Kan man kassere museumsgenstande?

En gang imellem bør alle institutioner stoppe op og se på sin egen virksomhed. Også museerne. Er der for mange som samler de samme typer af genstande? Er det de rigtige ting, som man har samlet? Kunne nogle af dem i virkeligheden kasseres?

Enhver nutid er tilbøjelig til at se sig selv som udviklingens toppunkt, hvorfra vi kan overskue alt. Ikke desto mindre viser det sig alt for ofte, at eftertiden  ville have gjort et og andet anderledes.

Derfor skal museerne være varsomme med at kassere de genstande og værker, som andre museumsfolk tidligere har besluttet at indlemme i samlingen og dermed bevares til  - i princippet – evig tid. Det kunne jo være, at en senere generation af museumsfolk vil bebrejde os i dag, at vi kasserede netop disse ting.

Når det er sagt, så skal det også siges, at enhver professionel institution med mellemrum må stoppe op et øjeblik, vende blikket indad og overveje, om man gør tingene på en måde, så man får mest ud af de ressourcer, der er til rådighed.

Og mens man måske nok kan diskutere kassation af kunstværker, så er der indiskutabelt behov for kassation på de kulturhistoriske museer, hvor der jo gemmes hundredvis af manglebrædter, Madam-blå kaffekander, you name it - og selvom jeg ikke er arkæolog vil jeg tro, at der også er masser af dobbeltkonfekt når det drejer sig om stenøkser og flinteflækker.

Hvis jeg skulle give et slag på tasken, og det er kun et slag på tasken, så kan man kassere måske halvdelen af samtlige museumsgenstande uden at miste noget centralt af Danmarks kulturarv. Men der kan være mange gode lokale grunde til at man ikke skal gøre det.

I den forbindelse kunne jeg også tænke mig at man graduerer bevaringsværdien, sådan som jeg ved man også har planer om flere steder, så man definerer nogle ting som umistelige, mens andre måske er interessante, og andre igen må antages at miste interessen efter nogle år.

Tingene, genstandene, er jo museernes rigdom, men de er samtidig en klods om benet, fordi det er omkostningstungt at bevare – det koster tid til registrering, det koster magasinplads og det koster konservering. De store samlinger binder en meget stor del af museernes ressourcer, måske så mange at det kan være svært for museerne at se fremad. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at 1900tallets Danmark er meget stedmoderligt behandlet på de danske museer; først og fremmest fordi det kniber med ressourcerne.

Når man så skrider til kassation er det vigtigt, at det sker på et museumsetisk forsvarligt grundlag. For eksempel mener jeg man skal undgå, at enkelte museer kan tjene penge ved at sælge ud af samlingen. Det vil støde an mod det tillidsforhold, der i sin tid var mellem museum og giver. Og man skal prøve at indarbejde nogle dobbeltchecks, så man så vidt muligt undgår, at senere generationer vil bebrejde nutiden, at vi handlede kortsigtet.

Et punkt, hvor det er mere uproblematisk at gøre noget alvorligt ved sagen, er ved museernes indsamling. I Den Gamle By har vi i en årrække sagt nej tak til 95% af de ting, vi får tilbudt, enten fordi museet i forvejen er velforsynet, eller fordi det tilbudte ikke passer ind i museets profil. Vi er lykkelige for at få tilbudt tingene, og bestræber os altid på at forklare folk, hvorfor vi ikke kan sige ja tak.

I de kommende år vil Den Gamle By iværksætte en storstilet indsamling af boliger, butikker, værksteder og andet, der om nogle år skal give danskerne et billede af, hvordan det var at leve i 1900tallets by. Vi er i øjeblikket på det forberedende stadium, og her er det vigtigt, at vi undersøger, hvad der var typisk i bestemte epoker af 1900tallet og så gå efter det og kun det, så vi slipper for de mange genstande på magasin, som er så lammende for museernes handlekraft. Og handlekraften er vigtig, hvis vil skal sikre, at vore børn og børnebørn kan opleve museer med et bredt udsnit af vor egen tids historie. De gør det i udstrakt grad i udlandet, men i Danmark frygter jeg, at 1900tallets historie smuldrer mellem fingrene på os.

Set i et overordnet dansk museumsperspektiv synes jeg, vi i museumsverden skal vende blikket indad. Har vi en tilstrækkelig koordination på området, eller er der for mange, der samler på de samme ting? Kan man få mere for de offentlige penge ved at gribe tingene an på en anden måde?  Hvis vi ikke gør noget, så drukner vi i ting, vi har i hundredvis, og så får vi ikke gjort nok ved alt det andet.