Menu
Forrige artikel

Var Nero egentlig en grusom kejser?

Kategori: Temaer
Visninger: 1528

 

Nero fremstilles oftest som en grusom tyran, der satte ild til Rom, lod de kristne kaste for løverne eller anvendte dem som levende fakler ved sine mange fester. Det er især nobelpristageren Henryk Sienkiewicz’ roman ”Quo vadis?” fra 1896, der har præget opfattelsen. Nyere forskning kommer med helt andre bud på, hvem denne excentriker egentlig var.

Der er ikke tvivl om, at nobelpristageren Henryk Sienkiewicz’ roman har haft afgørende indflydelse på den folkelige opfattelse af kejser Nero. Han var den kejser, der forfulgte de kristne, lod dem kaste for løverne eller anvendte dem som levende fakler. I populærkulturen fastholdt man i det nye medie filmen dette billede som her i ”Quo vadis?” med Peter Ustinov som Nero:

https://www.youtube.com/watch?v=uHFxNlgOprs

Et af problemerne er, at der ikke findes samtidige kilder, der fortæller noget. Men der er nyt. Professor emeritus i romersk historie ved Nottinghams universitet, John E Drinkwater, har fremlagt nye vinkler på despoten. Han konstaterer, at det ikke er rigtigt, at:

-          Nero iværksatte de bestialske forfølgelser af de kristne

-          Nero stak ild på Rom

-          Nero var hustrumorder

I bogen” Nero: Emperor and Court”, Cambridge University Press, 2019, skriver Drinkwater, at Nero absolut ikke var nogen engel, og at han stadig betragtes som en, der aldrig burde have været kejser. Men også at der er forsonende træk. Som det at han stort set overlod medlemmerne af den herskende klasse til at tage sig af administrationen af Imperium Romanum.

Nero var en meget ung mand, der blev sat på den forkerte post. Han var tyrannisk, dog ikke fordi han var ondskabsfuld af natur – men ganske enkelt fordi han ikke magtede opgaven. Den, der skal klandres, skriver Drinkwater, er Agrippa den Yngre – kejser Augustus’ barnebarn. Hun fik sønnen Nero, og efter mandens død, blev hun gift med kejser Claudio. Hun brugte helt bevidst Nero som afsæt for at placere sig selv som en magtfaktor i det mandsdominerede Rom.

Mønter med portræt af Claudius og hans hustru Agrippa den Yngre

Den romerske historiker Tacitus, 54 – 120 e.Kr., har ikke meget tilovers for Agrippa. Han fortæller blandt andet, at hun fik bildt Claudius ind, at datterens kommende mand havde begået incest med sin søster. Han blev vraget – og pudsigt nok dukkede Nero så op som bejler. Man fristes til at sige, at Machiavelli ikke kunne have gjort det bedre. Og da Claudius pludselig dør – en dårlig eller forgiftet champion – placerer hun uden videre Nero som Roms kejser. Hvad der ikke lige var det, Nero havde set for sig. Så han overlod den daglige styring til Agrippa og en række senatorer.

Statue hvor Agrippa kroner sønnen Nero

I stedet kunne han hengive sig til studier af græsk kultur, som han holdt meget af. Til at synge, skrive digte og spille cithar. Det er sidstnævnte, der har dannet baggrund for rygtet om, at han skulle have sat ild til Rom og herefter have nydt skuet, mens han spillede. Det er der imidlertid ikke belæg for i kilderne, skriver Drinkwater.

Gengivelse af historien om den spillende Nero

Den romerske digter Martial (ca. 40 – 102 e.Kr.) skrev, at Nero slet ikke var nogen dårlig digter. Det fremgår også af de fragmenter af Neros digte, der er blevet bevaret for eftertiden.

Men. Det var ikke uden problemer, skriver Drinkwater: “He took his hobbies seriously—too seriously, in fact, for a Roman establishment that liked its emperors to make war, not art.”

Der var imidlertid en lang række problemer, der dukkede op i horisonten. Problemer der kunne true ikke alene hans magt, men også hans sikkerhed. Sværd og gift spillede en markant rolle i Romerriget. (…fortsættes).

Erik Ingemann Sørensen

[Historie-online.dk, den 19. maj 2021]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Quintilii-brødrenes utrolige villa
De mange myter om Nero
Pompeius og romerske katte