Bindestue. Bemærk den ældre mand i baggrunden, som har sit garnnøgle fastgjort til vesten

Hosebinding

På den jyske hede i og omkring Hammerum Herred blev hosebinding, d.v.s. strikning af strømper, en vigtig binæring for bondebefolkningen i løbet af 1600-tallet

Dårligt stillede husmænd, gamle mennesker eller enlige kvinder kunne dog have hosebinding som hovednæring.

Området var dårligt egnet til landbrug, men til gengæld velegnet til fårehold. Alle i området strikkede: mænd, kvinder og børn fra 5-6 års alderen. Der blev også strikket andre uldvarer, såsom nattrøjer, undertøj, vanter og sjaler. Varerne blev opkøbt af hosekræmmeren, der tog rundt i landet og solgte dem. De blev også eksporteret til Norge, Sverige, Holland, Tyskland og andre lande.

I de midtjyske hedeegne, hvor hosebinding var en binæring, var det skik, at folk af begge køn om aftenen samledes til fællesstrikning i stuen – kaldet bindestue. Det var dels for at spare lys, men også for hyggens skyld. Der blev fortalt sagn og eventyr eller sunget viser. Man sad rundt om bordet og garnnøglerne blev lagt i en kurv på bordet. Garnenderne blev lagt omkring en ophængt krog i loftet og strikningen begyndte.