[sitemap]

< Aktuelt  

  

Trelleborg deltager som partner i projektet ”Follow the Vikings”. Det skal styrke museets formidling og forskning frem til åbningen af Ny Trelleborg, et nyt og videns- og oplevelsescenter, som skal opføres ved Trelleborg. (Foto: Jacob Nyborg Andreasen, Nationalmuseet)

  

Vikinger til turisterne

Museum Vestsjælland, Trelleborg og Nationalmuseet deltager i projektet: ”Follow the Vikings”, hvor 14 partnere fra otte lande skal samarbejde om formidling, branding og markedsføring af vikinger.

Verden elsker vikinger. Det betyder, at danske vikingeattraktioner og museer oplever stigende interesse for deres udstillinger og deres levende formidling af vikinger. Og netop vikingerne rummer et stort, uudnyttet formidlings- og turismepotentiale. Det skal nu realiseres takket være støtte fra EU. Gennem EU-programmet Creative Europe støtter EU projektet ”Follow the Vikings” med knap 15 millioner kroner. Det betyder, at 14 partnere fra otte lande, der selv bidrager med egenfinansiering, kan sætte vikinger på turismedagsordenen for et samlet beløb på næsten 30 millioner danske kroner.

Tre danske museer deltager i projektet, som blev lanceret midt i juli i Lerwick på Shetland. Det er Museum Vestsjælland, Nationalmuseet og Nationalmuseets afdeling Trelleborg ved Slagelse. De får mulighed for at brande og markedsføre danske vikinger over for internationale turister samt styrke formidlingen af vikinger nationalt og regionalt.

Ifølge marketingansvarlig på Nationalmuseet Søren Moesgaard Bjørnsen vil projektet skabe bedre markedsføring af de europæiske vikingeattraktioner og museer.

- Vi skal samarbejde om fælles markedsføring af vikinger på EU-plan, og vi skal skabe nye produkter samt udarbejde forretningsmodeller for bæredygtig vikingeturisme, hvilket også rummer store muligheder for dansk turisme, siger Søren Moesgaard Bjørnsen.

Han forventer en synergieffekt med de eksisterende strategiske samarbejder mellem danske vikingeattraktioner og museer, herunder samarbejdet ”Vikingebuen”, der har fokus på udvikling af vikingeturisme.

Til gavn for Vestsjælland
Siden 2009 har først Sydvestsjællands Museum, og efter fusionen i 2013 Museum Vestsjælland, sammen med Trelleborg arbejdet på at få den danske del af projektansøgningen gjort klar. På begge museer ser man frem til det store løft, som både Museum Vestsjælland og Trelleborg vil opleve; et løft der vil gavne hele Vestsjælland både kulturelt og turismemæssigt.

På Museum Vestsjælland er direktør Eskil Vagn Olsen glad for, at projektet nu bliver konkret.

- Vi får en enestående mulighed for at anvende resultaterne af museets ph.d. inden for oplevelses- og formidlingsstudier af kulturarv fra vikingetid og middelalder, som vi forventer afsluttet næste forår. Med projektet skaber vi ny viden, der kan inspirere og kvalificere formidlingen af vikingetiden i Midt og Vestsjælland til gavn for turismen, siger Eskil Vagn Olsen.

Derudover styrker ”Follow the Vikings” Museum Vestsjællands internationale netværk på vikingeområdet, og det skal blandt andet kvalificere museets skoletjenestetilbud, ligesom museet får en central rolle som brobygger mellem ”Follow the Vikings” og det store netværk af vikingetilbud, som det kommer til udtryk i Kulturregion Vestsjællands projekt ”Danmark bliver til”, forklarer Eskil Vagn Olsen og fortsætter:

- Men ikke mindst forventer vi os et styrket samarbejde omkring formidlingen af vikingetiden ved Tissø. Her lå i vikingetiden et rigt magtcentrum, og i dag er det et sted af meget stor arkæologisk betydning, siger direktøren for Museum Vestsjælland.

For Trelleborgs vedkommende kunne timingen ikke være bedre, slår museumsleder Anne-Christine Larsen fast:

- Det giver os mulighed for at udvikle formidlingen på Trelleborg og styrke vores internationale netværk inden for forskning og formidling frem til, at vi om få år forhåbentlig kan åbne Ny Trelleborg, som er et helt nyt videns- og oplevelsescenter ved Harald Blåtands vikingeborg, siger Anne-Christine Larsen.

 

 

 
 

Del på Facebook, digg, m.m.