Menu
Forrige artikel

Museum på Rejsen 16: All Hallows og Westminster Abbey

Kategori: Artikler
Visninger: 272

 

London er en af verdens travleste storbyer og den er i de sidste 30-40 år blevet voldsomt forandret. Det opleves især langs Themsen. Prince Charles mente for mange år siden, at man var ved at spolere byens ”riverfront” med tæt og højt byggeri af kontorhuse. Heldigvis er der stadig urørte ikonografiske mærkepæle som "the Tower", "Tower Bridge", "Big Ben" og "Houses of Parliament". Men f.eks. "the Monument", søjlen, som er rejst til minde om den ødelæggende brand i byen i 1666, og opført omtrent dér, hvor branden startede, den er i dag omringet af byggeri og udsigten fra toppen begrænset.

London har så mange seværdigheder, herunder museer, at man som gæst næppe nogensinde får besøgt dem alle. Men nogle af seværdighederne er ikke på de seværdighedslister, som figurerer i rejsehåndbøger eller på internettet. Det er steder, man nærmest tilfældigt opdager. Er man på sporet af det ældste London, så er den lidt undseelige kirke "All Hallows by the Tower" værd at besøge. Kirken har desværre fået et glaspalads og kolossen "City of London" som naboer.

All Hallows by the Tower med den påtrængende nye nabo. Wikipedia commons.

"All Hallows church" er Londons ældste kirke, bygget i 675 og den ligger tæt på "the Tower", deraf navnet. Kirken har siden opførelsen været udsat for flere ødelæggelser. Den seneste under "the London Blitz", tyske natbombninger i perioden sept. 1940 til maj 1941, hvorved kirken blev meget ødelagt, men der er stadig oprindelige dele, bl. a. en angelsaksisk dørbue bygget af romerske teglsten opdaget under genopbygningen efter luftbombardementet.

Branden i 1666 havde nær ødelagt kirken, men admiral Penn lod flådens matroser nedrive de nærmeste bygninger, så ilden ikke bredte sig til kirken. Samuel Pepys, der i sin dagbog som øjenvidne beskriver storbranden og dens udbredelse, iagttog fra kirkens tårn ildens spredning. Størstedelen af den gamle bydel gik op i flammer. 

I 1920-erne blev foretaget en udgravning under kirken og ved den lejlighed fandt man så meget, at der blev åbnet for adgang til krypten og senere blev indrettet et lille museum, "The Undercroft Museum", med de arkæologiske fund og oplysninger om det gamle "city of London". Man stiger bogstaveligt talt ned i fortiden og finder i kælderen en overskuelig og instruktiv udstilling. En model viser den romerske by "Londinium" og et udgravet mosaikgulv fra det andet århundrede dokumenterer den romerske bebyggelse på stedet. Andre artefakter fra den romerske og angelsaksiske fortid er udstillet, bl.a. en romersk gravsten og tre angelsaksiske kors. En tilmuret krypt oprindelig for jomfru Maria, blev opdaget ved udgravningerne og af ukendte årsager blev kirkebøgerne i 1705 gemt bort i krypten og først genfundet i 1923. En af dåbsindførslerne i 1644 er angående en vis William Penn, der fik oprettet kolonien Pennsylvania for religiøst forfulgte englændere. Selv var han kvæker og blev af den grund bortvist fra Oxford Universitet. Han advokerede hele livet for religionsfrihed og demokratisk valgte parlamenter. Det er gratis at besøge kirken og det lille underjordiske museum.

 Angelsaksisk kors i The Undercroft Museum

Længere vestpå ved Themsen ligger den gotiske katedral Westminster Abbey, et nationalt klenodie. Det er en fungerende kirke, og stedet hvor alle kongelige kirkehandlinger sker, men kirken er samtidig et monument over Englands historie og til alt held blev den ikke som St.Pauls Kathedral flammernes bytte i 1666.

At man er ankommet til en verdensberømt seværdighed, får man som gæst snart at mærke. Tilstrømningen er enorm og man bliver som kvæg gennet ind i nogle folde, hvor folk laaaangsom bevæger sig fremad. Tilsidst når man billetkontoret og kan træde indenfor, men fornøjelsen kan være begrænset, når trængslen er stor og den forhindrer en i at standse og gøre iagttagelser. Ikke nok med det. Mængden af gæster skaber også konserveringsmæssige problemer for monumenterne. Ikke kun faren for ødelæggelser forårsaget af nysgerrige hænder, men støv og selve klimaet (luftfugtighed og temperatur) i kirken påvirkes af de mange gæster. Der foretages jævnligt rengøring af stenmonumenternes overflader og tre konservatorer med specialer i sten, maling og metal er ansat. Der må være grænser for, hvor mange mennesker der kan besøge store seværdigheder og de grænser er ved at blive nået flere steder i Europa. 

 Westminster Abbey, kirken er kategoriseret som "world heritage", wikipedia

Nok om det. I Westminster Abbey finder man gravmæler for en stor del af Albions sønner og nogle få døtre, berømtheder fra det britiske imperiums storhedstid. En rundgang er samtidig en rejse i monumenternes kunsthistorie.

Alt efter temperament kan man koncentrere sig om de gravminder, man fatter interesse for. Og lad det være sagt; det er ikke allesammen Guds bedste børn, som ligger begravet her. Vejen til magtovertagelse var tit blodig.

Kirken er kongeslægtens gravkirke og fra 1485 er foretaget kongelige begravelser. I alt er femten monarker og mange af deres ægtefæller og børn begravet i kirken.

 "Poets corner" med mindesmærker for Shakespeare, Jane Austen, Tennyson m.fl. Westminster Abbey foto.

Et begravelsesområde er kunstnernes. Her ligger begravet litterater som Geoffrey Chauser, Charles Dickens, Rudyard Kipling og nyere som Ernest Rutherford, og skuespilleren Laurence Olivier. Andre begravelser er for videnskabsmænd som Charles Darwin og Isaac Newton, der for nylig har fået selskab af Stephen Hawkings. Journalisten Henry Stanley ønskede at blive begravet tæt ved dr. Livingstone.

Der er opsat mindetavler for mange af de berømte briter, som aldrig blev begravet i Westminster Abbey. Winston Churchill ønskede ikke at blive begravet i Westminster Abbey og heldigvis respekteres den slags ønsker. Prins Philip har udtalt, at han ikke ønsker en stor statslig begravelse og herhjemme fik vor nylig afdøde prins Henrik opfyldt sit ønske om en stilfærdig og privat bisættelse. Blandt de tusinder af begravede i Westminster er i øvrigt mange, som tilhørte menigheden og ikke indtog nogen fremtrædende rolle. Helt uden for nummer er den ukendte britiske soldat, der i november 1920 med udfoldelse af hele det miltære ceremoniel blev stedt til hvile i Westminster Abbey som repræsentant for de hundredetusinder, der blev slået ihjel under 1. verdenskrig.

Efter at have passeret de mange grave med døde, er der sikkert brug for at få vind i håret. Så hvorfor ikke opleve Londons nok allerstørste attraktion: Themsen. Gå til en af bådstationerne langs floden og nyd en dejlig flodrejse ud til Greenwich eller tag en båd den modsatte vej, opstrøms, måske helt til Hampton Court Palace.

 

Ole Mortensøn

[Historie-online.dk, den 20. august 2019]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Museum på Rejsen 9: Nordcypern
Museum på Rejsen 1: Edinburgh
Museum på Rejsen 3: Skåne