Næsten ethvert slot eller herregård med respekt for sig selv har en eller flere beretninger om gengangere.

Onde adelsfolk

Folketraditionen rummer også beretninger om herregårdsspøgelser. Et hyppigt træk er, at herrer og fruer går igen, bl.a. fordi de ikke har opført sig rimeligt overfor deres bønder

For bondesamfundets fortællere - samt tilhørere - kunne der sikkert være en del trøst i beretninger om, at de uretfærdigheder man led, blev hævnet i det hinsidige. 

Om herren på Stadsgård fortalte man fx, at han gik igen "for det han havde været saa barbarisk imod hans Bønder". Herren på Lundgård blev "bestandigt" plaget af en afdød tjenestekarl. Karlen havde i levende live været "noget fjollet og unem til at fatte", og var derfor blevet mishandlet. Nu hævnede han sig. Som regel var det dog ikke den forurettede selv, men højere magter der gav retfærdighed for de små i samfundet. Forvalteren på Kalvø "havde begået mange Uretfærdigheder mod Bønderne", og derfor måtte han efter sin død færdes i skikkelse af en sort hund. 

Den onde Ingeborg Skeel
Den sagnonspundne Ingeborg Skeel på Voergård fik heller ikke megen ro i graven ifølge traditionen der kunne fortælle, at fru Ingeborg "var så ond, og indmurede mange og slog mange ihjel". Andre kunne meddele, at hun havde slået sit eget barn ihjel, og at der var blodpletter fra gerningen, som aldrig kunne vaskes af. Hun klippede fingrene af børn, der sankede aks, havde forskrevet sig, og var i dette hele taget en forfærdelig troldkvinde. Til slut blev hun manet af én, der var ufødt (dvs. født med kejsersnit) og som hun selv havde opdraget.
Hvordan fruen så rent faktisk havde opført sig i levende live, var af mindre betydning for fortællere og tilhørere.