Menu
Forrige artikel

Museum på Rejsen 57: Azorerne

Kategori: Artikler
Visninger: 352

 

”Et højtryk dækker Azorerne, 1035 millibar,” sådan lød vejrmeldingen ofte i gamle dage, dvs. før klimaændringerne. Langt ude i Atlanterhavet ligger en gruppe øer af vulkansk oprindelse. Der er ni af dem, og de er alle forskellige. Ligesom Madeira er øerne en del af Portugal. Man tænker måske, at disse øer er isolerede, men tidligere blev de anløbet af mange skibe, som var på vej over Atlanterhavet. Her kunne man få friske forsyninger af vand og proviant i sejlskibenes tid, og senere, da dampskibene blev almindelige, kunne man bunkre kul. I dag er der ingen af de store fragtskibe, som anløber Azorerne, men de anløbes stadig af mange lystsejlere, som er på rejse fra Caribien til Europa. En af de havne, som oftest anløbes, er Horta på øen Faial. Her mødes atlanterhavssejlerne på Peters Sports Café og fejrer, at de nu har klaret to tredjedele af turen. På molen er det skik og brug at efterlade et maleri, en hilsen fra skib og besætning. Man finder også mange danske hilsner deriblandt.

Azorerne var kendt allerede i 1300-årene af italienske søfarere, men bosættelse fandt først sted i 1400-tallet, da portugisiske søfarere ankom til øerne med folk og husdyr. I dag er Azorerne blevet populære turistdestinationer og med god grund. Der er grønt og smukt på øerne og forurening og kriminalitet er der ikke meget af. Hovedøen er Sao Miguel, som er den største af øerne. Øens bjergrigdom og subtropiske klima gør mejeribrug og dyrkning af frugt til hovederhverv. Hertil kommer i dag turismen. Foruden bjergene findes nogle store kratersøer, som er bunden af for længst udslukte vulkaner. Der er dog stadig lidt vulkansk aktivitet på øen. Man kan bade i varme kilder i Salto de Cabrito syd for byen Ribeira Grande. Turen hen til kilderne og et vandfald går igennem en skov. Der er forskellige badebassiner med mere eller mindre varmt vand. Et andet sted, man kan opleve varme kilder, er i Furnas. Her er en lille nationalpark Terra Nostra med en stor badesø med varmt vand. Det hævdes, at stedet er ungdommens kilde, og det kan nok lokke en og anden til et varmt bad, men man skal ikke stole på den slags sagn. I virkeligheden kommer man op fra badet som "kineser", dvs. gul, idet vandet er meget okkerholdigt. Det kan dog let vaskes af.

Udsigt fra havnen mod byen Vila Franca, som stadig har bevaret dele af bymuren og en række gamle kirker. foto om

Øens hovedby er Ponta Delgada. Det er her, lufthavnen ligger, og det er også her alle større skibe anløber. Azorerne ligger i det jordskælvsbælte, som i Atlanterhavet går nord – syd. Øerne har da også været ramt af mange ødelæggende skælv. Den gamle hovedby ligger på øens sydside omtrent midt på øen og hedder Vila Franca. Navnet kom sig af at byens indbyggere var fri for skat til kongen. Men i 1522 blev byen helt ødelagt af et skælv og et efterfølgende jordskred, der begravede tusind mennesker.

Et større søslag fandt 1582 sted ud for Vila Franca imellem en portugisisk-fransk flåde og en spansk flåde. Til Azorerne var flygtet en mand, som krævede Portugals krone, og han rejste oprørsfanen mod Spanien. Sagen var nemlig, at kongen af Spanien ved arv overtog Portugal, og spanierne ville også besidde alle de portugisiske områder. Det lykkedes med Azorerne, idet den spanske flåde sejrede og fordrev modstanderne, men det mislykkedes med Brasilien. I 1640 blev øerne dog atter portugisiske.

I dag er Vila Franca en stille by med smukke hvidkalkede gamle huse, torve og en fiskerihavn. Et vist forfald præger bybilledet. Vi går ind i en gammel kirke, Sao André, for at se den indvendig, og uden at vide det kommer vi ind til en begravelse. Kisten står åben og et voksagtigt ansigt ses. Vi bliver bemærket af de sørgende og forføjer os, men åbenbart er det meningen, at folk skal tage afsked med den afdøde, inden kisten sænkes i graven.

"Museu Municipal", bymuseet, viser arkæologiske fund og genstande fra by- og folkeliv samt en lille kunstsamling. Det ligger ikke langt fra busstoppestedet og heldigvis er det stadig åbent her ud på eftermiddagen. Den venlige kustode har ikke i sinde strengt at overholde lukketiden. Han sender os afsted på opdagelse i museet.

Museet er indrettet i en gammel toetages patricierbygning, som i sin tid er opført for adelsslægten Bothelo, i generationer store jordejere, der tjente formuer på at handle med appelsiner, som eksporteredes til England. Flere tusinde mennesker var beskæftiget i appelsinhandlen, og topsejlsskonnerter bragte appelsinerne til London hurtigst muligt. 60 millioner appelsiner og 15 millioner citroner kom i 1854 til England fra Azorerne. I 1880-erne gik det stærkt tilbage for appelsinhandelen, dels ramte en fra Brasilien indført sygdom appelsintræerne, dels blev konkurrencen fra Spanien voldsom. I dag dyrkes ikke appelsiner til eksport, skønt sorten "San Miguel Selecta" skulle være en af verdens mest velsmagende.  Apropos det spiselige, så har Sao Miguel meget at byde på, herlig fisk, dejlige oste, frugt og grøntsager, vin og her i Vila Franca nogle særlige kager, "queijadas", en slags sandkage med hytteost som ingrediens.

 Den restaurerede festsal på første sal i museet. foto om

I slutningen af 1800-årene blev øerne ramt af arbejdsløshed og fattigdom, bl.a. på grund af tilbagegang i landbruget ved appelsineksportens ophør. Det fik mange azoranere til at emigrere til USA, hvor de ligefrem dannede kolonier i Massachusetts, Rhode Island og Californien. Nogle udvandrere vendte tilbage. Under Salazars diktatur var der arbejdsløshed og fattigdom, og mange valgte at forlade øerne. I USA fik de illegalt arbejde i service og byggeri, tjente gode penge og vendte efter en tid hjem til familien på øerne. Nu om dage rejser unge med højere uddannelse til Nordeuropa og vender aldrig hjem igen. Det er et problem, at mange øsamfund i Europa mister den bedst uddannede del af ungdommen.

Fiskeriet har altid spillet en stor rolle i Vila Franca. Der er gode fiskemuligheder fra øerne her midt ud i Atlanterhavet. Folk fra Azorerne gik med de hvalfangerskibe, som anløb øerne, og lærte på den måde fangstteknikken med harpuner. Hvalfangst blev drevet med små både fra kysten, og de dræbte kaskelothvaler blev trukket på land ved hvalstationer for videre behandling. Hvalfangsten ophørte så sent som i 1987, da den sidste hval blev bragt i land på øen Pico, hvor der i øvrigt findes et museum for hvalfangstens historie.

Her ses en model af en moderne fiskekutter i baggrunden og i forgrunden en klassisk hvalbåd. Museet har også scrimshaw arbejder - dvs. hvaltænder med indridsede tegninger. foto om

Et andet betydningsfuldt fiskeri var torskefiskeriet ved Newfoundland. Det blev drevet af portugisiske fiskeskonnerter, som på bankerne satte et antal både på vandet, der pilkede store torsk. Søfolk fra Azorerne lærte på Newfoundland fiskeri fra "doryer", små både, og de bragte deres viden videre til det portugisiske fiskeri. Måske er der læsere, der husker filmatiseringen af Kiplings roman "Havets helte" med Spencer Tracy i rollen som fiskeren Manuel? Den film handler om fiskeriet på Newfoundlands banker.

Museet har en glimrende samling af strengeinstrumenter bygget af lokale instrumentmagere. "Viola da terra" var det foretrukne strengeinstrument. Det er en særlig udgave af den klassiske guitar. Sang og dans har været brugt i by og på land, og folkemusikken blev i 1950-erne genoplivet bl.a. i radioen. På Azorerne er folkemusikken særlig inspireret af den portugisiske "saudade", som har en dyb, melankolsk tone. I Vila Franca er et musikakademi, og guitarmusik er på programmet. Joao Muniz er en nutidig musiker, som fører traditionerne videre. I 2019 indspillede han "Saudade".

 Et kig på museets samling af strengeinstrumenter. foto Museu Municipal.

På første sal er samlingen af kunst. Det er malerier af lokale kunstnere, som hænger på væggene.

 Moderne maleri, udstillet på museet. foto om.

Ved nellikerevolutionen efter diktatoren Salazar opstod en bevægelse på øerne for selvstændighed og en befrielsesfront. I 1976 resulterede det i et selvstyre. Øerne er som Portugal med i EU og møntfoden er Euro.

 Vægmaleri  som antyder, at selvstændighedsbevægelsen stadig er aktiv. foto om

Da vi forlader museet og siger tusind tak til den rare kustode, spørger han, om vi ikke kunne tænke os at høre et stykke folkemusik? Javist meget gerne. Han henter sin guitar og giver et prægtigt nummer, som rummer al den melankoli og skønhed, der er i den portugisiske tradition. Tusind tak! Hvor mange steder i verden møder man kustoder, som giver et nummer!

 

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien "Museum på Rejsen" her

[Historie-online.dk, den 25. august 2020]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Museum på Rejsen 33: Jorvik Viking Center og York Museum
Museum på Rejsen 18: Atombombemuseet i Nagasaki
Museum på Rejsen 44: Hong Kong