|
|
 |
|
|
Eksempel på ét af Johannes
Larsens "ællingebilleder". |
|
|
|
Johannes Larsen museet
efterlyser billeder fra 1940´erne
I 1942 blev 34 oliemalerier solgt ved en
udstilling i København. Dem mangler museet nu. Billederne har
motiver fra H.C. Andersens 'Den grimme Ælling' og blev bestilt
til Fyns Forsamlingshus, hvor de hang i restauranten fra
1931-41
Malerierne blev solgt samlet til en odenseansk
direktør for i 1942 at dukke op på en salgsudstilling på
Charlottenborg i København. Her blev de solgt enkeltvis. Var
sælgeren den odenseanske direktør, en kunsthandler eller et
auktionshus? Museet ved det ikke. Siden har en del af
billederne været på auktion, men nogle er ikke blevet set
siden 42.
Det er vores drøm, at 200 året for H.C.
Andersens fødselsdag bliver det tidspunkt, hvor det vil være
muligt at samle og vise hele serien af oliemalerier over 'Den
grimme Ælling'. Udstillingen skal finde sted på kunstnerens
eget museum, Johannes Larsen Museet i Kerteminde, fra den 18.
marts til den 29. maj 2005.
Hvor er malerierne i dag? Museet håber, at
avisens læsere vil være i stand til at hjælpe os. Billederne,
der måler 70 x 85 cm, kan ses på museets hjemmeside
www.kert-mus.dk . Oplysninger til Johannes Larsen Museet på
telefon 65323727.
H.C. Andersens 'Den grimme Ælling' er et
eventyr, Johannes Larsen vendte tilbage til flere gange. To
gange gennemillustrerede han eventyret i tusch og akvarel. Den
første akvarelserie, der har 35 billeder, lavede han i 1945
til Tulle og Nan Due Nielsen, der hængte den op i restaurant
Pax i Kerteminde. Omkring 1950 lavede Johannes Larsen sin
anden akvarelserie. Også den har 35 billeder. 24 af
akvarellerne blev i 1955 brugt som illustrationer til 'Den
grimme Ælling', som Paul V. Rubow udgav i anledning af
150-året for H.C. Andersens fødsel.
Desuden findes der en række tuschtegninger
over motiverne. De blev bestilt af Martin Kold, direktøren for
Kolds Savværk i Kerteminde, som sendte dem til kunderne som
nytårshilsen. Museet ved, hvor alle Johannes Larsens serier
over 'Den grimme Ælling' befinder sig i dag. Undtagen for én
series vedkommende, nemlig den første han udførte. Og netop
den serie er forlægget for de øvrige.
Det drejer sig om i alt 34 oliemalerier på
lærred med målene 70 x 85 cm. Malerierne, der er gengivet
efter fotografier på Johannes Larsens Museets hjemmeside
www.kert-mus.dk , blev udført i årene 1930-31.
Der var tale om et bestillingsarbejde til
Drude Vesterdal Jørgensen, der igennem 40 år var restauratør i
Fyns Forsamlingshus i Odense. På hendes restaurant, der var en
af byens mest populære, kunne gæsterne i ca. 10 år nyde synet
af Johannes Larsens oliemalerier over 'Den grimme Ælling'. Og
ved særlige lejligheder blev der serveret på service med
motiver fra malerierne. Dette spise- og kaffestel til 50
personer havde Drude Jørgensen i 1935 fået fremstillet hos
Bing og Grøndahl.
Museet har endnu ikke fundet ud af, hvad der
nøjagtigt skete med malerierne i årene 1941-42. Men i
forbindelse med, at Drude Jørgensen forlader Fyns
Forsamlingshus i april 1941, bliver malerierne solgt samlet
til en odenseansk direktør. Det var på det tidspunkt meningen,
at malerierne skulle forblive samlet. Sidste gang
oliemalerierne over 'Den grimme Ælling' har været samlet var i
pinsen 1942. Da var de udstillet på Charlottenborg i
København. Der var tale om en salgsudstilling, hvor de 34
værker blev solgt enkeltvis. Var det den odenseanske direktør,
en kunsthandler eller et auktionshus, der var sælgeren? Museet
ved det ikke.
Siden 1942 har en del af malerierne været på
auktion. Johannes Larsen Museet har selv ét af de 34 malerier,
nemlig nummer 20. Men nogle af malerierne er ikke blevet set
siden begyndelsen af 40'erne. Hvor er de? Det har museet
besluttet at finde ud af. Det er Johannes Larsen Museets drøm,
at 200 året for H.C. Andersens fødselsdag bliver det
tidspunkt, hvor det vil være muligt at samle og vise hele
serien af oliemalerier over 'Den grimme Ælling', som Johannes
Larsen skabte til Fyns Forsamlingshus i Odense.
|