet
fodremme, udluset bindingsværk og restaureret
syldstensfundamenter og murværk. Foran håndværkerne ligger
nu det omfattende restaureringsarbejde af både møllens og
ladens tagværker, hvilket kræver, at der snart bliver rejst
stilladser omkring begge bygninger. Og dette arbejde
forventes først afsluttet omkring 1. juli.
På grund af sikkerhedsmæssige årsager må
laden og møllen friholdes for publikum i forårsperioden 2012
og frem til sommeråbningen 1. juli. Sammenholdt med de
frivillige istandsættelsesaktiviteter i stuehuset, har
Roskilde Museum og Tadre Mølles Venner i enighed besluttet,
at inddrage de almindelige åbningsdage i forårsperioden. Til
gengæld vil man forsøge, i den udstrækning det er praktisk
muligt, at gennemføre periodens særarrangementer, ligesom
skoletjenesteaktiviteterne, omvisningsarrangementerne og
muligheden for overnatning på naturlejrpladsen fastholdes.
Møllegårdens mange brugere og andre interesserede vil
løbende kunne følge med i udviklingen på www.roskildemuseum
samt www.tadremoellesvenner.dk. |
|
|