Menu
Forrige artikel

Museum på Rejsen 46: US Virgin Islands

Kategori: Artikler
Visninger: 1098

 

Temperaturen er omkring 25 grader og solen skinner. En dejlig havbrise gør varmen behagelig. Over vores hoveder svæver nogle fregatfugle. Set her fra "Protestant Cay", en lille ø ud for kysten, ligner Christiansted næsten et dansk guldaldermaleri. En venlig lille provinsby med en gul række gamle huse, en kirke og et gult fort bygget på et lille højdedrag tæt ved havnen. Vi er i det tidligere Dansk Vestindien, hvor fortidens spor stadig peger mod et land langt mod nord.  Går man rundt i byen, kan man glæde sig over arkitekturen og læse gadenavne, som stadig er danske, Kongensgade, Dronningensgade, Strandgade osv., men man skal ikke tage fejl. Vi er i Amerika, altså USA, og folk på gaden er sorte amerikanere.

Der er mange turister på St. Croix, ikke mindst, når krydstogtskibene ligger til i Frederiksted og sender tusindvis af passagerer i land. Så stiger priserne på taxikørsel, ispinde, øl, souvenirs m.m. Mange lokale er ikke begejstrede for de voldsomme mængder af turister, 3 -5.000 mennesker på én gang, og man forstår dem. En anden ting er, at mange lokale er rastafari mænd. De har "dreadlocks" frisurer, langt skæg og huer med grønt, gult og rødt bånd. Rastafari er for mange af os europæere en temmelig ukendt religiøs bevægelse, men den er udbredt i Caribien, som i øvrigt også vodoo. Det er også en politisk bevægelse, som vender sig mod den nordamerikanske og europæiske imperialisme. Troen hylder guddommen Ras Tafari, alias afdøde kejser i Ethiopien, Haile Selassie. Han vil skaffe retfærdighed, straffe de hvide og sørge for, at alle sorte kan komme tilbage til Afrika. Bevægelsen ser de sorte som Guds udvalgte folk, et fænomen, som vi kender fra andre religioner. Det er klart, at skibsladninger af overvejende blegansigter derfor ikke udløser glædesråb. Man fornemmer som turist en vis form for indestængt vrede.

Den danske konge købte i 1733 øen St. Croix for at udvide sin vestindiske besiddelse. Ved erhvervelsen var øen fransk. Skt. Croix var den største af de tre vestindiske besiddelser. De to andre var Skt. Thomas og naboøen Skt. Jan. St. Croix viste sig velegnet til dyrkning af sukkerrør, og det foregik i Vestindien med slaver, og dem kunne man levere ved opkøb på Guldkysten i Vestafrika, hvor kongen i øvrigt også havde et fort og et kystområde. Guvernøren i Vestindien, Frederik Moth, valgte at lægge kong Christian den 6's nye vestindiske by på øens nordside ved en lille naturhavn og en eksisterende bebyggelse. En byplan blev udlagt. Desuden blev hele øen opmålt og opdelt i plantager, som blev solgt til interessenter til billig pris. Snart var en produktion af rørsukker i gang. Slaver klarede arbejdet, og plantageejeren kunne sende sukkeret til Danmark med Vestindisk Kompagnis skibe.

De markante bygninger i Christiansted udgør i dag et "National Historic Site". Ved havnen findes Vestindisk Kompagnis lagerbygning, opført i 1749, toldboden opført i 1844 og måler- og vejerboden fra 1856, mens det store guvernementshus i Kongensgade er fra 1830. Guvernøren opholdt sig om sommeren i Christiansted, men boede resten af året i byen Charlotte Amalie på Skt. Thomas. Christiansted har flere kirker. Den ældste, Zebaoths kirke, stod færdig i 1753 på havnefronten og var luthersk. Senere flyttede menigheden til en kirkebygning i Kongensgade tæt ved guvernementshuset. I byen er også beboelseshuse fra den danske tid. En kolonial bygningsdetalje er de mange buegange, hvor fodgængere kan gå i skyggen. Man kan ikke undgå at bemærke det forfald, som desværre ses en del steder i Christiansted.

Indgangsporten til den nye lutherske kirke i Kongensgade med Frederik d. 6's monogram og årstallet 1830. foto om

På kirkegården lidt uden for Christiansted kan man vandre rundt og på de gamle gravsten læse danske navne. Feberen, dvs. gul feber, tog mange liv. Man tænker på, hvad der mon bragte dem hertil? Nogle var søfolk, andre soldater, atter andre embedsmænd, landmænd og købmænd. Familien fulgte med. Der er stenen for den unge søløjtnant, som døde hernede måske på sin første lange rejse, og der er gravstenen for den unge danske kvinde, som kort efter sin ankomst fik feberen og døde.

Kirkegården uden for Christiansted. foto om

Fort Christiansværn er velbevaret og fungerer i dag som museum. Ved indgangen står et rødmalet dansk skilderhus. Fortet blev påbegyndt i 1734 og stod færdigt i 1749. Christiansværn skulle beskytte byen og havnen mod angreb udefra. Fribytteri var ikke helt afskaffet i 1700-årene og krig slet ikke. Desuden skulle fortet være tilflugtssted ved eventuelle slaveoprør og fungere som fængsel. I starten var her også bolig for guvernøren og et kirkerum. Fortet har et batteri med fem gamle danske svære kanoner, som peger ud mod indløbet til havnebassinet. I bygningerne findes også sovesal for fortets soldater, et rum for tjenestegørende officerer og fængslet med det sorte hul. Importerede slaver blev lukket inde i en forgård med en høj mur, indtil de blev solgt.

Kører man vestpå, når man snart øens anden by, Frederiksted, og her kan man besøge Fort Frederik opført 1752 - 1760. I 1848 var der uroligheder på St. Croix,og her i Frederiksted  meddelte guvernør Peter von Scholten d.3. juli 1848, at alle slaver på de dansk-vestindiske øer var frie. Selv om slaveriet blev afskaffet, var arbejds- og boligforhold for de frigivne sorte utilfredsstillende, og det resulterede i et nyt oprør i 1878. Fort Frederik har en udstilling om dette oprør.

Herude vestpå ligger også en af de sidste bevarede danske sukkerplantager, Little la Grange, som i generationer har tilhørt familien Lawaetz. Hovedbygningen er nu museum, og et besøg giver en god fornemmelse for planternes boligforhold ved kolonitidens slutning.

 Stuen i Lawaetz bolig på Skt. Croix. foto om

Den gyldne periode for eksport af rørsukker var årene fra 1760 til 1807. Herefter gjorde en anden sukkerproduktion, nemlig ved sukkerroer, samt stigende omkostninger rørsukkerproduktionen mindre profitabel. Det vestindiske eventyr sluttede for Danmark i 1917, da øerne blev solgt til USA. Det skete efter en folkeafstemning i Danmark. Øernes befolkning fik ikke lov at stemme. En uofficiel lokal afstemning viste dog et stort flertal for at øerne kom til USA.

Vandflyver ud for Fort Christiansværn. foto om

Der er langt fra St. Croix til de to andre forhenværende danske øer. Men man kan tage en vandflyver fra St. Croix til St. Thomas. Det gjorde vi, og turen var i sig selv en oplevelse. I Charlotte Amalie, engang hovedstaden for De dansk vestindiske Øer, bliver man mødt af endnu flere turister. Sædvanligvis ligger her tre, fire krydstogtskibe helt op til otte på én gang. Det præger bylivet, og i hovedgaden findes en forbløffende mængde af butikker, der sælger "jewels", ure, spritus, elektronik, "icecream" og al slags turistkram.

En af de mindre butikker i Charlotte Amalie, hvor der sælges frugt, "milkshakes" og "smoothies". Vestergade er blevet til Vesta Gade. foto om

Gadenavnene klinger velkendt danske: Strandgade, Prinsessegade, Kompagnigade, Store Tværgade og Trompetergade. Også her findes levn fra den danske tid. Først og fremmest Fort Christian, et rødmalet fort, som ligger tæt ved standen og ligesom Christiansværn og Fort Frederik dominerer havnen, som her er god og dyb, en af Caribiens bedste. Skt. Thomas blev dansk allerede 1672,og da begyndte opførelsen af fortet. I 1784 blev et klokketårn opført. Fortet mistede efterhånden sin militære betydning og blev i stedet i oprørsåret 1878 brugt som fængsel og senere som politistation. I 1971 blev Fort Christian åbnet som museum. Det rummer en samling af lokalhistorie, kort, billeder og møbler fra den danske tid.

Fort Christian i Charlotte Amalie. foto om

Vedligeholdelsen af fortet var så som så i en årrække. Danske murersvende blev hentet ind for at hjælpe med vedligeholdelse, idet man havde malet fortet med diffusiontæt plastikmaling. I 2005 blev fortet lukket for at blive istandsat, og typisk for mange projekter i det caribiske tog sagen lang tid, 10 år, men i dag er fortet atter åbnet for besøg.

Tillader tiden det, så tag også færgen til Skt. Jan og besøg Rockefellers naturpark. Dér er hvide sandstrande og kokosnødder. Trunk Bay på nordøen rangerer blandt verdens bedste strande.

 

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien "Museum på Rejsen" her

[Historie-online.dk, den 12. maj 2020]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Museum på Rejsen 50: Vietnam
Museum på Rejsen 31: Kinderdijk og Zaanse Schans i Holland
Museum på Rejsen 13: Zeppelin Museum am Bodensee