Forbud mod fastelavn

Fastelavn opfattes i dag som en ret harmløs fest, men sådan har det ikke altid været.

I følge "Danske Lov" fra 1683 var fastelavnsløben forbudt. Forbudet var alvorligt ment, og blev flere gange indskærpet af myndighederne.  

Syndens lokkemad
Præsterne sluttede naturligvis op omkring lovgivningen. I begyndelsen af 1700-årene skrev den pietistiske præst Erik Pontoppidan en form for manual til sine embedsbrødre, hvori han beskrev nogle af de skikke, som han mente at man burde være på vagt overfor. Her beskrev han bl.a.  fastelavnens væddeløb, hvor pigerne - kun iført særk - og med udslået hår løb om kamp med karlene hen over markerne. Det var, efter Pontoppidans mening, "syndens lokkemad" som Djævelen brugte til at "kildre den smagløse almues gane" med. I byerne stod det ikke bedre til, for her løb håndværkerne "bedrukne" omkring i gaderne.

Indremissions stifter pryglede en fastelavnsnar
I sine erindringer fortæller indremissionæren Vilhelm Bech om, hvordan det gik til i Ubby i 1850´ erne. Til sidst lykkedes det, med bl.a. bibellæsning og Brorsons salme "Syndefulde Fastelavn", at "få det hele slået ihjel". I øvrigt blev der også taget korporlige midler i brug. I erindringerne fortæller Bech, hvordan han engang var på vej for at besøge sin bror. På turen mødte han en fastelavnsnar, som skræmte hans hest. Beck satte hesten imod narren og bankede ham med sin ridepisk "til han brølende trillede om på vejen".  

Tekst: Charlotte S.H. Jensen