Fotografi fra 1913. Nationalmuseet. Illustrationen hentet fra ”Fremmede i Danmark”. Polske piger på arbejde på Fyn.

De polske landarbejdere

Landbefolkningens vandring ind til byernes industrier samt emigrationen til især Amerika kom til at betyde et voksende behov for udenlandske sæsonarbejdere. Man havde tidligere kunne klare sig med folk fra Sverige, men efter der blev nok arbejde at få i Sverige, måtte roedyrkerne søge andre steder. Indvandringen af polske sæsonarbejdere til Danmark startede i 1893 og fortsatte frem til 1929.
 
Sæsonarbejdernes vilkår i Danmark var meget vilkårlige, hvilket ikke undgik pressens opmærksomhed. For at regulere dette, og undgå for dårlig omtale der ville skade hvervningen, blev der i 1901 på privat initiativ oprettet en organisation der bl.a. skulle holde opsyn med hvervnings- og kontraktforholdene. I 1908 kom så en beskyttelseslov der skulle sikre arbejderne forsvarlige levevilkår, den såkaldte Polaklov.

I tiden før 1. Verdenskrig var der ikke sket nogen form for regulering af antallet af polske arbejdere. Dette ændrede sig i 1915, hvor man på foranledning af Socialdemokratiet og Landarbejderforbundet nedsatte et udvalg, der skulle søge at erstatte den polske arbejdskraft med dansk. Helt undvære de polske arbejdere kunne landbruget ikke, men der blev foretaget adskillige tiltag. I 1920 blev der vedtaget en overenskomst for landarbejderne, hvor der bl.a. blev lagt vægt på at sæsonarbejderne rejste hjem når roerne var taget op samt at de var omfattet af samme overenskomstregler som de danske landarbejdere.
 
I 1930 satte regeringen en stopper for importen af polsk arbejdskraft. Dette skyldes ikke ny teknik, men snarere at der var arbejdskraft nok at finde i Danmark – blandt danske arbejdere samt de polakker der havde valgt at slå sig ned og stifte familie i landet.