[sitemap]

< Kommentarer  
  

Poul Porskær Poulsen er formand for DHF.

Kommentar
Om den store
rapport vdr. kulturarvens tilstand

Af Poul Porskær Poulsen, arkivar
Formand for Dansk Historisk Fællesråd

I 2001 nedsatte Kulturministeren to udvalg til at komme med en udredning om den danske kulturarv. Dels den fysiske, dels den elektroniske kulturarv.

”Kulturarven er de spor og vidnesbyrd om naturens udvikling og om menneskelig aktivitet og tænkning, som de manifesterer sig i f.eks. skrift- og billedkultur, i kunstneriske udtryk, i redskaber og i bygninger”. Således lyder definitionen på den kulturarv, som udvalgene er sat til at kigge nærmere på og komme med anbefalinger til sikringen af.

Mht. den fysiske kulturarv drejer det sig først og fremmest om centrale statslige institutioner: Statens Arkiver, Det Kongelige Bibliotek, Statsbiblioteket, Nationalmuseet, Statens Museum for Kunst, Naturhistorisk Museum og Det Danske Filmmuseum.

Udvalget har nu barslet med en diger rapport, hvor en væsentlig pointe om den fysiske kulturarv er, at den i høj grad lider under utilstrækkelige magasineringsforhold, hvilket er en klar trussel mod vigtige dele af kulturarven. Nogle af udvalgets anbefalinger skal kort nævnes, idet der gøres opmærksom på, at der her specielt er bidt mærke i arkivers og museers forhold (og at den elektroniske kulturarv i denne omgang udelades). De mere udfoldede analyser og anbefalinger må man selv læse i rapporten.

Udvalget anbefaler, at der arbejdes på fælles registrering og præsentation af data for Statens Arkiver, Kulturarvstyrelsen og Biblioteksstyrelsen. Det samme tema blev efterlyst på det ABM-møde, der blev afholdt i Århus i efteråret 2002, og hvor der nu er nedsat en arbejdsgruppe.

Det anbefales også, at der sker større koordinering og udarbejdes retningslinjer vedr. indsamling og kassation inden for Kulturarvstyrelsens områder – og specielt ønskes indsamling af det 20. århundredes genstande.

Mht. magasiner anbefales bygning af nye magasiner til Rigsarkivet og Landsarkivet for Sjælland samt udbygning af magasinerne i andre af Statens Arkiver. Desværre understreger udvalget ikke det uheldige i at sprede Rigsarkivet og dets magasiner ud på flere adresser, hvilket gør livet surt for forskere, ikke mindst da for dem, der kommer rejsende til og som i meget god tid skal have bestilt materiale til læsesal. Der er ingen tvivl om, at den historiske verden meget gerne så en samling af Rigsarkivet, så den afstand, der var mellem læsesal og magasin, var gå- eller elevatorafstand.

Forebyggelse af nedbrydning ved slid gennem sikkerhedsfilmning, digitalisering o.lign. samt konservering af nedbrydningstruede genstande hører naturligvis også til udvalgets anbefalinger.

Skønt der flere gange gøres opmærksom på, at man bør klare så mange af problemerne som muligt inden for den eksisterende økonomi, så må udvalget da også på side 89 bryde sammen og slå fast, at udgifterne til at bevare kulturarven vil blive ved at stige, dels fordi kulturarven ikke er en engang given størrelse, men hele tiden forøges, dels fordi nedbrydning af bevaringsværdige genstande uvægerligt vil fortsætte. Udvalget anbefaler en indsats, der kræver anlægsudgifter, især i forbindelse med magasinopførelse, og øgede driftsudgifter til sikring af bevaring af genstande (og, kunne man tilføje, arkivalier) gennem konservering og substitution (mikrofilmning, kopiering osv.) De seneste nedskæringer har været med til at forværre forholdene væsentligt på konserveringsområdet. De statslige arkivers konserveringscenter er f.eks. lukket, og konservering vil herefter være en ydelse, der skal indkøbes udefra. Det er formodentlig ikke en billigere løsning, og resulterer muligivis i, at den konservering, der burde udføres, i mange tilfælde bliver udskudt eller aflyst.

Det er godt, at der nu er kommet denne grundige rapport, der sætter fokus på det store bevaringsområde. Den har også en pædagogisk funktion, idet den giver kulturpolitikerne en vigtig information og viden, som man ikke altid er helt sikker på, at de har. Og skønt man sine steder kunne tænke sig, at udvalget havde været mere sprælsk og visionær, så er der jo nok en god gang politik i netop at holde anbefalingerne på et realistisk niveau. Et niveau, hvor det, skønt det koster øgede udgifter, formodentlig vil være muligt for politikerne at arbejde videre.

Det skal bemærkes, at Folketinget og Kulturministeriet fortsat ignorerer et meget stort kulturarvsområde, nemlig lokalarkiverne, hvilket gør det så meget mere indlysende, at netop det område bør inkluderes i arkivloven. Det er grotesk at tale om en samlet oversigt over den danske kulturarv, når de kilometervis af arkivalier, millioner af billeder, tusindvis af film osv. af privat proveniens ikke tænkes med. Den danske kulturarv er ikke blot en central størrelse, der varetages af de store statsinstitutioner, men det sker i meget høj grad også i de omkring 450 lokalarkiver, der hver dag udfører et professionelt og engageret stykke arbejde for at gøre den lokale kulturarv tilgængelig for forskere over hele landet. Et af midlerne hertil er registreringssystemet ARKIBAS, der inden længe er klar i en netbaseret udgave, og som giver forskere over hele landet mulighed for at søge systematisk på alle de lokalarkiver, som har systemet. En del af lokalarkiverne er også stadsarkiver, gemmer altså offentlig materiale fra kommunerne, og med den nye arkivlov vil disse arkivers antal formodentlig forøges. Det havde været relevant at forholde sig til disse arkivers situation, også selvom de er kommunalt finansierede.

Det er ærgerligt, at rapporten nu skal arbejde videre på et nedskåret område. Siden udvalget blev nedsat har der været foretaget voldsomme nedskæringer i alle de statsinstitutioner, der her er nævnt. Dermed går en masse viden og sikkert også nogle funktioner tabt, og det skal man så – hvis nogle af udvalgets anbefalinger følges – til at bygge op igen. Der er klart, at man ikke skal undlade at ”røre rundt i gryden” en gang imellem – ikke alt er nødvendigvis, som det skal være, og for det meste kan det gøres bedre. Samtidig bliver det dog uforståeligt at nedskære efter grønthøstermetoden – et udvalgsarbejde kunne måske have peget på nogle områder, der kunne spares på, rationaliseres, nedprioriteres, ligeså vel som det kunne pege på områder, der trænger til kærlig omsorg, opprioritering og øget fokus. Det er trods alt vores historie, det drejer sig om – og den er den almindelige borger faktisk ret interesseret i. Danskerne går gerne på museum – lokalt såvel som nationalt – de ser også gerne på kunst, låner en hulens bunke bøger og befolker arkivernes læsesale med alskens gøremål. Man skal derfor også passe på ikke i en jagt på slagord, den mindste fællesnævner og almindelig populisme at kaste en masse bort, som faktisk burde bevares. Som nu vores kulturarv – og det er jo alt det der, de snakker om i denne rapport. Så man må håbe, at politikerne faktisk læser den!