Menu
Forrige artikel

Henri Dunant - Historiens Aktører nr. 4

Kategori: Artikler
Visninger: 597

 

Nattens stilhed blev brudt af jammer og klageråb fra de lidende. Menneskekroppe og hestekroppe dækkede slagmarken, kroppe lå spredt overalt på veje, ved grøfter, i hulninger, i buskadser og på marker. Solferinos omgivelser var bogstavelig talt overstrøet med døde. Markerne var ødelagt, hvede og majs lå fladt på jorden, hegn var nedbrudt, frugthaver ødelagt, her og der lå pøle af blod…  De stakkels sårede mænd, som blev samlet op hele dagen efter slaget var blege og udmattede. Nogle som var blevet svært såret havde et måbende udtryk, som om de ikke forstod, hvad der blev sagt til dem, de stirrede på en med forgræmmet ansigt, men deres afkræftelse forhindrede dem ikke i at føle smerterne. Andre var frygtsomme og ramt af spastiske rystelser. Nogle, som havde gabende sår, der allerede begyndte at vise tegn på infektion, var næsten vanvittige af smerter. De bad om at blive udfriet af deres elendighed, og krympede sig med forvredne ansigter i deres dødskamp.

Der var stakler som ikke alene var blevet ramt af geværkugler eller af granatsplinter, men hvis arme og ben også var brækket af kanonhjul, som var kørt over dem… Enhver som bevægede sig på skuepladsen for den foregående dags kampe kunne for hvert skridt i dette kaos se fortvivlelse og elendighed… Plyndring fandt sted om natten og de døde såvel som de sårede blev udplyndret blandt andet af bønder, som var særlig begærlige efter at stjæle støvler og rev dem skånselsløst af de dødes fødder…

Det tog tre dage og tre nætter at begrave de døde, men på sådant et stort område lå mange dræbte skjult i grøfter og hegn og blev først fundet meget senere. De og de døde heste gav en skrækkelig stank. ..

 Slaget ved Solferino 1859, gengivet i et samtidig tryk i engelsk avis. wikimedia commons.

Sådan skrev Henri Dunant, som ankommet til Castiglione della Pieve ved et tilfælde blev tilskuer til kampen mellem den østrigske armé og den fransk-sardinske armé d. 24. juni 1859 ved byen Solferino lidt syd for Gardasøen. Over 200.000 soldater gik med geværer, bajonetter, sabler og granater løs på hinanden. Efter kamphandlingerne lå 23.000 soldater sårede og 5.000 døde på valpladsen. Hertil kom over 10.000 tilfangetagne eller savnede. Sine rystende oplevelser gengav Dunant i bogen: ”Memoires de Solferino”. Da byen blev fyldt med dødende og sårede, som de få militær læger ikke kunne overkomme at hjælpe, trådte forretningsmanden Henri Dunant til for at hjælpe. Af temperament, og opvokset med en indpodet pligt til at hjælpe folk i nød, kunne han ikke gøre andet. Hans oplevelse ved Solferino forandrede hans liv. Fra det tidspunkt blev hans forretningsaktiviteter og andre interesser underordnet den idé at finde en vej, hvorved sådanne lidelser for fremtiden kunne undgås eller i det mindste mildnes. Det blev en vej fyldt med håb og skuffelser.

 Fotografisk portræt af Henri Dunant, 1855. wikiwand.

Jean Henri Dunant blev født i 1828 i Geneve og voksede op i en velhavende calvinsk familie. Han var som ung med i en kristelig ungdomsgruppe og blev involveret i skabelsen af YMCA – Young Mens Christian Association – på dansk KFUM. Han blev udlært inden for finanssektoren og arbejdede en tid i en bank, men fik lyst til at være selvstændig og grundlage et handelsfirma, som bl.a. udviklede et landbrugsprojekt i det nordafrikanske Algier, der var blevet en fransk koloni. I forbindelse med forretningerne i Nordafrika rejste han til Norditalien for at få foretræde for kejser Napoleon 3, og blev på den måde vidne til slaget ved Solferino.

Hans bog vakte stor opmærksomhed i hele Europa, og bogen rummede forslag til, hvordan man kunne oprette et neutralt korps af læger og sygehjælpere, som kunne indsættes på slagmarken. Han indtrådte i 1863 i et selskab i Geneve, som nedsatte en komité, hvis mål var at arbejde for Dunants forslag, at skabe en internationalt anerkendt organisation, som kunne hjælpe soldater såret i krig. Dette blev starten til Røde Kors.

Dunant gik løs på opgaven med stor energi og rejste rundt i Europa og forklarede sine idéer i regeringer og hvervede tilhængere. I 1864 var det kommet så vidt, at der kunne indkaldes til en konference i Geneve på vegne af det schweiziske parlament. Tolv landes repræsentanter underskrev en konvention om, hvordan man skulle hjælpe sårede soldater, den første Genevekonvention. For at ære Schweiz valgtes et symbol, som farvemæssigt var det omvendte af det schweiziske flag: Rødt kors på hvid baggrund. Symbolet blev første gang brugt som armbind i krigen i Danmark 1864.

Dunant var sekretær for den schweiziske komité, som skulle varetage konventionens gennemførelse og organisere praktiske hjælpeforanstaltninger.

Imidlertid havde Henri Dunant forsømt sit arbejde som forretningsmand, og i 1867 skete katastrofen. Det firma, han havde grundlagt, gik fallit og mange i Geneve, deriblandt hans familie og venner tabte penge. Fra at være en højt respekteret medborger gik han til at være "persona non grata" i den calvinske by, hvor penge og formue spillede en betydelig rolle for den offentlige anseelse. Samtidig havde han fået en fjende i bestyrelsen, en jurist, som bevidst søgte at fjerne ham fra bestyrelsen og selv overtage sekretærposten. Det lykkedes, og Dunant måtte æreløs og fattig som en kirkerotte forlade sin poster og sin fødeby i 1868. Han kom aldrig tilbage.

Han hutlede sig igennem tilværelsen, men var stadig aktiv for sine ideer om humanitær hjælp til krigens ofre og fik i 1869 udgivet bogen "Les prisonieres de la guerre", hvori han advokerede for en kodeks for behandling af krigsfanger. Napoleon 3. tilbød at dække halvdelen af Dunants gæld, hvis man i Geneve ville dække den anden halvdel, men byens ledere var ikke interesseret i forslaget. Dunant var dømt ude.

Gæld og manglende indtægter plagede ham. En årrække boede han i Paris, senere rundt omkring i Europa. Han var stødt ud i mørket, alene og glemt. I 1887 ankom han til den lille schweiziske bjergby Heiden, hvor han slog sig til ro. Den fattige, og nu syge gamle mand blev i 1892 indlogeret i hospitalet i byen drevet af lægen Hermann Altherr og fik værelse nr. 12. Han var i perioder deprimeret og følte sig ikke uden grund forfulgt af kreditorer og hans personlige fjende i Geneve.

I Heiden blev han "opdaget" af bl.a. skolelærerparret Sonderegger, som kontaktede Røde Kors, og andre humanitære institutioner og gjorde opmærksom på Henri Dunants eksistens. Journalister skrev om ham. Efterhånden vågnede folk op i de humanitære organisationer og i fredsbevægelsen. Hædrende omtale i avisartikler blev ham til del, og velgørere dukkede op, f.eks. sørgede den russiske zarenke Maria Feodorovna for, at der tilflød ham penge. Dunant korresponderede med Bertha von Suttner, den østrigske baronesse og forfatterinde, som arbejdede for kvinders rettigheder og skrev artikler, som støttede kvindesagen. I 1897 var han medstifter af Grønne Kors, kvindernes Røde Kors.

I 1901 kom den store anerkendelse og belønning. Alfred Nobel havde indstiftet en fredspris, og som den første fik Dunant sammen med fredsbevægelsens grundlægger, franskmanden Frederic Passy tildelt fredsprisen. Invitationer og anerkendelse strømmede til ham, men den nu 73-årige blev i værelse nr. 12 i hospitalet i Heiden. Han fortsatte sit stilfærdige liv og brugte ikke af de penge, som han fik ved Nobel-prisen. Ved sin død i 1910 havde han testamenteret sine penge til nogle af de hjælpsomme lokale, samt en fond, som skulle se til, at der altid i hospitalet i Heiden stod et rum klar til at modtage en fattig mand eller kvinde fra regionen. 

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien "Historiens Aktører" her

[Historie-online.dk, den 1. december 2020]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Karl Baedeker - Historiens Aktører nr. 8
Marie Goegg - Historiens Aktører nr. 2
Bertha von Suttner - Historiens Aktører nr. 9