|
|

|
|
|
Jørgen
Burchardt er erhvervs- og teknologihistoriker |
|
|
|
Kommentar
Historiens digitale stafet
Det historiske arbejde i den digitale tidsalder - en vision
Af Jørgen Burchardt
Intro - det historiske arkiv år 2100
Lyset trænger ud i vintermørket fra et par af husene i den
fjerntliggende grønlandske bygd. Der er hektisk travlhed i et
par af bygningerne nær minen, men det er der ikke noget at
sige til, for en lille gruppe mennesker er ved at genføde
hele verdens nyere historie. Som en fugl Fønix skal den gamle
historie genopstå af den gamle. Det er en kritisk situation.
Selvom man har udført arbejdet mange gange tidligere, vil et
uheld med maskinerne eller en menneskelig fejl ved
programmeringen kunne slette størstedelen af verdens digitale
data for evigt. Det er dog endnu ikke sket, og hvis der trods
alle sikkerhedsforanstaltninger skulle ske en fejl, ville de
samme data trods alt stadig ligge på et af verdens fire andre
digitale arkiver sikret dybt inde i minegange.
Situationens alvor
Der er blevet skrevet lidt en gang imellem om problemer med
bevaring af digitale data, men alvoren gik for alvor op for
mig, da jeg stod med back-up båndene fra Det Danske
Stålvalseværk. Denne en af landets største arbejdspladser
og spydspids for den danske stålindustri var gået konkurs,
og Danmarks Tekniske Museum skulle redde så meget historisk
materiale, som det var muligt. Båndene var helt nye. De mange
bånd på række i den brandsikre boks var pænt nummereret,
og de kunne sikkert læses i en tapestreamer, som det
tilhørende læseapparat nu hedder. Men hvilke programmer
skulle der til? Og hvilken type computer skulle køre dem?
Erhvervsarkivet havde fået de ældre papirer fra værket. Men
digitale data kunne de ikke tage imod. Måske hvis det havde
været et arkiv udelukkende med simple breve, kunne det have
været forsøgt. Men informationerne på båndene var gemt via
programmer, som de benyttes i erhvervslivet og som er helt
anderledes, end dem man arbejder med i Statens Arkiver og som
Erhvervsarkivet kunne have fået hjælp fra.
Oplysningerne fra de sidste årtier er således ved
uigenkaldeligt at gå tabt. Det gælder viden om det
nødvendige stål bag olieplatformene i Nordsøen,
erhvervseventyret med den danske vindmølleindustri og de
store supertankere fra Lindøværftet. Og om en af landets
største arbejdspladser.
Kort efter stod jeg med et tilsvarende problem. Middelfart
Museum skulle redde historien fra byens største virksomhed,
Walker, en fabrik for autoreservedele, som også skulle
lukkes. Her var det ikke nødvendigt at overveje at redde de
digitale informationer. Praktiske, økonomiske og
administrative problemer udelukkede det klart. Virksomheden
var en del af en international koncern. Serveren med Walkers
oplysninger lå ved Heathrow i England; dataene kom fra mange
af koncernens virksomheder, hvilket blev koordineret fra det
europæiske hovedkvarter i Bruxelles, mens beslutningerne blev
taget i Lake Forest i USA. Ud over oplysninger om den fynske
arbejdsplads, kunne virksomhedens arkiv ellers have givet et
fint indblik i den danske bilparks historie.
Efter disse oplevelser kunne jeg ikke lade være med at tænke
på de pionerer, som vi kan takke det meget historiske
materiale for på dagens arkiver. I en årrække arbejdede jeg
faktisk på Faaborg Byhistoriske Arkiv, som var landets
første egentlige lokalhistoriske arkiv startet i 1937. Her
kunne jeg hjælpe de besøgende med historisk materiale, som
stifteren, provisor Hans Brandt, under hans vagter i de sene
nattetimer på apoteket havde haft god tid til at ordne.
Arkivalierne havde han fået opsnuset rundt omkring, og han
havde utvivlsomt selv glæden ved at læse de gamle papirer.
Arbejdet er siden blevet videreført af andre frivillige
amatører, og i dag - og fremover - kan vi andre drage nytte
af det arbejde, som disse ildsjæle har udført.
De komplicerede digitale arkivalier
Over for de digitale data kan denne papirarkivernes
arbejdsmetode ikke mere benyttes. Hvor vi hidtil har kunnet
redde oplysninger på papir 50 år eller mere efter de er
blevet skabt, vil det ikke kunne ske med de digitale
oplysninger. Hvis man i fremtiden skulle finde et backup bånd
fra vores tid på loftet eller i en kælder, vil man nok ikke
samle det ind til et historisk arkiv. Man vil ikke mene, at
det kan være interessant. Man kan ikke se eller forstå, hvad
det er. Hvor de gamle protokoller umiddelbart kunne læses og
man kunne se skriverens personlige pennestrøg i de
interessante historiske beskrivelser, er datamedier anonyme
industriprodukter.
Derved risikerer den professionelle historiske verden at miste
forbindelsen til den folkelige interesse for historie. På
sigt kan fremtidens arkivarer på de digitale arkiver blive en
ny klasse af specialister, som udenforstående kan kritisere
for at være endnu en gruppe af uforståelige eksperter.
For det bliver et helt nyt arbejde at være digital arkivar,
hvilket har en teknisk forklaring.
Og teknik er kun interessant for et fåtal.
Ja. Her kommer altså alligevel en kortfattet beskrivelse af
problemerne.
Alle informationer er efterhånden blevet digitale i takt med
at den teknologiske udvikling stormer frem. Men samtidig
risikerer vi, at hele vor æra i historien ikke kan gemmes og
simpelthen forsvinder af tekniske grunde. Nye computere, nye
lagermedier og nye programmer betyder, at vi ikke kan læse
digital information, som bare er få år gamle. 5 ¼"
floppydisken brugte de fleste af os for 10 år siden. Kun de
færreste har i dag et drev, som kan læse den - og hvis vi
har, kan indholdet måske ikke læses af nogen af dagens
programmer.
Endnu værre er det, at medierne ikke har den levetid, vi har
troet. Det er kendt, at de magnetiske medier løbende
forringes. Mindre kendt er det, at den meget almindelige
CD-ROM sjældent har den levetid på de 100 år, fabrikanterne
ellers lover; bare en uges tid i vindueskarmen og
informationerne kan være væk.
Dette tab af information kan ske for alle i samfundet. I
familierne vil de digitale videoer af børnene ikke kunne
læses, når børnene bliver voksne. Hos A.P. Møller - Mærsk
Gruppen vil man til firmaets 150 års jubilæum i 2054 ikke
kunne skrive meget om tiden efter 1990.
Der er dog én løsning på problemet. Nemlig løbende at
kopiere oplysningerne fra det gamle medie til det nye, som
erstatter det. Og samtidig at hver eneste fil skal oversættes
til en ny filtype, når programmerne ændrer sig. Det er noget
de største virksomheder løbende udfører eller køber sig
til. Hos Statens institutioner er det ved at blive rutine via
Statens Arkiver, som endda er i den privilegerede situation i
en vis udstrækning at kunne diktere anvendelse af et
begrænset antal programmer.
Bemærk at denne historiens stafet skal gå videre fra
generation til generation. Slukkes ilden bare en enkelt gang,
kan den ikke tændes igen. De historiske informationer vil for
evigt være forsvundet, hvis ikke data bliver overført til
nye medier inden nedbrydningen eller den tekniske forældelse
har fundet sted.
En indsats før historiens korte nu
Og værre er med den situation, hvor redningen af data sker.
Flertallet af landets virksomheder har ikke ressourcer til at
overføre alle deres digitale informationer. De har problemer
nok med bare den mest benyttede information, når de skal
gennem den dyre og besværlige proces at overgå til en ny IT
platform, måske hver 4. eller 6. år. På samme måde dør
meget information, når virksomheder eller afdelinger
nedlægges eller fusioneres med andre.
Og endnu en af de kedelige tekniske detaljer: oplysninger
bliver ikke fastholdt, som det sker på papir. Databaser
bliver hele tiden opdateret og ændret. Selvom en database
skulle blive bevaret, vil alle forandringer indtil da ikke
blive husket.
Det betyder, at man skal tænke på bevaringen af den digitale
information faktisk inden den bliver skabt. Altså: hvor Hans
Brandt kunne arbejde med historien mange år efter den skete,
skal man fremover arbejde med historien inden den sker.
Det giver problemer, mange problemer. Praktiske, juridiske,
tekniske.
Hvad skal samles ind? Hvad vil have værdi? Disse spørgsmål
har alle indsamlere måtte stille sig. Det er bare meget
sværere at stå midt i dagens heksekedel af myldrende
begivenheder og skulle tage stilling. Det er lettere på
afstand at vælge: de informationer har vi ikke; dem skal vi
bevare; de andre har vi massevis af eller de er uden
betydning, så dem skal vi ikke belaste eftertiden med at
gemme.
Og så er der alt det praktiske med at kopiere, finde og
tilrette programmer. Lær samtidig ordet 'metadata', en
beskrivelse af data, for det bliver en forudsætning for
overhovedet at forstå fremtidens digitale oplysninger.
Samtidig findes der personlige forhold. Hvor man med
historiens afstand kan gøre nærmest hvad som helst med
informationer, hvis de er tilpas gamle, er det nærmest
umuligt med de digitale data. Således kan Silkeborg Museum
udstille den 2000 år gamle Tollundmand til almen beskuelse,
men hvis man i et digitalt arkiv har et personnummer, er det
meget følsomme informationer. Hvis der samtidig er jurister,
der kan øjne ophavsretslige indtægtskilder, bliver det
virkelig svært. I erhvervsdata findes der tillige
informationer, som man ikke ønsker modparten får at vide,
hvad enten modparten er fagforeninger, skattevæsenet,
politiet eller monopolmyndighederne.
Den aktuelle status
Det er et samfundsmæssigt problem, at så megen vigtig og
potentiel nyttig information forsvinder.
Politikerne er heldigvis klar over problemet. Således har
Folketingets Kulturudvalg i enighed bedt Kulturministeriet om
at lave en betænkning om den digitale kulturarv, hvilken blev
fremlagt sidste år med forslag til et par gode skridt.
Bevaring af TV, Internettet og indirekte Statens egne arkiver
er rimeligt på vej.
De statslige administratorer bag betænkningen havde
imidlertid helt undladt at tænke på erhvervslivets
informationer. Man ønskede blot at lave en folder for
Erhvervsarkivet om hvordan virksomheder kan aflevere deres
information på CD-ROM. Så store var visionerne.
Det minder lidt om Fremskridtspartiets forslag om
Forsvarsministeriets telefonsvarer i sin tid. Folk med bare
lidt kendskab til området ved, at erhvervslivets data er
langt mere fyldige end at det er fornuftigt at kommunikere via
CD-ROM. De er desuden ofte langt mere komplekse end de
administrative data, man ellers benytter i Staten.
I forslaget indgår ekstra midler på 100.000 kr. i 2005;
altså sølle 3 måneders arbejde for at redde informationerne
fra landets tusinder af virksomheder. Det skal ses i
sammenhæng med, at Erhvervsarkivet samtidig var pålagt store
millionbesparelser, som har betydet mange afskedigelser -
inkl. af lederen, som i øvrigt var en stor fortaler for
digital bevaring, hvorfor arkivet ikke mere har en egen leder.
Det er en sikker måde at ødelægge en institution på, som
ellers har været verdens førende for bevaring af
erhvervsinformation.
Hvis den førte politik ikke bliver ændret, vil desuden
informationerne fra kommuner og amter tillige være i
farezonen. Her var udvalgsbetænkningen ualmindelig uklar og
stillede ikke krav om sikkerhed for bevaring af de digitale
informationer. Selvom der bag forsigtigheden sikkert ligger
nogle politiske hensyn til de benhårde realiteter om hvem,
der skal betale de rimelig store udgifter, burde
administratorerne trods alt have turdet nævne det som et
problem og ikke blindt være Statens lydige embedsmænd.
Helt tavse er de omkring landets flere end 460 lokalarkiver.
Det er helt sikkert, at selv de største af arkiverne har
ingen mulighed for alene at bevare bare brøkdele af
fremtidens digitale data. Mærkeligt at de københavnske
embedsmænd ikke har forståelse for værdierne hos landets
mange fortrinsvis frivilligt drevne arkiver, men sådan har
situationen været igennem mange årtier.
Arkiver og museer i nye alliancer
Opgaven skal løses, og det skal ske hurtigt. For hvert år,
der går inden realiseringen, betyder ét års mistet
information.
For de digitale arkiver fra erhvervslivet må
Erhvervsministeriet på banen sammen med Kulturministeriet. I
fællesskab bør de sikre en langtidsbevaring via rådgivning
og løsninger, så landets virksomheder kan råde over deres
gamle data for deres løbende aktiviteter, og således at
samfundet kan overtage dem, når virksomhederne ikke mere
bruger dem. Der må nytænkes, så en 'venligsindet tvang' kan
få firmaerne selv til at ville langtidsarkivere deres ting.
Konsulentordninger parret med en pligt til aflevering til et
offentligt arkiv kunne være et af midlerne.
For alle områder skal der nytænkes, og selv med det bedste
forløb, tager det mindst 5 år inden en ny udredning har
fået gennemslag.
Der er ellers gode muligheder for at få styrket området. Et
aspekt er et samarbejde med museerne, for de må også selv
ændre deres arbejdsform, så den er mere rettet mod nutiden.
Genstande skal samles ind - eller i hvert fald dokumenteres -
samtidig med at de eksisterer, hvilket den teknologiske
udvikling sørger for sker med stadig meget kortere
tidsintervaller. Samtidig lever vi i et videnssamfund, hvor
kundskaber og kunnen spreder sig i internationale netværk,
hvorfor folk må interviewes mens de kan huske.
Derfor bliver museer og arkivers arbejde mere sammenvævet med
hinanden. En styrkelse gennem en organisatorisk samling på
landsplan mellem Kulturarvsstyrelsen og de historiske arkiver
har vi endnu til gode.
Der skal arbejdes internationalt. Det sker faktisk allerede
på visse områder i stor stil. Via e-mails og Internettet
spredes information om problemerne og deres mulige løsninger.
Det internationale samarbejde skal bare udbygges, for kun et
par enkelte lande i verden er så store, at de har ressourcer
til løbende at konvertere de digitale informationer. Husk
på, at selv i økonomiske lavkonjunkturer skal faklen føres
videre. Derfor visionens fem centre, som konverterer
oplysningerne på samlebånd.
Den digitale vision
Efter alt det ovenstående sortsyn vil jeg slutte med en god
vision: den store nytte vi kan have af den digitale
information. Samfundet kan virkelig drage nytte af de enorme
mængder af værdifuld information, der løbende er bygget op
og samtidig udnytte de digitale datas 5 fantastiske fordele:
de er lette at kopiere, flytte, søge i, lagre og billige at
opbevare.
Tænk f.eks. på meget vigtig viden om det danske samfund, der
kan skabes, hvis forskerne fremover kan søge i vor dages
information.
Lad os derfor slutte med billedet af en forsker en dag i 2100.
Hun sætter sig om morgenen i sin ynglingsstol og beder
computeren skaffe adgang til SAS database med
billetudstedelser 2000 - 2010. Med få ordrer kan hun nu på
væggen se hvorledes danskernes rejsemønster var. Hun følger
også enkelte personers rejser over årene inden en
indskydelse får hende til at se på, hvad man dengang spiste
og drak. Via Coop og Dansk Supermarkeds logistik kan hun se
hvorledes det skiftede fra sæson til sæson og år til år.
Hun søger på nogle af sine forfædres familiers forbrug, der
viser nøje hvorledes maden ændrede sig efterhånden som
hendes oldeforældre voksede op. Efter en halv time må hun
hellere gå i gang med sit egentlige arbejde om, hvorledes det
daværende Danmarks økonomi egentlig kunne gå så godt
fremad i flere årtier. Via banktransaktionerne fra Nordea og
Danske Bank får hun både et fint overbliksbillede og et
detaljeret indblik i samfundets pengestrømme. Da hun på et
tidspunkt surfer lidt tilfældigt og får set hendes
tipoldefars bogindkøb på Internettet, tænker hun på, at
det er rart, at han havde givet tilladelse til at hans
personlige oplysninger måtte være åbne.
Fortsæt selv listen over nyttig viden, der kan skabes af
landets forskere og nysgerrige personer for ikke at nævne de
mange veldokumenterede bøger, vi vil kunne glæde os over at
læse til den tid.
Hvis vi får startet stafetten.
Jørgen Burchardt er erhvervs- og teknologihistoriker.
Arbejder aktuelt med at redde historiske oplysninger og skrive
bøger om Det Danske Stålvalseværk (for Danmarks Tekniske
Museum) og Walker DK (for Middelfart Museum). Af hans seneste
bøger kan nævnes100 års jubilæumsskrifterne for NKT
Holding og Trådværket i Middelfart samt om tobaksfagets
historie.
|
|
|