Almuespøgelser

I dag forbinder mange mennesker spøgerisagn med herregårde, hvide damer etc. Men helt almindelige mennesker, var dem, man fortalte de fleste spøgelseshistorier om

Hvis man gennemgår fx gengangeriberetningerne i Evald Tang Kristensens store værk "Danske Sagn", vil man opdage, at de fleste genfærd er "almuespøgelser". Dvs. hverdags- mennesker fra landbomiljøet, der af én eller anden grund har svært ved at finde hvile. 

Spøgeri handler om fejl
Årsagerne til spøgeri kan være mangfoldige, for folketraditionen kan næsten altid give gode grunde til, at et genfærd er på farten. Som regel forklarer sagnene gengangerierne med henvisning til én eller anden form for uorden, et glemt løfte, en decideret misgerning, eller lignende. Der er ganske enkelt sket "noget forkert". 
"Det forkerte" kan være af uoprettelig karakter, og i så fald har spøgelset ikke mange muligheder for at få fred. Men der kan også være tale om forhold, som de efterlevende kan rette op på for at hjælpe den stakkels hvileløse sjæl med at finde ro i sin grav.

Uordentlig begravelse
En af de hyppige grunde til gengangeri er, at den døde ønsker at gøre opmærksom på en lemfældig begravelse. For bondesamfundets mennesker var en ordentlig begravelse meget væsentlig. En afdød skulle helst klædes pænt i ligtøj, lægges i en ordentlig kiste og komme i "kristenjord" d.v.s. på kirkegården, og præsten skulle naturligvis medvirke. Ellers var det vanskeligt at få fred. 

Sociale pointer
Visse beretninger rummer også sociale aspekter. Fx. i sagnet om en herremand, der har franarret en fattig kone nogle småpenge. Efter sin død hjemsøger konen herremanden med al den styrke hun ikke havde i levende live. Hun råber "Mine Penge og min Ret" og slår efter ham med en ildrager, så han må søge tilflugt i en bageovn. Tilsidst måtte præsten komme og mane hende ned, og herremanden fik så også fred for hende - men så kom det jo derefter an på, om han også fik fred for hans samvittighed, pointerede sagnfortælleren.