[sitemap]

< Aktuelt  

  

  

Jellings kæmpepallisade genopstår

Den enorme "indhegning" som engang omgav Jelling-monumenterne markeres i landskabet

Sidste års arkæologiske udgravninger i Jelling midtby afslørede, at byens berømte vikingemonumenter har været omgivet af en kæmpemæssig palisade af store lodretstående tømmerstokke. 

En formentlig firkantet indhegning af nærmest fæstningsmæssig karakter, der har omkranset et areal på mindst 10 ha. rundt om Jellings berømte monumenter: De to runesten, gravhøjene, kirken og resterne af en antagelig 350 m lang skibsformet stensætning.

Det eneste, der er tilbage af det store bygningsværk, er spor efter den grøft, pælene har stået i, og efter udgravningsfelterne er dækket til, er det derfor vanskeligt at forestille sig palisaden og hvor stor, indhegningen har været.
Det bliver der nu gjort noget ved for en kortere bemærkning. 

I to uger fra den 30/8 til 12/9 "genopstår" dele af palisaden, så både Jelling-borgere og besøgende kan få et indtryk af, hvor kolossalt et anlæg, der er tale om. Der bliver dog ikke lavet en kopi i naturlig størrelse, men en mere beskeden markering med landmålerstokke med udspændte plastikbånd imellem. Arrangementet er naturligvis under forudsætning af, at det ikke kommer på tværs af høst eller såning.

 

Vejle Museum >

 

Del på Facebook, digg, m.m.