Menu
Forrige artikel

TV-tips, uge 09, 2023

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 1054

 

I uge 9 skal vi til oste-krig i USA, gastronomisk rejse gennem det gamle Byzantinske Rige og se en genudsendelse af Liv Thomsens herlige serie om dansk kultur i 100 år. Vi skal også besøge en hattebutik i København, på DNA-jagt med Eske Willerslev, høre om fritid i 1960+’erne og genopleve ældre Historiequizzer. Desuden den voldsomme danske dokumentar om dødspatruljer i Indonesien: ”The Act of Killing”. God fornøjelse

 

Ditlev Monrad - genial og gal?

DR2, 1. marts, kl. 18:15

Han gav os grundloven, men amputerede vores rige. Han var et åndeligt fyrtårn - og en martret sjæl. Altid i tvivl. Takket være Ditlev Monrad fik vi demokrati, men lever i et lilleputland. Der er næppe nogen politiker fra 1800 tallet, der så ofte har været genstand for fortolkninger, diskussioner, kritik - på grænsen til had. Senest i kølvandet på Ole Bornedals serie '1864'. DR K tegner et portræt af politikeren, biskoppen, kunstsamleren, der den dag i dag sætter sindene i kog og måske har mere at sige os danskere anno 2014, end vi tror. Tilrettelæggelse Liv Thomsen og Charlotte Lønstrup.

 

En helt særlig tidslomme

DK4, 1. marts, kl. 22:30

Midt i en af Københavns mest travle gader ligger en helt særlig butik. Et sted, der ikke har ændret udseende siden, det blev grundlagt i 1857. Og når man åbner døren og træder ind, er det som at tage tilbage i tiden. Petitgas er, efter sigende, verdens næstældste hattebutik, og fører i dag forskellige klassiske herrehatte som sixpence, bowlerhatte og selvfølgelig høje hatte. Siden 1872 har man blandt andet kunnet finde hatte fra det anerkendte italienske mærke Borsalino, der af mange er kendt for at producere verdens bedste hatte. Forretningen blev grundlagt af franskmanden Francois Petitgas, der i 1900 modtog en guldmedalje som hattemager ved verdensudstillingen i Paris. I dag drives stedet af ægteparret Bernhard Tommerup og Bess Kristoffersen, og de kræser om de gode, gamle klassiske dyder, som altid har været kendetegnede for butikken.

 

Historiequizzen: Sagen Genåbnet (6:10)

DR2, 2. marts16:00

Mord, tyveri, falskmøntneri og den staldbroder til Jens Langknyff. Gå ikke glip af hvad Rigsarkivet gemmer af dramatiske dokumenter som historikerne quizzer om.

Og efterfølgende afsnittet fra Teknisk Museum: Hvad er det?

 

Rick Stein: Fra Venedig til Istanbul (1:7)

DR2, 3. marts, kl. 15:55

Madserie fra BBC fra 2015. Den britiske kok, Rick Stein, holder af at opleve andre landes kultur og ikke mindst deres køkkener. Den gastronomiske rejse går gennem landene i det gamle Byzantiske Rige, Italien, Kroatien, Albanien, Grækenland og Tyrkiet. Rejsen begynder i Venedig og den idylliske græske ø, Symi, hvor han bl.a. laver skaldyrsrisotto og Tiramisu.

 

USA's vilde madkampe (4:16) Ost, ost, masser af ost

DR2, 4. marts, kl. 15:35

Amerikansk dokumentarserie fra 2021. (The Food That Built America) Chicago, 1903. I USA bliver ost produceret lokalt. Madspildet er massivt, for oste bliver hurtigt mugne. Generelt er mejerivarer fyldt med farlige bakterier og nogle gange kemikalier. En ung mand opfinder en ny metode, der øger holdbarheden af ost. Men da alkoholforbuddet bliver indført i 1920, får James Kraft kamp til stregen af brødrene Pabst, som hidtil har brygget øl. De må udvide virksomheden for at overleve forbuddet.

 

DNA Detektiven - Eske Willerslevs vilde opdagelser (2:3)

DR2, 5. marts, kl. 15:00

Dansk dokumentar fra 2015. En jødisk millionær fra New York, som hele sit liv har forfulgt en teori om, at menneskets civilisation er blevet grundlagt af aliens fra rummet, tager på sit dødsleje kontakt til Eske Willerslev, da han mener, at han har fundet et afgørende DNA-bevis for sine teorier. Eske vælger at tage udfordringen op, og snart befinder han sig i krydsild mellem sine egne skeptiske kolleger og et miljø af dedikerede, amerikanske UFO-entusiaster.

 

Digtere, divaer og dogmebrødre (1:8)

DR2, 6. marts, kl. 12:40

- Dansk kultur i 100 år. (1900-1918). Vi er i starten af det tyvende århundrede. Der hersker en stemning af jubeloptimisme og opbrud. Teknikkens nye vidundere - automobiler, telefoner, flyvemaskiner - bliver hyldet af tidens store kunstnere og intellektuelle. Johannes V. Jensen, Georg Brandes og Agnes Henningsen er med på noderne og lever det søde boheme-liv i København. Asta Nielsen chokerer til gengæld hele verden med sin vovede dans i filmen "Afgrunden". Men frigjorthed, fremskridtstro og demokrati er forbeholdt de få. Arbejderklassens elendige forhold bliver skildret af forfatteren Martin Andersen Nexø og maleren Aksel Jørgensen. Kvinder har stadig ikke valgret eller kunstnerisk respekt, og Johannes V. Jensens søster Thit Jensen kæmper indædt for ligeberettigelse. Da 1. Verdenskrig bryder ud, drukner enhver optimisme i gru og rædsel. Tilrettelæggelse: Liv Thomsen.

 

Mig og 60'erne: Fritid

DR2, 7. marts, kl. 17:30

Tag med en nostalgisk rejse når en række markante danskere åbner op for deres private fotoalbum fra 60'erne; årtiet hvor de gik fra børn til voksne. Det er også årtiet hvor danskerne bliver rige og moderne, de unge siger fra. Det samme gør kvinderne og verden bliver større. I dette afsnit undersøger vi ungdomslivet i 60'erne. Det er et årti, hvor de unge bliver kritiske overfor deres forældre. De indser at mor og far ikke altid har ret. Velstanden i samfundet giver dem frihed til at vælge selv. P-pillen kommer, hvilket gør at du pludselig kan have sex uden angst for graviditet og uden at skulle gifte dig. Det er årtiet hvor ungdommen bliver magtfuld. Mød Ole Henriksen, Bille August, Vibeke Windeløv, Johnny Reimar, Gun Britt Zeller, Kirsten Norholdt og Leif Davidsen.

 

The Act of Killing

DR2, 7. marts, kl. 22:25

Dansk dokumentar fra 2013. Da Indonesiens regering blev væltet af militæret i 1965 blev mere end en million mennesker dræbt på mindre end et år. Anwar og hans venner blev forfremmet fra billethajer til dødspatrulje-ledere, og Anwar slog hundredevis af mennesker ihjel med sine bare næver. I The Act of Killing går Anwar og hans venner med til at fortælle om drabene. Men deres opfattelse af at være med i en film er ikke at give vidnesbyrd til en dokumentarfilm: De vil være stjerner i deres egne yndlingsfilmgenrer - gangsterfilm, westerns, musical. De skriver manuskripterne. De spiller sig selv. Og de spiller deres ofre. The Act of Killing er en mareridtsagtig vision - en rejse ind i gerningsmændenes egne minder og forestillinger om, hvad der skete, og ind i et chokerende banalt regime af korruption og straffrihed.

[Historie-online.dk, den 28. februar 2023]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
TV-tips, uge 38, 2023
TV-tips, uge 10, 2024
TV-tips, uge 50, 2023