Danmark har en lang tradition for at importere arbejdskraft og i nyere dansk retsopfattelse har princippet været fri adgang uden hensyn til nationalitet, blot man var udstyret med gyldigt pas eller anden legitimation.
 
Fremmedloven af 1875 blev udformet ud fra den forestilling, at indvandring skete for at forbedre sine økonomiske og arbejdsmæssige muligheder. Den skelnede således ikke mellem forskellige typer af migranter, og gav derved ingen garanti for beskyttelse af flygtninge.
 
Den frie adgang har til tider udgjort et paradoks i forhold til statens ret til at beskytte sit territorium imod uønskede personer, der mentes at kunne true landets økonomi eller sikkerhed. Derfor har indvandrernes tilstedeværelse altid været til debat, og alt efter hvilken økonomisk og politisk betydning de har haft for landet, er de blevet meget forskelligt modtaget.