Menu
Forrige artikel

Marie Goegg - Historiens Aktører nr. 2

Kategori: Artikler
Visninger: 314

 

Kampen for ligestilling mellem kvinder og mænd er stadig aktuel. Ikke mindst set i et verdensperspektiv er der meget at indhente. Kvinders status har i historiens løb været meget forskellig alt efter forholdene i samfundet. Vikingetidens frie kvinder, mange var jo slaver, havde nøglerne til forrådskamre og huse. Ansvaret for hus og arne var betroet dem. Et eksempel på et lignende forhold er kvinderne på Læsø i 1800-tallet. Da landbruget på grund af sandflugt var gået stærkt tilbage, fik øboernes søfart øget betydning. Øens mandlige befolkning gik til søs og tilbage på øen blev kvinderne, som måtte klare husholdning, landbrug, børn og økonomi. På samme måde var kvindernes rolle i andre søfartssamfund som på Fanø og i Marstal. Kvinders og mænds roller måtte tilpasses de livsvilkår stedet bød.

Men overordnede sociale normer samt religiøse påbud lå og ligger imidlertid bag meget af den ulighed, som praktiseres. Det er her, kvindekampen begynder. Det gælder om at få ændret den i mange kvinders og mænds øjne urimelige forskelsbehandling. Og hvornår var det at den kamp for alvor begyndte? Der er ingen faste datoer for den slags bevægelser i samfundet, men i alt fald lød der organisatorisk et startskud i året 1868.

Stedet var Bern. En forsamling af mænd, som med bekymring iagttog de europæiske staters militarisering og den stigende brug af våben og magt, mødtes i den nye organisation "International League for Peace and Freedom". Blandt fredstilhængerne var folk som Victor Hugo, Guiseppe Garibaldi og John Stuart Mill. På mødet dukkede en kvinde op, Marie Goegg. Hun havde allerede deltaget i fredsorganisationens første møde i Geneve og var skuffet over manglende kvindelig deltagelse i fredsmødet. I Bern fik hun lov at tale og hun holdt en tale om kvinders rettigheder:

... ”Vi har brug for at foretage fornuftige forandringer. Disse forandringer skal ske ved lovændringer, nemlig afskaffelse af al lovgivning, som stiller kvinden ringere end manden, og det betyder rehabilitering af kvinden som menneske, ansvarlig for hendes egne handlinger og hendes eget liv..."

Hendes forslag blev hørt af forsamlingen, som fastslog, at alle menneskerettigheder, være sig økonomiske, civile, sociale og politiske gælder for kvinder som for mænd.

Eugene Delacroix malede dette verdensberømte billede af revolutionen i Frankrig i året 1830. Republikkens og frihedens fører er ... ikke tilfældigt ... en kvinde, Marianne. wikipedia commons.

Det reaktionære svar på revolutionsårenes kvindesyn var viktoriansk borgerlighed. Romantikken prægede samfundets top. Kvinden skulle være skønhedsidol og blev sat op på en piedestal. Kvindelig skønhed og det hellige moderskab skulle ikke tilsmudses af verdens vederstyggeligheder. Fakta var dog, at man fratog kvinden basale rettigheder i familien, hvor "pater familias" herskede, og man ignorerede kvinders meninger i samfundsanliggender. Ja, selv retten til arbejde og uddannelse var frataget borgerskabets kvinder. Den kvindeundertrykkende holdning var ikke kun at finde hos overklassen. Marie Goegg søgte at få lov at tale på kongressen for arbejdernes Internationale i 1867, men fik afslag. Det var en udbredt holdning blandt arbejderne, at "mutter skulle blive hjemme ved kødgryderne".

I 1868 stiftede Marie Goegg i Geneve "Association Internationale des Femmes" (AIF), idet hun forstod, at kun ved at organisere sig kunne kvinderne ændre lovgivningen og den undertrykkelse, de var udsat for. Ifølge Goegg, og som det skulle vise sig mange andre fremsynede kvinder, havde kvinderne en vigtig rolle i de nye industrialiserede samfund, en rolle som de kun kunne udfylde, hvis de fik uddannelse og de samme civile, politiske og økonomiske rettigheder som mænd. Organiseringen af kvinderne i en international kamp skulle vise sig at blive Marie Goeggs største indsats.

Medlemskort til AIF med vedtægter. Wikiwand.

AIF fik snart medlemmer i det meste af Europa. Tyngdepunktet lå i Frankrig, England, Italien og Tyskland. I Danmark blev Matilde Bajer i København medlem, og i 1871 stiftede hun sammen med andre kvinder og hendes mand folketingspolitikeren Frederik Bajer Dansk Kvindesamfund.

Det blev en lang og sej kamp for kvinderne. Marie Goegg havde fra starten den holdning, at kvinder skulle have stemmeret ligesom deres mænd. I Schweiz, hendes hjemland, gik det langsomt frem. Men allerede1872 fik kvinder adgang til universitetet i Geneve og snart efter også i Zürich og Bern.

 Marie Goegg, portræt, Deutsches digitale Frauenarchiv.

Som tilfældet er for mange pionerer, førte Marie Goegg en omtumlet tilværelse. Hun var født i Geneve i 1826, og døbt Marie Pouchoulin, datter af en urmager. Slægten Pouchoulin var udvandrede franske huguenotter. Hun var enebarn og arbejdede i urmageriet, blev gift og fik en søn, men lod sig separere og flyttede med sin lille søn tilbage til forældrene. Da nogle revolutionære fra oprøret 1848 i Baden søgte tilflugt hos hendes forældre, forelskede hun sig i én af dem, Amand Goegg, og fulgte ham til London, da han blev forvist fra Schweiz. I London udvikledes hendes tanker sig om kvinders lige rettigheder, og hun mødtes med andre progressive kvinder.

Hun og hendes mand vendte tilbage til Schweiz i 1857, hvor de blev gift og startede en glarmestervirksomhed. Begge var de aktive i den nye socialistiske bevægelse og meldte sig ind i Internationale. Marie Goegg startede i 1869 "Journal des Femmes", den første schweiziske avis for kvinder. Da den fransk-tyske krig brød ud, blev AIFs aktiviteter stoppet. Amand Goegg støttede Pariser-kommunen, og kommunens nederlag medførte, at Marie Goegg trak sig som formand for AIF. I stedet koncentrerede hun sig om at danne en schweizisk kvindeorganisation, som efter sit blad blev kaldt "Solidarité". Hun var formand for "Solidarité" i Schweiz 1875 - 1880. Hendes privatliv bød på den store skuffelse, at hendes mand forlod hende. Han rejste til Australien i 1874 medtagende halvdelen af hendes formue. "Solidarité" blev nedlagt pga utilstrækkelig økonomi, men en ny generation af kvinder fortsatte, hvor hun slap. Hun døde i 1899 i Geneve.

 

Ole Mortensøn

[Historie-online.dk, den 17. november 2020]

 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Peder Rasmussen - Historiens Aktører nr. 3
Historiens Aktører
Peder Rasmussen - Historiens Aktører nr. 3