Menu
Forrige artikel

Emil Holm - Historiens Aktører nr. 41

Kategori: Artikler
Visninger: 248

 

DRs første leder var kammersanger Emil Holm. For nutidens radiolyttere og tv-seere virker det ejendommeligt, at en kammersanger blev den første direktør for radioen. Alene ordet kammersanger virker fremmed – fra en anden tid. Hvem var denne kammersanger?

Emil Holm blev født i 1867 i København og voksede op i et højborgerligt hjem. Hans far var skibsreder og grosserer H.P.I. Holm, og sønnen var nærmest prædestineret til at følge i farens og familiens fodspor som handelsmand. Han begyndte sin handelsuddannelse som lagerforvalter i et islandsk handelsfirma i København. Det gik skidt med skibsreder Holms forretninger på grund af flere forlis, og meget mod familiens vilje forlod Emil handelsvejen og blev elev på Hornemanns Musikkonservatorium, hvor hans gode basstemme fik ham til at gå sangervejen. Den høje, aristokratisk udseende unge mand kom videre til Det Kgl. Teaters elevskole og debuterede her i 1892 som landgreven i Wagners opera Tannhäuser.

Men Emil Holm fandt sig ikke tilrette på Det Kgl. Teater. Han var lidt af en ener og perfektionist, og han valgte i 1893 at rejse til Tyskland, hvor han fik ansættelse forskellige steder, bl.a. ved operaen i Bayreuth. Efter en kort succesfuld gæsteoptræden i København med "Faust”, fortsatte han sin karriere i Tyskland og blev i en længere årrække ansat som kammersanger ved den würtembergske hofopera i Stuttgart. Herfra stammer altså titlen. Han blev gift med en tysk kollega Katarina Rösing i 1904. Før udbruddet af første verdenskrig forlod ægteparret Tyskland. De var imod krig og anede, hvor det bar hen.

I Danmark tog Emil Holm på ny fat og røbede andre talenter i sin karakter end det kunstneriske. Han lavede organisationsarbejde, stiftede Solistforbundet og virkede en årrække som formand for forbundet. Desuden tilrettelagde han koncerter og var en forkæmper for at bringe kunsten ud til befolkningen. Det viste han i årene under første verdenskrig, hvor han arrangerede nogle enestående koncerter for arbejderbefolkningen i Københavns og Frederiksbergs kommune. I årene efter verdenskrigen fortsatte han med at bringe den klassiske musik ud til folket, og berømt var hans friluftskoncerter i byen, bl.a. på Halmtorvet, hvor han for et stort publikum fra ladet af en lastvogn fortalte om opera og selv sang akkompagneret af et klaver på lastvognen.

Hans ihærdige arbejde for at bringe kunsten ud til befolkningen undgik ikke at blive bemærket i det store nye politiske partis ledelse. Socialdemokraterne havde respekt for Holm. Også Venstre fandt manden udmærket, og da man i 1925 skulle finde en driftsleder af den nyoprettede Statsradiofoni, blev det Emil Holm, som løb af med sejren for næsen af 23 andre ansøgere. Det må siges at det var et godt valg, for Holm var manden, som kendte branchen indefra og kunne organisere og skabe respekt. Det var der brug for. Da han i 1925 meddelte, at man ville begynde at sende koncerter i Statsradiofonien, protesterede musikerne og arrangører. "Kammersangerens musikradio vil lægge koncertsalene øde og føre til massearbejdsløshed blandt musikerne", hed det. Det blev så langtfra tilfældet.

 Portrætmaleri af Emil Holm, wikipedia.

Teknisk og kunstnerisk gik Holm og hans medarbejdere efter det bedste af det bedste. Det var kvalitet, det drejede sig om og man gik nye veje, introducerede bl.a. radiohørespil, som blev uhyre populære. Hørespillene lagde gader og veje øde, når de var på programmet. Andre tiltag var nyhedsformidling med pressens radioavis, vejrmeldinger, søndagsgudstjeneste, børs- og fiskerinoteringer, drengekoret og meget andet, som efterhånden blev en del af befolkningens hverdag.

Emil Holm til højre med tre medarbejdere ved Statsradiofonien, som først havde til huse i Statstelegrafens bygning i Købmagergade, senere i Axelborg, foto dr.

1920-ernes krystalapparat blev snart erstattet af en radio med højttaler, som efterhånden stod i de fleste hjem i Danmark. En radiohjælpefond blev oprettet i 1929, så folk, som ikke havde råd til et radioapparat, kunne låne et. I 1939 havde 80 % af alle husstande et radioapparat. Der kom fart over feltet og godt humør i stuen med dansemusik, når Liva Weels revyviser genlød, eller når Osvald Helmuths ølhund glammede. Også jazz blev transmitteret og Carl Nielsen, Danmarks store komponist, fik sin nye musik i æteren. Holm tog også initiativ til et radioorkester, som siden blev til radioens symfoniorkester med de populære torsdagskoncerter fra 1933. Hertil kom et koncertkor. Statsradiofonien var en stor succes både med hensyn til lyttere og økonomi. Radioen rykkede ind i Det Kgl. Teaters nye scene, den såkaldte Stærekasse, hvor den blev, indtil den fik sit eget rummelige hus på Rosenørns Allé.

Emil Holm blev som følge af sin aristokratiske og kompromisløse facon karikeret og kritiseret i pressen. Allerede året efter Holms ansættelse lød kravet: "Den store Bastian må væk!". Kritikken kom fra folk, som var interesseret i radio drevet af private. Kritik kom også fra radiolyttere, som ønskede mindre klassisk musik og meget mere underholdningsmusik. "Kan vi ikke blive fri for de mange opus-er", lød det. Men Holm lagde den slags klager ned i skuffen. Han var meget bevidst om, at folk ikke kun skulle have, hvad de kunne lide. Det udsendte skulle være kvalitet og have en opdragende virkning. I dag kan man savne hans indstilling. Det handler nu mest om lytter- og seertal, og kvalitet kommer i anden række. Befolkningens åndelige føde er imidlertid lige så vigtig som indtagelsen af fødevarer, og fejlernæring har som bekendt alvorlige konsekvenser for folkesundheden. 

Holm fortsatte på den krævende post og fik den nødvendige politiske opbakning. Han var efterhånden en gammel mand, og i 1937, da han fyldte 70 år, trak han sig tilbage fra posten for at nyde sit otium i sin lejlighed i Peder Skramsgade tæt ved Det Kgl. Teater. Han skrev sine erindringer, der udkom i to bind i 1939. Han døde i 1950 og blev begravet i fællesgraven på Bispebjerg Kirkegård. Ikke noget med et stort monument for denne ekstraordinære personlighed. Døden gør alle lige.

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien ”Historiens Aktører” her

[Historie-online.dk, den 13. oktober 2021]

 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Jakob Christian Ellehammer - Historiens Aktører nr. 36
Knud Andersen - Historiens Aktører nr. 23
Thit Jensen - Historiens Aktører nr. 35