HELP!
The Beatles på Koldinghus
Museet på Koldinghus er i færd med
planlægning af museets store udstilling i 2009.
Emnet er The Beatles og den
internationaliserede ungdomskultur, der med disse fire unge
arbejderdrenge fra Liverpool som spydspids og katalysator
ramte Danmark i 1960erne. Det var årtiet, hvor
ungdomskulturen for alvor brød igennem med skrigende
teenagere ved koncerter, studenteroprør, flower power design,
p-piller og rygsæksrejser til eksotiske destinationer. Til de
ældre generationers hovedrystende bekymring udbredtes en
hidtil uset fankultur omkring Beatles og andre berømte
musikgrupper. Enhver dansk provinsby havde sine miljøer med
langhårede unge, der spillede pigtrådsmusik, samlede plader
og hørte hitlister i radioen.
Som led i forberedelserne af udstillingen
ønsker museet at samle så megen information som muligt
vedrørende The Beatles og Danmark - eksempelvis minder om
koncerten i KB-Hallen i 1964 samt John Lennon og Yoko Onos
besøg i Thy i 1970, oplysninger om private samlinger af
souvenirs, sjældne vinylplader m.v.
Vi vil meget gerne høre fra museer, der
måtte have Beatlesrelaterede genstande i samlingerne - og fra
kolleger og andre, der måtte have særlig viden om emnet.
|
|
|