Menu
Forrige artikel

Museum på Rejsen 10: Hamborg

Kategori: Temaer
Visninger: 390

 

Hamborg er en by, som de allerfleste danskere før eller siden besøger. Det er en storby, der gennem århundreder har betydet meget for Danmark. Først og fremmest har byen ved Elben været en handelsmetropol, som ved sin stærke økonomi har påvirket forholdene i Danmark og sommetider ligefrem har finansieret krige mod det danske kongeriget. 

Der findes mange grunde til at besøge Hamborg, der byder den rejsende på lidt af hvert: fodboldopgør i bundesligaen med den lokal klub ”Hamburger Sportsverein” (HSV) (dog p.t. ikke i Bundesligaen, men alligevel med 50.000 tilskuere), den botaniske have ”Planten und Blomen”, shopping omkring Möckenbergstrasse, solide frokoster med indtagelse af den lokale Astra Bier eller en ”Alsterwasser” (øl og limonade) og den obligatoriske aftenvandring i Altona ad Reperbahn –”die sündige Meile” – med kulørte lamper, sexindustri og enkelte knejper – f.eks. Tortuga bar, hvor man let strander.

Men Hamborg var og er først og fremmest en kæmpestor europæisk havn og omslagsplads for varer fra det meste af verden. Hvis man vil forstå byen, mærke byens puls som er Elbens tidevand, så skal man gå ned til ”Landungsbrücke” og gå ombord i en af de mange motorbåde, helst en af de små, som sejler havnerundfart. Er man heldig, så får man på ”Hamburger platt” god besked undervejs om de steder, man ser, tilsat den ironi og sarkasme, som ligger lige under overfladen af den lokale selvbevidsthed.

Havnen er en kæmpe forretning med varedistribution. Fra det nordeuropæiske område – f.eks. fra og til Østersøen kommer såkaldte ”feederskibe” med  containere. Andre dele af havnen servicerer fjerntrafikken – dvs. de store skibe som besejler Asien, Nord- og Sydamerika og Afrika. Indkommende og udgående gods befordres med jernbane eller med de nævnte ”feederskibe”. En lille del går med de såkaldte ”Binnenschiffe” ad de europæiske kanaler til indlandets byer. Vigtigste handelspartner for skibsfarten på Hamborg er Kina med havnebyen Shanghai. Godset betegnes efter transportmåde som containergods, stykgods, massegods og flydende gods som olie og gas. 136,5 millioner tons var omsætningen i 2017, og Hamburg har næst efter Rotterdam Europas største havneomsætning. Men der er problemer. De stadig større fragtskibe kræver mere vanddybde, og Elben må uddybes. Imidlertid er der en grænse for, hvor meget floden kan uddybes. Uddybningen giver skader på miljøet. Også de økonomiske omkostninger er store. Protesterne mod fortsat uddybning vokser, men i en verden regeret af vækst og konkurrence er uddybning for bystyret en nødvendighed. Man frygter tilbagegang. Heldigvis findes andre store virksomheder ved Elben, f.eks. Airbus flyfabrikken i Finkenwerder, engang en lille fiskerby.

Hamborg blev under anden verdenskrig fra juli til august 1943 hårdt ramt af allierede bombninger. I den store havneby med den internationale søfart var nazismen for øvrigt ikke nær så populær, som den f.eks. var i Slesvig-Holsten. Hamborg var en arbejderby, og den dag i dag har byen socialdemokratisk flertal. Borgermester Olaf Scholz tiltrådte i 2018 som finansminister i en såkaldte Groko (Grosse Koalition) regering.

De allieredes bomber ramte ikke den gamle del af havnen, men de store industri- og olieanlæg. Ligesom i Bremerhaven ønskede fjenden, at kunne benytte havnen ved en kommende invasion. Derfor står størstedelen af havnefronten bevaret. ”Speicherstadt” hedder området og derhen skal man begive sig, når man vil opleve den særlige hamborgske havnearkitektur. Store pakhuse med imposante murstensfacader ligger side ved side langs de gamle kanaler, som førhen var trafikeret af pramme, der transporterede godset fra og til skibene. I dag er lagrene tømt og bygningerne fungerer som kontor- eller boligkomplekser. Et nybygget stort hus rejser sig i ”Speicherstadt”, prestigebyggeriet ”Elbphilharmonie”. Dér kan man gratis gå ind og fra den øverste del af bygningen er der en fin, fin udsigt over Hamborgs havn og by. Men ønsker man af at høre musik, så kniber det. Koncerter er oftest udsolgt længe før, de skal foregå.  

  Speicherstadt. Pakhusene ligger direkte ud til kanalen, hvor pramme og lægtere befordrede godset

I det ældste af de gamle pakhuse, Kaispeicher B fra 1878/79, befinder sig et museum som har internationalt format, og som giver Hamborgs maritime hjerte al den opmærksomhed, som sagen fortjener. Internationales Maritimes Museum er et søfartsmuseum i 9 etager! Her er alt tilhørende søfartshistorien. Hovedoverskrifterne er 1. sal: opdagelsen af verden, 2. sal sejlskibets historie, 3. sal skibsbygning, 4. sal livet om bord i skibene, 5. sal krig og fred, 6. sal handels- og passagerfart, 7. sal ekspeditioner, 8. sal marinemaleri og 9. sal skibsmodeller. Museet blev åbnet i 2008 og er på alle måder tematisk velordnet og informativt, men mængden af genstande, billeder og informationer kan tage pippet fra selv den mest inkarnerede entusiast.

  Modeller med de forskellige sejltyper – en særdeles instruktiv udstillingsmåde

Men ligesom man ikke ser på alle planter og blomster i den botaniske have, så skal man også her vælge sine favoritter. Samlingen af marinemalerier er interessant, fordi den omfatter malere fra forskellige lande, bl.a. Danmark. Marinemalere som Arnesen, Blache, Melbye, Benjamin Olsen m.fl. er repræsenteret, og med en vis glæde kan man konstatere, at de danske marinemalere er blandt de dygtigste i Europa – arven efter Eckersberg? Udstillingen rummer også meget teknik og filmsekvenser. En af de film som vises er Sergej Eisensteins mytteriet på panserkrydseren Potemkin optaget i 1925.  Stumfilmen skildrer dramatisk et mytteri i den kejserlige russiske marine i 1905 og den folkelige opstand i Odessa. Billederne leder tanken hen på et andet mytteri og en anden revolution, nemlig i Kiel ved afslutningen af første verdenskrig. På øverste etage ses modelskibe indsamlet af Peter Tamm. Han havde verdens største private samling, som i 2003 blev overdraget til en stiftelse og derpå udstillet på søfartsmuseet. Her er bl. a. modelskibe af guld og sølv.

Museet har naturligvis rundvisninger, bibliotek, museumsbutik og en restaurant som bl.a. byder på dagens fisk.

  Hamburg-Süds fragtmotorskib ”Cap San Diego” og i baggrunden den nye ”Elbphilharmonie”, bygget oven på et eksisterende pakhus

Der er meget mere maritimt at opleve i Hamborg end de ni etager. Hamborg er i dag den europæiske søfartsby, som mest engageret tager vare på at bevare nogle af skibene fra den europæiske sejlskibsepoke. Ved ”Landungsbrücke” ligger barkskibet ”Rickmer Rickmers” fra 1896 og for nylig overtog Hamborg den store firmastede bark ”Peking”, der lå i New York i forfalden tilstand. Den blev i et dokskib transporteret over Atlanten og er nu under årelang restaurering på et værft i Wevelsfleth. Et hold danske riggere er beskæftiget dér. Flere gamle sejlskibe kan man se i Museumshafen Oevelgönne i Altona. Også motorskibstiden er repræsenteret ved den hvidmalede skønhed fra 1961 ”Cap San Diego” ud for ”Landungsbrücke”. Den sejler et par gange om året og har besætning af frivillige. Gæster kan komme om bord i museumsskibene ved ”Landungsbrücke”. Der er en slående forskel mellem havnene i Hamborg og København.  I Hamborg præsenteres et overflødighedshorn af maritime seværdigheder. I København savnes et søfartsmuseum og en helhjertet indsats for den flydende kulturarv. Har byen ved Sundet glemt sit ophav?

Ole Mortensøn

(Se alle artikler i serien Museum på Rejsen her)

[Historie-online.dk, den 4. juni 2019]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Bryllupsmønter
Bondens Allehelgen
Propforening og sparebog