[sitemap]

< Aktuelt  

  

Saga Oseberg (Foto: Vikingeskibsmuseet)

  

Saga Oseberg på togt til Roskilde

Den første rekonstruktion af Oseberg-skibet gik ned. Havde overhovedet været beregnet til at sejle? Det viste sig, at rekonstruktionen var forkert - det nye sejler glimrende

Den første rekonstruktion af det norske Osebergskib sank på bare 20 sekunder under sin første testsejlads i 1987, og ingen troede sidenhen på, at skibet overhovedet var sejldygtigt. Men en skibsrekonstruktør fra Vikingeskibsmuseet i Roskilde fik i 2006 øje på noget, der efter et minutiøst rekonstruktionsarbejde gjorde, at skibet kunne genopstå.
Netop nu, næsten 30 år senere, er skibet sejlet fra Tønsberg i Norge til Roskilde, hvor det lagde til i Museumshavnen.

Skibet Saga Oseberg er en lille sensation. Ikke bare fordi det er en smuk rekonstruktion af et gammelt vikingeskib fra år 820, men mest fordi det sejler. Skibet er nemlig det andet forsøg på at bygge en rekonstruktion af Osebergskibet, som i 1904 blev fundet i en grav ved Tønsberg i Norge. Det første forsøg endte i et dramatisk skibsforlis, hvor skibet på sin jomfrufærd gik til bunds på 20 sekunder. Heldigvis uden tab af menneskeliv.

Der var tydeligvis noget galt med konstruktionen, og i mange år efter forliset, blev det blandt andet diskuteret, om det udgravede skib nogensinde havde kunnet sejle, eller om det eventuelt var bygget som et symbol, for at give de afdøde en transportmulighed til Valhal. Først i 2006 fik man det første fingerpeg mod, hvad der muligvis kunne være galt med den første rekonstruktion. Det skete, da et team bestående af bådebygger Geir Rørvik fra Stiftelsen 'Nytt Osebergskip', arkæolog Knut Paasche fra Kulturhistorisk Museum i Oslo og skibsrekonstruktør Vibeke Bischoff fra Vikingeskibsmuseet i Roskilde tog det gamle fund i nærmere øjesyn. De konstaterede, at der sandsynligvis intet var galt med det gamle skib, kun med måden, hvorpå man hidtil havde anskuet det.

Vibeke Bischoff fra Vikingeskibsmuseet er en erfaren skibsrekonstruktør, og allerede første gang hun undersøgte det gamle Osebergskib, som står udstillet i Vikingskipshuset på Bygdøy, Oslo, opdagede hun flere fatale fejl ved skibets samling og opstilling. Flere af tværbjælkerne var savet over og forkortet, dele af skibets skelet var presset unaturligt ind og enkelte spanter var deformerede. Det samlede billede tydede således på, at man havde ”hugget en hæl og klippet en tå”, for at få enderne til at nå sammen. Og, siden de fundne dele ikke rigtigt passede sammen, var det muligt, at Osebergskibet i virkeligheden var samlet og opstillet forkert, hvilket påvirkede skibets skrogform med et rundere indløb og en ringere sejldygtighed til følge. Noget, der kunne have været medvirkende til forliset af den første rekonstruktion.

 

Vikingeskibsmuseet >

 
 

Del på Facebook, digg, m.m.