[sitemap]

< Aktuelt  

  

Vikingeskibsrekonstruktionen "Helge Ask" under sejlads på Roskilde Fjord. Foto: Werner Karrasch.

  

Vikinger indtager London under OL

Mens atleterne kæmper under OL er bl.a. Vikingeskibsmuseet med til at sætte Danmark på landkortet som turistland med historie og vikinger som tema

London har i øjeblikket besøg af vikingeskibet ”Helge Ask”, i forbindelse  med VisitDenmarks hidtil største danske markedsføringsevent i Storbritannien under sloganet: "IMAGINATION - Discover the Danish Spirit".

Vikingeskibsmuseet i Roskilde deltager med skibsrekonstruktionen ”Helge Ask”, et krigsskib på 17 meters længde, der lægger til kaj i det hyggelige havneområde St Katharine Docks, tæt på Tower Bridge, hvor også TV 2’s OL-studie ligger. Skibet skal fungere som et flydende vartegn for den 17 dage lange markedsføringsevent og et symbol på, hvilke oplevelser Danmark har at tilbyde turister.

At valget netop er faldet på et vikingeskib til at tiltrække opmærksomhed, hænger sammen med en voksende interesse for vikingerne specielt fra det engelske område: ” Englænderne er meget bevidste om, at vikingerne er en del af deres fortid. Vikingerne er nok mest kendte for deres plyndringer af engelske klostre, men vi må ikke glemme, at vikingerne erobrede store landområder og bosatte sig permanent på de Britiske øer. Danmark og England deler så berømte konger som Svend Tveskæg og Knud den Store” forklarer Rikke Johansen, kommunikationsansvarlig fra Vikingeskibsmuseet i Roskilde. ”I denne omgang kommer vi med meget fredelige hensigter, hovedformålet er selvfølgelig at gøre opmærksom på Danmark som en vikinge-turisme destination fyldt med spændende historier om vores fælles fortid” fortsætter Rikke Johansen.

6. – 9. august 2012 sættes der yderligere fokus på vikingerne i tæt samarbejde mellem landets vikingeattraktioner og regionale VisitDenmark organisationer. ”I tre dage kommer vikinger fra hele Danmark til havneområdet ved St Katharine Docks i det centrale London. Vi flytter nogle af Danmarks vikingeoplevelser til London i tre hektiske dage, hvor de besøgende får mulighed for at deltage i aktiviteter, høre musik, se teater og vikingekampe og blive inddraget sportslege med rødder i vikingetiden” fortæller Rikke Johansen.

 

 

Vikingeskibsmuseet >

 

Del på Facebook, digg, m.m.