Kommentar
Det er nu ikke så ringe endda!
- ny læreplan for historie i det almene gymnasium

Bernard Eric Jensen, Danmarks Pædagogiske Universitet

Der er gennem årene oparbejdet en solid tradition for, at offentligheden interesserer sig for spørgsmål vedrørende folkeskolens og gymnasiets historieundervisning. Den interesse bliver normalt særlig mærkbar, når formål og rammer for den undervisning tages op til revision. Sådan har det igen været i forbindelse med den nye læreplan for historie i det almene gymnasium. Og i dette tilfælde blev spændingen om, hvad den ville indeholde, trukket ekstra ud, idet Undervisningsministeriet valgte at udskyde offentliggørelsen af udkast til læreplaner for dansk, historie og religion i flere måneder. Det var de fag, der står mest centralt, når det drejer sig om at forvalte kulturarv og erindringsfællesskaber, der særligt skulle ses efter i sømmene, førend offentligheden måtte få lov til at få indblik heri.
Det er imidlertid ikke alene denne ministerielle forhaling, der har gjort, at en hel del mennesker har venter i spænding på at se, hvad den nye læreplan i historie ville komme til at indeholde. Der har de sidste to til tre år i pressen været betydelig fokus på, hvad der ofte kaldes ungdommens historieløshed. Især aviser som Berlingske Tidende, Jyllands-Posten og Weekend-Avisen har igen og igen taget spørgsmål om børn og unges historiske paratviden op til analyse og debat, og der er formentlig andre end mig, der har fået den tanke, at det drejede sig om noget, der kunne ligne en målrettet kampagne.
For dem, der har fulgt den løbende debat, er det blevet tydeligt, at flere fortalere for en borgerlig-national uddannelsespolitik - fx Michael Pihl, Anders Holm Thomsen og Morten Hesseldahl - har sat sig det mål at påvise, at den historiedidaktiske tænkning, der for tiden er fremherskende i folkeskolen såvel som i gymnasiet, har spillet fallit. Især den nuværende satsning på at videreudvikle børn og unges historiebevidsthed har mødt skarp kritik. Gennem deres debatindlæg har nævnte fortalere for en borgerlig-national uddannelsespolitik søgt at lægge et betydeligt pres på undervisningsministeren og hendes embedsstab ved at gøre gældende, at regeringen Fogh Rasmussen har svigtet den borgerlig-nationale kulturkamp, når det drejede sig om historieundervisningen. Det har følgelig været interessant at se, om denne borgerlig-nationale offensiv ville komme til at bære frugt, og det har først for alvor kunnet undersøges efter, at udkastet til den nye læreplan for historie i gymnasiet er offentliggjort.
Jeg betragter det som et demokratisk sundhedstegn, at der løbende er debat om den historieundervisning, der gives inden for rammerne af uddannelsessystemet. Og der er efter min opfattelse mange gode grunde til, at der netop i disse år må føres en indgående og principiel debat om, hvordan man i et demokrati skal forvalte kulturarv og bidrage til at opretholde og/eller bearbejde foreliggende erindringsfællesskaber. Derfor har jeg også hilst de borgerlig-nationale indlæg til en sådan debat velkommen. Jeg kunnet dog godt have ønsket mig, at Pihl, Thomsen og Hesseldahl havde sat sig mere ind i de foreliggende undersøgelser af dansk historieundervisning, førend de udtalte sig om tingenes nuværende tilstand. Men jeg anerkender på den anden side, at de er i deres demokratisk ret til at danne sig en opfattelse heraf på et selvvalgt grundlag.
Men nu tilbage til det måske mest interessante spørgsmål: har nævnte opinionsoffensiv fra borger-national side båret frugt? Har ministeren, embedsfolk og læreplansudvalg kommet disse kritikere afgørende i møde? Da nye retningslinier for læreplansarbejdet i historie blev offentliggjort i februar 2004, så det ud som om, at den borgerlig-nationale offensiv i hovedsagen havde slået fejl. Det hed i disse retningslinier: "Historieundervisningens opgave er at kvalificere elevernes historiske bevidsthed og identitet" - og det lagde jo ikke ligefrem op til et gennemført opgør med den historiebevidsthedsdidaktik, der har sat sit præg på de nuværende fagformål for historie såvel i gymnasiet som i folkeskolen. Og offentliggørelsen af udkast for læreplan for historie i september 2004 viser - overordnet set - helt det samme. Der er intet i det nye udkast, der stiller sig hindrende i vejen for, at der fortsat vil kunne laves en engagerende og perspektiverende historieundervisning i morgendagens gymnasium.
Der er med god grund til, at jeg skriver: "fortsat vil kunne laves". For den gennemførte evaluering af gymnasiet historieundervisning - Historie med samfundskundskabi det almene gymnasium (2001) - havde i hvert fald dokumenteret to forhold. Dels at gymnasieskolens historielærere var godt i gang med en didaktisk omprofilering af historieundervisningen således, at der også blev satset på at kvalificere de unges historiske bevidsthed og identitet og deres omgang med historie i en hverdagssammenhæng. Dels at en sådan didaktisk omprofilering faldt i særdeles god jord blandt gymnasieeleverne - ja, de gjorde ved evalueringen endog gældende, at de gerne ville have mere af netop den slags historieundervisning.
Den mest afgørende ændringer, der er sket i forbindelse med nuværende gymnasiereform, har været beslutningen om at opløse fællesfaget 'historie med samfundskundskab' og erstatte det med to nye fællesfag: 'historie' (1.-3.g) og 'samfundsfag' (1.g). Ud fra et lærings- og didaktisk perspektiv betegner den ændring - som jeg ser det - bestemt ikke noget fremskridt, og det har følgelig været interessant at se, om nævnte ændring ville få afsmittende virkninger på det nye historiefag. Ville en frakobling af samfundskunskabsdelen få den virkning, at historiefaget blev mere fortidsorienteret, end det hidtil havde været? Det havde flere af fortalerne for en borgerlig-nationale uddannelsespolitik gerne set, men sådan er det heldigvis ikke blevet. I selve fagformålet hedder det nu: faget skal stimulere elevernes "interesse for og evne til at stille spørgsmål til fortiden for at nå en forståelse af den komplekse verden, de lever i". Og når der gøres rede for de overordnede didaktiske ledetråde for historieundervisningen, hedder det helt generelt: "Alle forløb skal enten relateres til eller tage udgangspunkt i elevernes egen samtid". Det er gode og velbegrundede formuleringer, og de lægger op til, at gymnasiets historieundervisning fortsat skal fungere som et kvalificerende lærested, hvor de unge får mulighed for at blive klogere på sig selv og den verden, som de skal leve og agere i.
Har nævnte borgerlig-nationale offensiv da slet ikke sat nogen spor? Hvis man som læreplansanalytiker tager luppen frem og er meget nøjeregnende, vil der kunne findes enkelte svage borgerlig-nationale fingeraftryk på det foreliggende udkast til læreplan. Når der i fagformålet står: "Faget udvikler elevernes historiske viden, bevidsthed og identitet", kan den valgte rækkefølge næppe tolkes som et slumptræf. Når 'viden' har fået lov til at indtage førstepladsen, skal det sikkert ses som et forsøg på at komme de borgerlig-nationale krav om mere historisk paratviden i møde. Jeg gætter dog på, at den nævnte markering næppe vil komme til at gøre fra eller til i gymnasiehverdagen. Tilsvarende når det i læreplanen fx specificeres, at der i 3.g skal gennemføres et såkaldt "kronologiforløb, hvor stoffet fra det samlede 3-årige forløb placeres i en kronologisk sammenhæng med fokus på brud og kontinuitet i den historiske udvikling". Også det kan tolkes som en indrømmelse til det borgerlig-nationale krav om mere kronologisk oversigtsviden i historieundervisningen.
Jeg har det fagligt og politisk skidt med udtrykket "den historiske udvikling", der på mig virker som en (tilsigtet/utilsigtet) tilbagevenden til den fremskridtstro, der prægede historieskrivning og -undervisning i store dele af 1800- og 1900-tallet, men synes i øvrigt at det kan være en udmærket idé at lave en samlet opsamling på et 3-årigt undervisningsforløb. Jeg har dog ingen større forventninger til, at det vil få den effekt, som de borgerlig-nationale går og håber på, nemlig at de unge i det lange løb vil få oparbejdet en betydelig bedre kronologisk oversigtsviden, end den de har i dag. For så skulle vi antage, at nævnte tiltag ville afstedkomme intet mindre end en mental omvæltning blandt nutidens gymnasieungdom. Som jeg ser det, vil de sikkert fortsætte med at gøre, således som de gør i dag, nemlig at læse det foreskrevne pensum op til eksamen i håb om at få en god karakter og derefter bevare den del af deres historieundervisning i deres erindring, som de har fundet meningsfuld, interessant, perspektiverende, og i øvrigt lade resten gå i glemmebogen. Den eneste måde, som gymnasiet kan søge at ændre på, hvad der vil blive erindret, er ved løbende at sikre, at den valgte undervisning af eleverne netop vil blive oplevet som relevant og givtig, kvalificerende og perspektiverende.
Men hvad da med det nye såkaldte kernestof? Er det da ikke en helt åbenbar indrømmelse til den borgerlig-nationale uddannelsesoffensiv? Jeg vil gerne åbent vedgå, at jeg hellere havde set, at det nuværende system var blevet fastholdt - dvs. at der var et sæt kronologiske, geografiske og tematiske fordelingskrav, der skulle honoreres, når planen for undervisningen skulle forhandles med eleverne. Men når det er sagt, må det straks føjes til, at det foreliggende forsøg på at udmønte en 'kulturarvs- og historiekanon' er så bred og rummelig, at den næppe i praksis vil få nogen større effekt. En topstyret spændetrøje er der i hvert fald ikke tale om, og de gymnasielærere og -elever, der vil have lyst til at tage utraditionelle emner op, vil uden større besvær kunne vise, hvorledes deres valg ligger inden for rammerne af det angivne kernestof. Det vil ikke fordre noget større talent. Hvis de borgerlig-nationale selv betragter det foreliggende kernestof som en sejr, så vil jeg gøre gældende, at det egentlig drejer sig om en Pyrrhussejr.
Helt overordnet siges det i læreplanen, at historiefaget skal lægge "vægt på elevernes udvikling af personlig myndighed". Det betyder i min tolkning, at faget også skal lægge vægt på, at de unge får oparbejdet gode forudsætninger for, at de vil kunne tage aktiv del i det foreliggende demokrati. Det kan bl.a. ske ved, at der i historieundervisningen løbende skal reflekteres over "mennesket som historieskabt og historieskabende". Uden en klar markering af sidstnævnte sagforhold giver demokrati som styreform i øvrigt ikke megen mening. Men det vil også fordre, at eleverne opnår en betydelig grad af frimodighed og selvværd, virkelyst og forhandlingsevne, og på det punkt er det værd at erindre om, at det nuværende gymnasium her har haft sin styrke. Det fremgår af de foreliggende undersøgelser. Så også på det punkt lægger den nye læreplan op til, at der skal ske en videreudvikling af det gymnasiefag, som vi kender det i dag. I betragtning af at det overordnede mål for en til tider ganske intense borgerlig-national offensiv har været at få gennemtrumfet en klar didaktisk omprofilering af det gymnasiale historiefag, er vi en hel del andre, der med god samvittighed kan tillade sig at hilse den nye læreplan velkommen med salutten: Det er nu ikke så ringe endda!