Historiske personer i "Slægten"

Adela, dansk dronning (ca. 1066-1115, regerede 1080-86)
Adela, der også kaldtes Edel, var datter af hertug Robert Friseren, som herskede over Flandern. Hun blev gift med den danske kongesøn Knud og fødte ham tre børn. Efter sin mands dramatiske død tog hun hjem til sin familie i Flandern og giftede sig efterføl-gende med hertug Robert af Apulien.

Benedikt, dansk kongesøn (død 1086)
Benedikt var en af Svend Estridsens mange sønner, men han havde trods sin kongelige byrd ingen ambitioner om selv at overtage regeringsmagten. Han var derimod hirdmand i sin bror kong Knuds hird og døde som ham en dramatisk død.

Harald Hén, dansk konge (ca. 1040-80, regerede 1074-80)
Harald Hén var søn af Svend Estridsen. Efter farens død lykkedes det ham i kapløbet med sine brødre at blive valgt til Danmarks konge på tinget i Isøre. Han forsøgte at oprette et dansk ærkebispedømme uafhængigt af ærkebispesædet i Hamborg-Bremen og er blevet skildret som en god og retfærdig konge.

Knud den Hellige, dansk konge (ca. 1040-86, regerede 1080-86)
Knud var søn af Svend Estridsen og blev forbigået, da hans fader døde, men da hans bror Harald Hén døde i 1080, var det Knuds tur til at overtage regeringsmagten. Knud var gift med Adela, datter af hertug Robert Friseren. Ægteskabet var en del af en alliance rettet mod Vilhelm Erobreren af England. Tilbageerobringen af de tidligere danske besiddelser i England var hovedmålet for kong Knud igennem hele hans regeringstid, og han arrangerede flere ledingstogter for at opnå målet.

Robert, flamsk hertug (ca. 1035-93, regerede 1071-93)
Robert Friseren var hersker over Flandern og ønskede at støde Vilhelm Erobreren fra den engelske trone. Han sørgede derfor for at få sin datter, Adela, gift med en dansk kongesøn for at skabe en alliance med den danske kongemagt, der ligesom hertugen havde magtambitioner i England. Robert Friseren planlagde sammen med sin svigersøn, kong Knud, en invasion og tilbageerobring af England i 1085.

Svend Estridsen, dansk konge (ca. 1020-74, regerede 1047-74)
Svend Estridsen fuldførte indførelsen af kristendommen i Danmark, som hans oldefar, Harald Blåtand, havde påbegyndt og ønskede at se Danmark som fuldgyldigt medlem af den romersk-katolske kirke. Han nærede også et brændende håb om en tilbageerobring af Danelagen i England. Krønikeskriveren Adam af Bremen beskrev Svend Estridsen som en god om end drikfældig og kvindeglad kristen.

Vilhelm Erobreren, engelsk konge (ca. 1027-87, regerede 1066-87)
Vilhelm var søn af hertug Robert I af Normandiet og dennes elskerinde og fik derfor tilnavnet Bastarden. Vilhelm blev hertug af Normandiet allerede i 1035 og erobrede i 1066 England efter sejren i slaget ved Hastings og vandt hurtigt navnet Erobreren. Vil-helm og hans normanniske støtter udrensede den angelsaksiske adel og slog hårdt ned på alle oprør. Dermed blev også den danske og norske indflydelse i England reduceret.

Absalon, dansk ærkebiskop og hærfører (ca. 1128-1201)
Absalon var biskop af Roskilde i perioden 1159-92 og ærkebiskop af Lund fra 1177. Han stammede fra den mægtige Hvide-slægt i Fjenneslev og havde uddannet sig ved universitetet i Paris. Han var en af de ledende hærførere i de danske korstoge mod de hedenske vendere, ligesom han slog hårdt ned på oprørske bønder i Skåne. Han nåede desuden at grundlægge København i løbet af sin strålende karriere og var ved sin død en af Danmarks mægtigste mænd.

Frederik Barbarossa, tysk-romersk kejser (1122-90, regerede 1155-1190)
Frederik var søn af hertug Frederik II af Schwaben og dennes hustru, Judith, og lød til-navnet Barbarossa, der betyder Rødskæg på italiensk. Han mæglede i den danske magt-kamp mellem kongsemnerne Svend, Knud og Valdemar i tiden 1146-1157, ligesom han var aktiv i samtidens korstogsbevægelse. Den hellige krig til trods var hans forhold til pavestolen dårligt, fordi han mente, at den verdslige magt stod over den romersk-katolske kirke. Barbarossa kæmpede flere kampe med de italienske bystater for at holde sammen på sit mægtige rige.

Valdemar den Store, dansk konge (1131-82, regerede 1157-82)
Valdemar var søn af Knud Lavard, som blev helgenkåret i 1169, en begivenhed, der styrkede Valdemars kongemagt. Han kæmpede mod venderne sammen med ærkebiskop Absalon, som var hans fosterbror. Valdemar havde problemer med at samle de jyske stormænd til sine vendertogter, men alligevel lykkedes det ham at styrke rigsenheden i sin regeringstid, ligesom han forstærkede Dannevirke, den danske forsvarsmur mod syd.

Stig Andersen, dansk marsk (død 1293)
Stig Andersen Hvide var kongens marsk (hærfører) og medlem af den magtfulde Hvide-slægt fra Fjenneslev ved Ringsted. Stig Andersen blev dømt fredløs for mordet på Erik Klipping i Finderup Lade (nær Viborg) i november 1286. Eftertiden har ikke været i stand til at afgøre, om dommen var korrekt. Efter at været bleve erklæret fredløs slog Marsk Stig, som han også kaldtes, sig ned på øen Hjelm, hvorfra han bedrev sørøveri og falskmøntneri.

Knud VI, dansk konge (1163-1202, regerede 1182-1202)
Knud, der var søn af Valdemar den Store og dronning Sophie, blev hyldet som med-konge allerede som toårig i 1165 og kronedes i 1170. Dermed var han den første konge i Danmarkshistorien, der reelt arvede regeringsmagten fra sin far. Knud blev støttet af den magtfulde ærkebiskop Absalon og afviste med hans hjælp kejser Frederik Barbarossas lensherrekrav på Danmark, ligesom han søgte at begrænse den vilkårlige vold i Danmark gennem lovgivning mod blodhævn.

Saxo Grammaticus, dansk historieskriver (1160-1208)
Saxos far var medlem af kongens hird og derved en del af 1100-tallets krigeradel. Saxo selv var kirkens mand og forfatter bag danmarkskrøniken Gesta Danorum (Danernes bedrifter), som han skrev på samtidens internationale sprog - latin. Saxo, der sandsynligvis har været uddannet på universitetet i Paris, er en af hovedkilderne til Danmarks middelalderhistorie.

Philip August, fransk konge (1165-1223, regerede 1180-1223)
Philip, der var søn af Ludvig VII, styrkede i løbet af sin regeringstid den franske kongemagt og deltog bl.a. i det Tredje Korstog til det Hellige Land i 1189-92, som han dog forlod efter uenigheder med den engelske konge, Richard Løvehjerte. Philip August blev gift med den danske kong Valdemar den Stores datter, Ingeborg. Deres ægteskab endte på dramatisk vis, da Philip August allerede efter bryllupsnatten vendte sin nye hustru ryggen og satte hende i husarrest.