Tro og ritualer
Mange af de flotteste fund fra
bronzealderen er ting, der har haft med religionen eller
ritualerne at gøre. Det kendteste eksempel er solvognen
Solvognen er udført af bronze og guld, og
forestiller en hest der trækker solen. Mange andre fund viser,
at solen havde en vigtig plads i bronzealderens religion.
Man ved ikke om bronzealderfolket opfattede
solen og andre kræfter som guder, eller om det mere var rene
naturkræfter. Men i alle tilfælde havde man en mytologi med en
lang række væsner som fik verden til at fungere. Solen blev
ikke kun hjulpet af hesten, men også at fisk, fugle og
slanger. Solen kunne også færdes på et skib. Alt dette hang
sammen i en myte om, hvordan solen rejste gennem døgnet og
gennem året. Om vinteren længtes man efter at solen igen
skulle få magt, og man udførte sikkert ritualer der skulle
hjælpe den på vej.
Der fandtes en mytisk skikkelse som bar en
hornet hjelm og en stor økse i hånden. Man kender denne
skikkelse fra flere afbildninger, og man har også fundet
hjelmene og økserne i virkeligheden. De virkelige genstande er
udført i tyndt, skrøbeligt bronze, så de har ikke kunnet
bruges i krig. Der kan være tale om høvdingesymboler eller
ting der har været brugt når man udførte ritualer.
Men også andre kræfter i bronzealderens
verden krævede ritualer. I moser og søer ofrede man den
dyrebare bronze. Måske boede der en guddom eller en kraft i
vandet eller underverdenen.
Man troede også på magi i hverdagen. Nogle
mennesker bar amuletter eller tryllegenstande. På bagsiden af
smykker kan der være skjulte tegn, som sikkert skulle afværge
ondt.
|